Den lille hedning

For nogle år siden blev jeg præsenteret for en vældig fin julekrybbe-opstilling, som nogle børn med stort engagement og flid havde lavet. Den var helt efter bogen: en flot stald lavet af en appelsinkasse, en tændstikæske var brugt som Jesusbarnets krybbe, og så alle figurerne: barnet, naturligvis, en mild og smuk jomfru Maria i blåt, en grå og lidt modfalden Josef, tre farvestrålende vise mænd plus et æsel, et lam og en okse. Men derudover var stalden til min forbavselse befolket af tre småbitte rødklædte mandslinge med røde huer. Den ene kiggede ned i krybben til Jesus, den anden sad overskrævs på æslets ryg, mens den tredje tilsyneladende var faldet i søvn i dyrenes hø. Da jeg luftede min opdagelse af de tre små nisser for en voksen, som havde medvirket ved konstruktionen af krybbeopstillingen, forklarede han mig omsorgsfuldt, »at nisser jo var en slags små julemænd, og at julemanden var en gammel helgen«. Og hans konklusion var, at nisserne dermed var kristne figurer og derfor godt kunne have lov at være medaktører i hans og børnenes krybbespil. Jeg øhme-hømmede lidt, gik over og købte mig en kop gløgg og gik snart efter hjem og funderede lidt over denne nisseopfattelse, som jeg også ofte har mødt i mit daglige virke, måske ikke helt så omhyggeligt udpindet og tænkt til ende, men alligevel. Og nu må det frem: Nej, nissen er ikke nogen kristen figur! Han er en sand lille hedning! Og han er ikke det mindste i familie med julemanden (som nogle kalder Skt. Nikolaus). Nissens oprindelse fortaber sig tilbage i en grå og uvis nordisk oldtid. Allerede i Olav Tryggvessons saga omtales et nisselignende væsen, som bor i en sten og hjælper med driften af gården hos en islandsk bonde. Eksperterne mener ikke, at nissen er en efterkommer af de nordiske guder som Odin og Thor. Han har snarere været en husgud, som har eksisteret i folks bevidsthed parallelt med de store gamle guder. Måske har hans forfædre endda været der, inden troen på Thor og hans fæller opstod. Måske var nissen oprindeligt en jordens, grundens gud. Det er bemærkelsesværdigt, at nissen på svensk hedder en tomte. En tomt er jo som bekendt en ubebygget grund. Men hvorfor overlevede nissen danernes kristnen? At et »håndgribeligt« væsen har kunnet det, er egentlig forbavsende. En af årsagerne er sikkert at finde i den tryghed, som nissen har givet almuebefolkningen på landet. Der var en tryghed og forståelighed i det gammelkendte, som nok har virket beroligende på konservative landboere. Den nye, fjerne, kristne gud har kunnet virke foruroligende på somme. At han ikke modtog ofre, har sikkert i nogles øjne kunnet give ham et skin af upålidelighed. Så var det godt med én i baghånden, som man sådan lidt gedulgt kunne blive ved at ofre til. Ganske vist skulle nissen ikke have en hel hest, men en skål sødgrød med smør kunne man jo godt lige stikke ham. Og det var bedst at være på den sikre side. For man havde jo hørt om, at nisser kunne være farlige. De kunne finde på at klemme folk til døde eller sågar at »lade den røde hane gale«, dvs. sætte ild på gården. Så det var sikkert klogt at holde sig gode venner med dem. Og uanset hvad de nye kristne præster sagde, så vidste man jo nok, at nissen var derude i staldene. Man hørte ham jo pusle og havde mange måske ikke også ligefrem set et glimt af ham? En rød huesnip som forsvandt bag en foderkrybbe eller en lille grå skikkelse, som dukkede sig mellem køerne og pludselig var væk? Jo, beviserne var mange. Grøden man satte til ham blev jo også spist! Og alle landboer vidste - på baggrund af vidneudsagn! - at nissen eller gårdboen, som han også kaldtes, var på højde med et 10-års barn, men gammel og grå og iført en spids rød hue. En anden sag var, at nissen også kunne vælge at tage dyreskikkelse: Hvis en kalv, en gås eller en hund opførte sig mærkeligt, var det ofte, fordi nissen havde taget dens skikkelse. Det var almen viden! Og som den islandske gårdhjælper i Olav Tryggvessons saga hjalp også den danske nisse sine husbondfolk, hvis han vel at mærke blev godt behandlet. Så var han en utrættelig og stilfærdig hjælper i lader og stalde. Det fortaltes, at gårdnissen i hårde tider endda kunne finde på at trave til nabogården for at hente foder til »sine« dyr. Hvis der også var smalhans på nabogården, hændte det, at de to gårdes nisser med sæk på ryggen mødtes på halvvejen og kom i klammeri. Påfaldende forekommer det mig i øvrigt i parantes bemærket, så mange nissesagn der findes omhandlende nissens omsorg for heste: nissen strigler heste, nissen skaffer foder til hestene, nissen flytter hestene etc. Måske ser vi også i denne hesteforbindelse et klart hint om nissens tilknytning til den gamle før-kristne tro med dens opfattelse af hesten som hellig. At nissen overlevede i folketroen, skyldes sikkert også, at han var lille og trygt hjemlig og dermed ikke har forekommet på samme måde farlig som de »store« guder, således at den kristne modstand måske ikke har været så massiv mod ham som mod de store. Måske er hans rolles betydning også blevet helt bevidst underspillet af landboerne: han blev nævnt sådan lidt en passant med ukarakteristiske navne som »gårdboen«, »Lille Nis« og »Niels Goddreng«. Over for den nidkære kristne tilhører kunne det jo måske i en snæver vending bortforklares som omtale af en eller anden uskadelig (menneskelig) gamling, som hjalp til i stalden. Og således overlevede nissetroen indtil knap midten af 1800-tallet, hvor folkemindesamleren J.M. Thiele indsamlede og udgav de nu uddøende nissesagn, som flere danske kunstnere lod sig inspirere af og skabte deres egne små nissefigurer, som de - måske først ret tilfældigt? - knyttede sammen med fejringen af julen. Og de grødspisende og gavebringende nisser slog hurtigt an i borgerskabet og den oprindeligt helårlige almuenisse blev nu ophøjet - eller degraderet, om man vil - til en bevidst borgerlig jule-staffage. Julemanden er i sin oprindelse en opfindelse, en pædagogisk opfindelse. Bygget på legenderne om den gode og børnevenlige biskop Nikolaus, som blev børnenes skytshelgen, fandt man i 1200-tallets Europa på at lade en mand klædt ud som Skt. Nikolaus drage rundt fra hus til hus på Nikolaus' mindedag den 6. december med gaver til de artige og flittige børn. Til de uartige og dovne var der ingen gaver! Ad forskellige veje når denne belønnende og straffende opfindelse frem til Amerika, hvor han modtages med kyshånd og med årene kommercialiseres kraftigt som gavegiver i selve julen, for så i slutningen af 1800-tallet under navnet Santa Claus at vende tilbage til det Europa, som oprindelig opfandt ham som en - ganske vist potentielt benevolent - bussemand - men dog immervæk: en bussemand! I 1898 fordanskes hans navn af den dansk-norske forfatter og tegner Louis Moe, og han bliver her hos os til »Julemanden« - under hvilket navn han jo siden har været kendt i Danmark. Og snart begyndte forvekslingerne af de to figurer jule-mand og jule-nisse. Louis Moe bidrog til forvirringen ved at lade nissen optræde sammen med julemanden i sin »Julemandens Bog« (1898). Men lad os nok en gang slå fast: Julemanden er en pædagogisk/kommerciel opfindelse. Figuren er forholdsvist løst baseret på legenderne om en katolsk helgen. Nissen derimod er i bund og grund en hedensk figur med rod i folketroen. Han har haft realitet for generationer af voksne og fornuftige landboere. At lade ham hensygne som et stykke småtilfældigt flitterstads er forkert, synes jeg. Det svarer for mig at se lidt til at bygge rutschebaner ned ad gravhøje eller lave »klatrevægge« for smarte teenagere oven i et helleristningsfelt. Selv om ingen mere »gør brug af« høje og helleristninger, viser vi dem både interesse og respekt. Og selv om ingen mere »gør brug af« nisserne som trosmæssige faktorer, kan vi godt have overskud til at vise dem så megen respekt og interesse, at vi genkender dem som reminiscenser af ældgammel folketro. Dermed viser vi jo blot respekt for vores egen ikke så fjerne fortid. Faktisk glæder det mig på det nærmeste, når jeg møder mennesker, som skarpt tager afstand fra nisser med den begrundelse, at »det er den rene hedenskab«. For disse mennesker er sig da et stykke dansk kulturarv bevidst. De ved noget om, hvad nissen står for, aner dens rødder og anser den ikke for et stykke tandløst julepynt. Ved deres afstandtagen lader de nissen træde i karakter. Men i deres afstandtagen tillægger de efter min mening samtidig denne slagne - indre - fjende en magt, som den forlængst har mistet. For mig er gravhøje og helleristninger tankevækkende mindesmærker. Det samme er nisserne, blot lidt tættere på vores egen tid og bevidsthed. Manifestationerne, af denne tids- og bevidsthedsmæssige nærhed - også f.eks. i vores sprog (»nissen har været på spil« (når vi har forlagt et eller andet) eller »nissen flytter med«) - er for mig både vemodige og velegnede til at sætte vores lands kulturelle og religiøse udviklingslinje og dens tidsspænd i relief. Vores lange tid som »hedninger« er ikke ret langt væk fra denne vores korte tid som kristne. Så dybest set kan nisserne være en påmindelse om, at det livssyn, vi bygger vores samfundsliv på i dag, ikke er absolut givet. Vil vi bevare dette livssyn, må vi være bevidste om det og se i øjnene, at der findes både nutidige og fortidige »andre måder«. Nisserne hører ikke til i fødselsstalden hos Jesusbarnet, men kan de kildre vores kulturelt-religiøse bevidsthed og skærpe vores selvforståelse, må de for min skyld godt være der. At sødsuppe-integrere dem i den kristne tro er derimod dybt armodigt. n galleriejer og nissemager