Da præsten også var bonde

Præstegårdskultur - hvad er det i grunden? Næppe nogen ville driste sig til en nutidsdefinition. Og en forklaring på, hvad det var engang, bliver formentlig - trods smukke ord om et dannelsesmønster på klassisk-kristelig grund - mere end svævende og ulden. Hvad den nu end har været, så var præstegårdskulturen også en agrar kultur gennem århundreder. Præsten, hans familie og husstand blev i betydelig grad forsørget gennem det landbrug, som knyttede sig til præstegården. En delbetænkning fra et kirkeministerielt udvalg om præstegårdsjord konstaterer stilfærdigt, at »den lange historiske tradition med præstegårdsbrug værdsættes i mange sogne«. Og det hedder videre: »Det er udvalgets opfattelse, at der også i fremtiden bør være mulighed for, at præstegårdsbrugene kan bevares i folkekirken«. Præsten lærte gerne fra sig Det ville vistnok være lidt af en sensation, om en sognepræst på en af Danmarks 1600 præstegårde i dag optræder som deltidslandmand; om hun eller han findes, skal dog ikke frakendes enhver mulighed. Engang var det aldeles udelukket, at en sognepræst fralagde sig ansvaret for præsteembedets landbrugsjord. Morsomt har det næppe altid været for sognets åndelige overhoved at skulle pukke på menighedens lejlighedsvis fodslæbende offervilje, hvad tiende og accidenser angik. Det må have været noget mere tilfredsstillende at sikre sin indkomst gennem et veldrevet landbrug. Det økonomiske udgangspunkt for præstens mulighed for landbrugsdrift tør også kaldes ret gunstigt. Sætter vi reformationen i Danmark 1536 som en begyndelse - det tidspunkt, da præster fik mulighed for at stifte familie - var det allerede da gældende ret, at en sognepræst skal tildeles en af sognets bedste gårde. Senere præciseres bestemmelsen til, at præsten skal have det, der svarer til den næstbedste gård i sognet. Reformationens konfiskation af den katolske jord, som overgik til kronen, gjaldt »kun« for bispejorden. Præstegårdsjord forblev præstegårdens. Det gunstige tilbud er helt overvejende blevet forvaltet med stor dygtighed af præsterne. Der har formentlig været råd til at ansætte folk, blandt andet en forvalter til at tage sig af det grove. Sjællands biskop på reformationstiden, Peder Palladius, forudsætter da også i en instruks til sognepræsterne, at de ikke personlig sætter sig på en møgvogn for at svinge pisken. Snarere har præsten vel været teoretikeren, der kunne orientere sig i den blomstrende landøkonomiske litteratur, som er fulgt med oplysningstiden. Efter 1780'ernes store landboreformer herhjemme har præsterne med stor iver undervist bønderne i nye avlings- og dyrkningsmetoder. Det er en sejlivet påstand, at rationalismens præster i deres nidkære undervisning af bondestanden holdt rene landbrugsfaglige foredrag på prædikestolen søndag efter søndag. En myte punkteres Universitetslektor Michael Bregnsbo, Syddansk Universitet, Odense, der har skrevet ph.d.-afhandling om rationalismens prædikener, er ikke enig. Han siger: - De mange præster, der blev foregangsmænd inden for landbruget, tog sig tid til at undervise sognets bønder. Men at de stod på prædikestolen og holdt foredrag om praktisk landbrug, er en myte. En såre udbredt myte, der holder sig helt op til vor tid, men som ikke desto mindre må afvises. Hvem har skabt den myte? - Formentlig er den opstået blandt dem, der fulgte efter rationalismens præster - de gudelige vækkelsers folk, senere også grundtvigske præster med behov for at fremhæve sig selv. I kampen mod rationalismens teologi, der ganske rigtigt kunne føre til ret udvandede prædikener, har man typisk tillagt præster den bemærkning, at mennesket ikke lever af brød alene, men også af - kartofler! I Norge talte man hånligt om kartoffelpræster. - Jeg har ikke fundet belæg for den slags i nogen prædiken fra rationalismen. I ganske generelle vendinger har præster på prædikestolen talt positivt om landboreformerne, men det har fyldt meget lidt ved siden af prædikenen, slutter Michael Bregnsbo. Rigdom og risiko Adskillige gejstlige havde i 1769 været stiftende medlemmer af Det kongelige danske Landhuusholdningsselskab. I selskabets første 60 år belønnedes ikke mindre end 142 landsbypræster for dygtigt og initiativrigt landbrug, mens 17 fik præmie i selskabets prisopgaver, skriver forfatteren Flemming Jerk i sin bog »Gamle danske præstegårde«. I de bedste tider for landbruget blev mange præster rige - årsindkomsten kunne være på højde med biskoppens og overstige, hvad en professor i teologi tjente. Men kriseårene efter 1800 bragte mange præster, selv i landets bedste egne, til fallit. Flemming Jerk forholder sig i bogen (Forlaget Forum 1978) meget kritisk til den store udstykning af præstegårdsjord efter loven af 4. oktober 1919. »Præstegårdsjorderne gjorde ikke blot præsteembedet fattigt, men også præsten fremmed for den kreds, hvis liv han havde levet. Han blev logerende, hvor han havde været husbond«. Loven om afhændelse af de til præsteembeder henlagte jorder til oprettelse af husmandsbrug. Sådan lød det fulde navn på loven af 4. oktober 1919, et led i et jordlovskompleks, hvori loven om lensafløsning indgik. Her var hovedsigtet ligeledes at skaffe jord til mangeårige drømme om fod under eget bord for husmænd og landarbejdere - netop de klasser, der var blevet snydt ved stavnsbåndets løsning, da fæstere med jord blev selvejere. Mens lensafløsningen af talrige godsejere blev oplevet som et forfatningsstridigt indgreb, hvad Østre Landsret, men ikke Højesteret, var enig i, fik loven om præstegårdsjorderne et anderledes udramatisk forløb. Her var ingen tvivl om, at en lønningslov måtte træde i stedet for jordbrugsindkomst. En kirkeministers bandbulle For mange præster var landbrugsdriften sikkert også blevet en plage, hvad fremlæggelsen af lovforslaget i 1919 kunne tyde på. I Folketinget sagde kirkeministeren i Zahle-regeringen, præsten Thorvald Povlsen, blandt andet: »Jeg vil håbe, at det må lykkes dygtige og flittige husmænd bedre at hæve de skatte, som disse jorder har i gem, end det er lykkedes for præsterne. Disse jorder hører almindeligvis ikke til de dårligste jorder i vedkommende landsby, tværtimod, det er som regel de allerbedste jorder, og de har også tidligere hørt til de allerbedst drevne jorder. Det var tidligere sådan, at når man kom til en landsby, kunne man kende præstegårdens jord, fordi det var den bedst drevne jord, men det er længe siden, og forholdet er nu et ganske andet. Nu er det således, at man ret tydeligt kan se, hvor præstegårdens jord ligger, fordi det er den dårligst drevne. Den er fuld af ukrudt og i dårlig gødningskraft, og desværre er der ikke den ringeste udsigt til, at dette forhold skal ændre sig til det bedre. Vor tids præster har ikke lyst til at drive deres jord og har vel som regel heller ikke evne til at drive den.« Sagde kirkeministeren, der som nævnt selv var præst. Men det var altså i 1919. I det Herrens år 2000 er der ingen fare for mislyde på Folketingets talerstol, når den nye lov med dens beskedne forslag kommer til behandling. Præstegårdsjorden skulle efter loven af oktober 1919 afstås ved indtrædende ledighed i et præsteembede eller ved ophør af forpagtnings- eller fæsteforhold på sådan jord. Når vedkommende menighedsråd udtalte sig for det, kunne Kirkeministeriet dog bestemme, at der ved præstegården skulle forblive et jordareal på indtil syv hektar middelgod jord. I særlige tilfælde, hvor det skønnedes nødvendigt for embedet, at et noget større areal fortsat var tilknyttet præstegården, forelå dette som en mulighed. Ifølge Flemming Jerk androg den samlede udstykning fra præstegårdsjorderne 62.000 tønder land.