Uden tro får Satan frit spil

»Giv mig en sort præst der prædiker med et blodskudt blik/ tordner med en blank sko på en sprællende sæk... Vi må holde Satan ude af byen/ Satan væk fra primetime...« Citaterne er fra Allan Olsens nye cd. I sangen »Besé Besæt Kassér« er Satan sluppet op af hullet, endda midt i den bedste sendetid. Han har fået frit spil, fordi danskerne i dag mangler tro, mener den nordjyske sanger med det skarpe blik og lige så skarpe og skæve tekster. - Vi tror ikke længere på Gud, men det er ikke det alene. Vi tror ikke længere på noget som helst, og så er det, Satan får frit spil, for i et tomrum er der altid noget, der vil gøre sig til vært og tage styringen. Allan Olsen anfører, at en af de mest brugte vendinger herhjemme i vores hastigt voksende mobiltelefon-samfund er sætningen: »Hvor er du lige nu?« Rettes spørgsmålet til udviklingen, er Olsen personligt ikke i tvivl: Når Satan regerer, fyldes tomrummet med kyniske økonomiske kalkulationer over, hvad der kan betale sig og tjenes penge på, og holdninger og værdier skiftes ud med ligegyldighed, overflade, livsstil og management-kultur. Dét sætter spor i vores mere og mere upræcise sprogbrug, mener sangeren. - Den her bevægelse, forklarer han og laver et par »gåseøjne« med fingrene i luften, kan du efterhånden se, selv når specialister i TV-Avisen skal udtale sig om deres eget fagområde. - Det er jo ikke fordi, specialisterne ikke evner at bruge et præcist sprog, men hvis man undgår det, så er du svær at holde fast på noget som helst. Og det er heller ikke nødvendigt, for i dag betyder det ikke så meget, hvad vi siger. Det betyder meget mere, hvordan vi fremstår for vore omgivelser - muligvis som noget vi ikke er - for vi lever i en livsstilskultur med udklædning og påklædning. Allan Olsen har fået mange gode anmeldelser for sin nye cd, og er - som tidligere - også denne gang, med sine skarpe meninger blevet kaldt en vred mand. Det undrer ham, som han sidder der fredeligt med sin te for enden af spisebordet i sit store køkken. - Jeg er hverken vred eller syrlig, bedyrer han, men jeg kommer nok let til at fremstå sådan, fordi 90 procent af showbiz er lalleglad. Så kommer jeg let til at lyde som en mavesur 44-årig. I den ungdomskultur, der dyrkes i branchen i dag, er det næsten suspekt, at man - tilmed på dansk - overhovedet giver livstegn fra sig, når man er fyldt 25. Døgner-dansk Allan Olsen har øje for de paradokser, han mener præger tiden. - På den ene side ønsker vi ikke at afgive vores suverænitet til »Euroland«. Vi er bange for at miste vores »nationale egenart« og føler os truet på vores kultur, sprog og religion af EU og de fremmede udefra. Vi forsvarer en masse værdier ud fra nogle nationalromantiske myter og forestillinger, men vi lever ikke selv efter dem i vores dagligdag. - Hvad er det egentlig for en religion, vi er så bange for at miste? Hvordan benytter vi den i vores liv? Og altså vort sprog, som efter Olsens opfattelse alt for ofte placerer sig »et sted midt imellem døgner-dansk og duetsvar«. - Vi accepterer, og synes det er smart, når vores tronfølger bruger et adjektiv som »kanon«, når han kommenterer en håndboldkamp ved Olympiaden. Skal en medieforsker anmelde en ny tv-kanal, kan han finde på at sige en nærmest ubegribelig sætning som, »jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare cutter the crap«. Det er efter min mening affaldssprog. Et skib uden ror Som 44-årig hører Allan Olsen til den generation, der har haft nogle af de allerbedste opvækstbetingelser i den vestlige verden, mener han. - Vi blev født 10 år, efter krigen sluttede, så på det tidspunkt var der kun det glorværdige minde af helteglans tilbage, og angsten og frygten afløst af opgangstider. De nedarvede kønsroller og andre værdinormer var intakte, religionsforholdet blandt os danskere var stadig relativt intakt på det tidspunkt, og respekten for dyderne var intakt. Allan Olsen husker de første fem år af sin opvækst i Frederikshavn som »én lang søndag eftermiddag, hvor man sidder rundt om tarteletterne, og konerne bærer nynnende kager og tarteletter og mad ud og ind af bordet, mens d'herrer sidder til bords og har noget vigtigt at tale om - rygter og løgnehistorier om, hvilken fantastisk rolle, de spillede under krigen«. - Vi voksede op med så stort et overskud, så da vi blev gamle nok til at flyve velnærede af reden, brugte vi al den energi, vi havde samlet sammen, til at vippe de gamle af pinden. Ud af institutionerne, ud af læreanstalterne, professorerne ud af universiteterne... Vi byttede tilknytningen til religion ud med nogle ideologier, vi ikke anede en skid om, og den indre struktur, der var i kernefamilien, nedlagde vi konsekvent. - Vi nedlagde med andre ord det eksisterende samfund, og det er måske godt nok, hvis bare man har en model for, hvad man vil sætte i stedet, men her kneb det, og man kan sige, at siden har skibet på mange måder sejlet uden ror. - Det, vi har fået ud af det, er en generation af forældre, som har forvekslet det at lade være med at opdrage med en fri opdragelse. Så er det pludseligt ligegyldigt det hele. Ungerne skal gøre, hvad de synes er rigtigt, de skal have lov til at se fjernsyn og spille computerspil, så meget det passer dem. At lære dem et ordentligt sprog er ligegyldigt, og spørger man piger helt ned i 2. og 3. klasse om, hvad der er vigtigt for dem i deres påklædning, får man svaret, at bare de føler sig sexet klædt! Det synes jeg er meget, meget uhyggeligt. Vores nationalkarakter er blevet afmatning og ladhed, mener Allan Olsen: - Og det er for mig tilstedeværelsen af Satan. Som en præst Den nye cd er den niende i rækken, og den har fået en titel, de fleste nok skal øve sig lidt på. »Onomatopoietikon«, hedder den. Allan Olsen forklarer, at »onomatopoietikon« er den faglige betegnelse for lydefterlignende ord. Sådanne ord som for eksempel skvulp, slurk og prut. - Et lydord er jo noget ret barnagtigt, banalt og meget ukompliceret. Jeg synes, det er sjovt, at man har sådan et skrummel af et ord til at beskrive noget så simpelt, og i tråd med det kan man sige, at pladen har en flot indpakning og en flot titel, men indeni er der sådan set bare et stykke rundt plastik med 10 sange. Større er det jo ikke. - Det må også gerne opfattes lidt som en parodi på hele den her indpakningsfikserede kultur, vi lever i, hvor ingenting tåler fordybelse - og så er det naturligvis interessant at høre, hvordan folk får det udtalt. Udgivelsen har intet overordnet budskab, understreges det. - Jeg er ikke sat på jord for at bringe et budskab, siger han, og tilføjer, at han opfatter sin egen rolle som tæt ved lægens eller den sjælesørgende præsts. Efter sin sidste cd, solo-pladen »Sange for rygere«, som fik en Grammy, drog han ud på en turné under mottoet »Allan Olsen trøster og helbreder«. - Og det er jo inspireret af lægeløftet. Det, jeg kan og skal gøre, er, efter bedste evne, at bibringe publikum en oplevelse, der styrker dem til at udrette det, de selv synes skal gøres på et konkret plan. - Mit udgangspunkt er ikke politisk, men poetisk. Den kraft der ligger i poesien og lyrikken er langt stærkere, og det kreative udtryk har så mange modsatrettede sider i sig, at det aldrig kan ensrettes til et én-dimensionelt politisk udtryk. Så Olsens sange er underholdning, understreges det. - Men derfor behøver det jo ikke at være ligegyldig »mulatpop«. Det har vi bare efterhånden vænnet os til, at sådan skal underholdning være. Hans Scherfig for eksempel var bestemt ikke noget upolitisk menneske, men han var først og fremmest en fremragende forfatter. Leif Panduros tv-stykker eller satire var i princippet politiske, men først og fremmest fantastisk underholdende, velskrevet og velspillet, og det er jo to som dem, der overlever - ikke hvad der ellers kom af »Christiania-lyrik« i 1970'erne. Den enkelte I sine tekster koncentrerer Allan Olsen sig om individet, det enkelte menneske, og henter daglig inspiration i formiddagspressens sensationer. - Det ryster de på hovedet af i LO's kulturelle vismandsråd, hvor jeg sidder sammen med alle de her akademikere og kloge hoveder. Den eneste der forstår mig, er Erik Clausen. Han siger, at han ikke er begavet nok til at læse andet. Olsen forklarer, at dette valg for ham hænger sammen med, at han i en alder af 44 år har dannet sig et billede af den verden, vi lever i. - Jeg ved godt, at i et varmt bælte nord og syd for Ækvator hele jorden rundt er der krig og ballade, og de sulter. Det har de altid gjort, lige så længe jeg kan huske, og der er altid ballade på Vestbredden. - Kører jeg ned ad motorvejen og kommer forbi et sted, hvor der er sket en ulykke, er min første tanke ikke, om der er noget galt med infrastrukturen, eller vejens hældning, men hvad der er sket med de implicerede. »Næsen« Gennem formiddagspressen får han et billede af, »hvordan vi mennesker døgnet rundt klumrer rundt i vores forsøg på at opretholde en tilværelse på godt og ondt«. - Der står for eksempel en overskrift som »Nordmand kørt over af sin egen bil på parkeringspladsen«, eller »Mand bider sin hund«, eller andre former for absurde situationer, altsammen fordi vi forsøger at sætte spor af det liv, vi lever. I sine tekster viger Allan Olsen ikke udenom de bizarre historier, som i sangen om »Næsen«. Den handler om en mand med en abnorm hang til intime kvindedufte og -beklædningsgenstande, og er inspireret af en historie om en trussetyv i formiddagspressen. - Det er normalt ikke sådan noget man synger om, medgiver Olsen. Lige fra de gammeltestamentlige salmers tid har vi vænnet os til, at vi ikke synger om hvad som helst. Vi synger helst oppefra og ned. Men altså ikke Allan Olsen, for hvem udfordringen har ligget i, trods alt, at give »Næsen« sympatiske træk. - Det fascinerende for mig er tanken om, hvilket farligt liv, den her person lever. Bliver han opdaget, er skammen ikke til at bære. De skæve sider Allan Olsen tilføjer, og det lyder lidt vrissende, at han altid i sine anmeldelser får at vide, at han skriver om »de skæve eksistenser«. - Det synes jeg faktisk ikke er rigtigt. Jeg tror bare, jeg skriver om de skæve sider ved alle eksistenser, fordi alle har skæve sider i sig. Men i vores kultur kan også skævhederne gemmes under overfladen, så de skjules og man kommer til at fremstå strømlinet og tjekket. - Jeg så tilfældigvis et tv-program, hvor en stylist og en frisør og en make-up-artist skulle forsøge at gøre en lidt sjasket kontormand »trendy«. Det var interessant. For det første, det sprog, de bruger, er jo helt fantastisk. De kan jo næsten ikke tale dansk. - Det mest spændende ved kontormanden var sådan set, at hans hår sad forkert, og han havde lidt uheldige briller på, og tasken, som han formentlig havde slæbt rundt med siden skoletiden. Alt det, som var værd at hæfte sig ved hos ham, og gjorde ham til et individ, var naturligvis det, de første pillede af ham. Så kom han i deres vridemaskine, og fremstod til sidst som sådan en vi ser i italienske tøjreklamer. Og selvfølgelig smilede han og var glad, for det var hans kone, der havde sendt ham ind i programmet, og hun skal jo også holdes tilfreds. - Alle var glade, og han sagde, at nu syntes han sørme selv han så godt ud, men da han gik ud af studiet, ville du ikke kunne se forskel på ham og hvem som helst andre på gaden af den slags. Ydmygheden Selv om Allan Olsen sammenligner sin gerning med præstens, vil han ikke prædike, hverken politik eller religion. Måske er det religionen, der skal styrkes, for at tomrummet fyldes op, og Satan vippes væk fra primetime. Det må den enkelte finde ud af, mener han. I sine sangtekster har han ofte associationer til de bibelske fortællinger, men han kan også finde på at snerre af de kristne med en linje som »mit blik er reserveret kristent og koldt som en østbloktolders inden muren den faldt«. - Egentlig stod der »nøgternt«, men i sidste øjeblik lavede jeg det om til »kristent«, som i dette tilfælde står for fordømmende og overlegent - for det har kristendommen jo også været brugt til op igennem europæisk kultur, forklarer han. Om sit eget forhold til det religiøse, siger Olsen, med en linje fra »Besé Besæt Kassér«, at han tilhører »tvivlens knivkastende natmænds værk«. - Jeg lever i en skønsom blanding af stor lykke over mit privilegium, men uden tvivl også i et åndeligt afsavn. Det afsavn kan jeg godt på et tidspunkt se mig selv opfylde med en metafysisk størrelse. Om ikke en gudedyrkelse, så med et højere åndeligt tilhørsforhold. For mig er alt muligt. Afgørende er ydmygheden, tilføjer Allan Olsen: - Man skal være ydmyg over for et eller andet for at være skabende. Ellers bliver der intet perspektiv og ingen dybde i det, man arbejder med.