Af Esben Q. Harboe |
5. oktober 2000
Der er langt til Sydpolen. Men der er endnu længere, hvis man skal gå hele vejen. Helt umuligt bliver det, hvis man også selv skal smørre sin madpakke og slæbe 120 kg proviant og udstyr efter sig. Men det er ikke desto mindre, hvad de to venner Gregers Gjersøe og Kristian Joos har tænkt sig. Om en lille måned indleder de »Danish South Pole Expedition 2000«, der skal gøre dem til de første danske erobrere af Jordens sydligste punkt. Hvis alt går vel, bliver Dannebrog plantet på den geografiske Sydpol mellem jul og nytår. Turen går i mere end én forstand op ad bakke fra kysten af Antarktis til Sydpolen, der ligger i 2800 meters højde. Undervejs skal de forcere gletcherspalter, ride snestorme af og klare den vedvarende påvirkning af en gennemsnitstemperatur på minus 25 grader. - Sydpolen er det koldeste, mest tørre og forblæste sted på Jorden. Det er sidste stoppested før månen. Men det er en drøm for os at udfordre os selv fysisk og mentalt, siger den 37-årige Kristian Joos, der til daglig er marketingschef i Microsoft. Turen skal klares på ski og bliver en såkaldt uhjulpen ekspedition, hvor udlagte hjælpedepoter eller flydrop med forsyninger er bandlyste. Alle fornødenheder skal kunne være i de 120 kg tunge pulke, som de to eventyrer har tænkt sig at trække hele vejen. Nordmanden Roald Amundsen var den første, som satte sine ben på Sydpolen. Det skete den 14. december 1911 i et prestigeopgør med englænderen Robert Scott. Scott ankom først 34 dage efter og led senere en krank skæbne. I 1993 tog nordmanden Erling Kagge turen for første gang uden hjælp udefra. Det er den store præstation, de to eventyrlystne danskere vil gentage. Kristian Joos og Gregers Gjersøe, 43-årig pilot i SAS, er i forvejen bekendte med de arktiske egne. Sidste år gik de over 640 km over Grønlands indlandsis på ski. For at have noget at tærre på skal de to venner tage over 15 kg på hver inden afgangen den 6. november - og samtidig være i deres livs form. Fedekuren - og den efterfølgende ekspedition - kan følges på internet-hjemmesiden
www.sydpolen.dk.