Delte meninger om to saligkårede paver

Søndag saligkårede pave Johannes Paul II ved en storstilet liturgi i Peterskirken i Rom to af sine forgængere i embedet, Pius IX og Johannes XXIII. Mens mindet om Johannes XXIII vækker varme følelser langt uden for den katolske verden, repræsenterer Pius IX en kirkehistorisk epoke, som mange katolikker i vor tid har svært ved at forsone sig med. Beslutningen om at saligkåre de to paver i tandem har derfor vakt berettiget opsigt. Johannes XXIII er kendt som paven, der med indkaldelsen til Det andet Vatikankoncil i 1962 åbnede dørene for en reform og en pastoral fornyelse af den katolske kirke. Pius IX er kendt som paven, der i 1870 under Det første Vatikankoncil proklamerede dogmet om pavens ufejlbarlighed, når han taler »ex cathedra«, dvs. på vegne af hele kirken i spørgsmål om tro og moral. Johannes XXIII's saligkåring har været imødeset med længsel, Pius IX's slet ikke. Med søndagens højtidelighed demonstrerede pave Johannes Paul II endnu en gang sit talent for at overraske offentligheden. Heroiske dyder En saligkåring er skridtet før en helgenkåring, og begge kræver, at kandidaten i sin livsførelse i heroisk grad har demonstreret de kristne dyder, tro, håb og kærlighed, der for katolikker gør ham eller hende til både et forbillede og et vidne om Guds fortsatte indgriben i den verden, Han har skabt. Den katolske teolog Richard McBrien har karakteriseret Johannes XXIII's pontifikat som »til gavn for ikke blot den katolske kirke, men for hele det menneskelige fællesskab«, og den hengivenhed, som den korpulente, smilende pave nød både i levende live og efter sin død i 1963, har været et vidnesbyrd om det »helligheds-ry«, som normalt er en forudsætning for saligkåring. Det er længe siden, Pius IX nød et tilsvarende ry. Efter offentliggørelsen i marts af planerne om de to saligkåringer har mange iagttagere peget på, at saligkåringen af Pius IX først og fremmest synes at være et kirkepolitisk træk, en konservativ modvægt til saligkåringen af den revolutionære Johannes XXIII. Pius IX's saligkåringproces er gang på gang løbet ind i vanskeligheder, siden den blev indledt i begyndelsen af 1900-tallet. Først i 1986 var de formelle krav til en saligkåring på plads, men alligevel valgte kirken at forsinke selve proklamationen indtil i søndags. Pius IX's personlige dyder ufortalt synes der at være gode grunde til en sådan forsinkelse. Skønt han begyndte som en forholdsvis progressiv pave, endte Pius IX med at få et endog særdeles konservativt ry. Hans 32-årige regeringstid (1846-78) er den længste i kirkens historie. Mistede magt I 1870 mistede paven ved Italiens endelige samling definitivt sin verdslige magt. Rom blev Italiens nye hovedstad, og Pius IX tilbragte sine sidste år som selvproklameret »fange i Vatikanet«. Pius IX kunne således med god grund siges at være en fjende af det forenede Italien, og ønsket om ikke at støde italiensk patriotisme har givet vejet tungt i beslutningen om at holde hans saligkåring hen. En anden grund skal formentlig søges i Pius IX's berømte fordømmelse i 1864 af »moderne vildfarelser« såsom rationalisme, samvittighedsfrihed og demokrati. En yderligere grund er formentlig, at en saligkåring af den mand, der proklamerede dogmet om pavens ufejlbarlighed, kunne opfattes som den katolske kirkes afvisning af økumeniske bestræbelser i dag. Hvorfor da ikke lade Pius IX forblive i det administrative limbo, som den katolske kirke viseligt har ladet andre kontroversielle kandidater hvile i? Monsignor Carlos Liberati, den embedsmand i Vatikanet, der har haft opsynet med Pius IX's saligkåringsproces, afviste i sommer i New York Times, at saligkåringen var en gestus over for konservative katolikker i forbindelse med saligkåringen af Johannes XXIII. »Kirken anvender ikke vægtskåle som apotekere eller guldsmede«, fastslog han. Ikke desto mindre er det vanskeligt at se, hvilken gavn den moderne verden skulle have af Pius IX's eksempel. Som det liberale katolske tidsskrift The Tablet har pointeret, så ville den nuværende pave, hvis han pludselig blev ført tilbage til 1878, utvivlsomt se sig selv anbragt i et paveligt fængsel for mange af de initiativer, der har karakteriseret hans egen regeringstid. Inspireret af Det andet Vatikankoncil har Johannes Paul II revolutioneret den katolske kirke. Overalt hvor han rejser, taler han menneskerettighedernes og religionsfrihedens sag, hvad der afgjort ville bringe ham i konflikt med Pius IX's liste over »moderne vildfarelser.« Johannes Paul II er også den første pave, der har prædiket i en luthersk kirke, og mens Pius IX lod afholde offentlige henrettelser i Rom, har den nuværende pave gjort afskaffelsen af dødsstraffen til en af sine mærkesager. Og ingen pave har som han søgt forsoning mellem den katolske kirke og jøderne. Centralisme Kun på ét område synes der at være overensstemmelse mellem den nuværende pave og Pius IX, nemlig i opbygningen af en meget centraliseret kirke. Men heller ikke her går kabalen helt op, for Johannes Paul II har ofte vedkendt sig sin arv fra Johannes XXIII og til Det andet Vatikankoncil, hvor man søgte at råde bod på Pius IX's koncil ved at fremhæve, at paven ikke styrer kirken enevældigt, men i samråd med alle verdens biskopper. »Man skal aldrig kigge ind i Vorherres køkken«, siger de kyniske franskmænd med henblik på pavestolens manøvrer. Men i dette tilfælde kunne det have været spændende at se den opskrift, der kombinerer Johannes XXIII og Pius IX.