Tankens alkymi

Mikael Josephsen debuterede i 1998 med samlingen »Havet under huden«, i hvilken man mødte et udpræget ekspressionistisk formsprog. Hermed menes, at et slagkraftigt, sanseappellerende billedsprog anvendes til at afspejle en række sjælelige tilstande. Linjen føres videre i den nyeste samling, »Pokalhjertet«. Der skildres i »Pokalhjertet« en række barndomsoplevelser - så vidt man kan skønne fra et miljø omkring en væddeløbsbane - og forvridningen af det sproglige udtryk til en række erindringstableauer er som helhed meget effektfuld. Man hører i en række portrætdigte om forkrøblede, brutale og depraverede eksistenser, som i det følgende eksempel: »Han spytter tobak efter vejret / og slår lykkeligt med tungen / hver gang et menneske går ned, / nummer to er feltets første taber / siger han / og er i sig selv en vinder / når han løber æresrunden i egen / mund. Men canseren og trang til fortabte / kvinder er hvad der er tilbage / ved et forstørret målfoto.« Allerstærkest er Josephsens digte, når erindringerne gengives i en helt enkel, metalhård stil med korte nominalsætninger. Her brænder det på, og her står der mere mellem sætningsenhederne end i de fleste lyriske tekster: »Vi står / i en sø af killinger og pernod. Far græder. Det er så smukt / da vi svæver folkevognen gennem natten. Senere. Mors / ene øje blomstrer som en mark. Børnene står på trappen / til soveværelset. Tredive år senere står de der endnu.« Det er kort og godt nogle stærke digte, der i høj grad virker eksistentielt nødvendige. Min eneste anke mod samlingen er tendensen til et hermetisk, tungetalende billedsprog af samme type som i Simon Grotrians svagere digte såsom: »Colakattens fald / geværlivet under bluserne / de nedadstejlende øjne / nu fasanerne letter fra navlen.« Hvad man skal stille op med den slags, ved jeg ikke - ud over selvfølgelig at glæde sig over, at fænomenet ikke er alt for dominerende i Josephsens fine nye samling. Tomas Thøfner er en digter, der i sin nye samling, »Tankens alkymi«, som i sine tidligere værker demonstrerer en ret imponerende bredde, hvad angår brugen af lyriske genrer og stilarter. Blandt samlingens mest typiske poetiske genrer kan man nævne i hvert fald tre: kærlighedsdigtet, erindringsdigtet og det filosofisk orienterede digt. I den første digttype finder vi helt enkle, stemningsmættede erotiske omverdensoplevelser såsom: »vi er langt væk fra de andre / og feriehyttens sødlige varme / skoven er alt for mørk / hjertet er fyldt / med en spændende frygt / din hånd er stærk og kølig.« Også erindringsdigtene er særdeles gode, idet vi her - som i det følgende uddrag fra et digt om en nær slægtnings død - oplever en særdeles effektfuld vekselvirkning mellem fortidig sansning og nutidig refleksion hos det lyriske jeg: »er det rigtig sorg? / din tunge krop / blev tungere og tungere / fordi du ikke kunne holde balancen / og de forkrampede muskler / der modarbejdede hinanden / gjorde det umuligt at holde dig / når man skulle hjælpe dig ned i en stol / jeg kan heller ikke holde dig nu.« Endelig er der de erkendelsesfilosofiske digte, der godt nok indimellem kan virke lidt fortænkte og lade nærværende anmelder kold, f.eks. når Thøfner vel nok er kandidat til en pris for dette års kedeligste titel på et afsnit i en digtsamling, nemlig »At læse«. Der er dog også smukke passager i Thøfners filosofisk orienterede lyrik såsom: »at vide hvem man er / kan betyde at læse sit cv / at vide hvem man ikke er / kan betyde at møde en engel / det er sandt / alting er som det ser ud / ikke som vi snakker om det.« Mikael Josephsen: Pokalhjertet. Digte. 79 sider. 169 kr. Borgens Forlag. Tomas Thøfner: Tankens alkymi. Digte. 68 sider. 169 kr. Borgens Forlag.