Uafhængighed åbnede for Kashmir-konflikten

I den seneste tid har der atter været uro i og omkring den indiske delstat Jammu-Kashmir. Den næsten uløselige konflikt, som hænger sammen med det faktum, at flertallet af Kashmirs indbyggere er muslimer, involverer foruden den indiske centralregering og Pakistan tillige delstatens lokalregering og en række pakistansk støttede muslimske guerillagrupper, hvoraf de mere radikale ønsker Kashmir ind under Pakistan, mens de mere moderate ønsker selvstændighed fra Indien. De egentlige ofre er, som i så mange af den slags konflikter, desværre Kashmirs befolkning. Konflikten, der tre gange har ført til krig mellem Indien og Pakistan, medfører med jævne mellemrum alvorlige træfninger mellem indiske og pakistanske hærenheder på våbenstilstandslinjen mellem den pakistanske og den indiske del af Kashmir. Dette har, på grund af Indiens og Pakistans nye status som atomvåbenmagter, medført et stærkt internationalt pres på parterne for at nå frem til en politisk løsning, ikke mindst fra USA's side. Herudover har der siden 1990 udfoldet sig en stigende, pakistansk støttet, guerillaaktivitet med talrige angreb på hinduer og indiske sikkerhedsstyrker. Konflikten drejer sig først og fremmest om religion og nationalt tilhørsforhold og har rødder tilbage til perioden umiddelbart før og efter Britisk Indiens uafhængighed i 1947. Selv om der altid har eksisteret modsætninger mellem hinduer og muslimer, så blev disse i nogen grad holdt nede under engelsk overherredømme, ikke mindst på grund af den fælles kamp for uafhængighed. Ja, selve tanken om en selvstændig muslimsk stat ved navn Pakistan synes først at være dukket op i begyndelsen af 1930'erne. Under forhandlingerne om selvstændighed lykkedes det imidlertid, til stor fortrydelse for Gandhi og de fleste i den indiske nationalkongres, lederen af Den Muslimske Liga, Muhammad Ali Jinnah, at overbevise englænderne om det rigtige i at dele Indien i en muslimsk stat og en hindu-stat. Herved indførtes princippet om en nation byggende på religion for første gang i sydasiatisk sammenhæng. Sekulære Indien For Indiens vedkommende betød dette dog ingenlunde, at det blev en hindu-stat, idet principperne om lighed og frihed i religiøse anliggender, efter vestligt forbillede, blev nedfældet i forfatningen af 1950, og efter en forfatningsændring i 1976 kaldes Indien i indledningen til forfatningen ligefrem for en sekulær republik. Forestillingen om Indien som en pluralistisk, sekulær stat med plads til mange forskellige religioner, har da også lige siden været en af grundpillerne i Kongrespartiets politik. Ved delingen af Britisk Indien i 1947 mellem Pakistan og Indien var Kashmir en fyrstestat under engelsk overherredømme med en hindu-konge og et muslimsk befolkningsflertal. Da kongen tøvede med at erklære sin tilslutning til enten Indien eller Pakistan, sendte Pakistan tropper ind i det nordlige Kashmir, hvorefter kongen vendte sig til Indien efter hjælp. Dette førte til statens indlemmelse i Indien og den første krig mellem Indien og Pakistan, hvorefter Kashmir uformelt deltes, således at den nordvestligste tredjedel kom til at høre til Pakistan og resten til Indien. Konflikten i Kashmir er foruden at være en efterhånden gammel, international strid mellem Pakistan og Indien, ligeledes en del af en mere generel tendens inden for de seneste årtiers sydasiatiske historie i retning af religiøs nationalisme og antisekularisme. I stedet for forestillingen om den pluralistiske, sekulære, demokratiske stat, som har båret det officielle Indien siden uafhængigheden, er religion i stigende grad blevet en social identitetsfaktor, og fra at høre hjemme i den mere private sfære er den hyppigere og hyppigere trådt ind på den politiske arena. Ofte har denne udvikling ligeledes været akkompagneret af militarisme og sammenstød med regeringen samt af konfrontationer mellem tilhængere af forskellige religioner. Foruden i Kashmir, hvor det er det muslimske flertal, der gør krav på uafhængighed, har vi set denne tendens blandt sikherne, som udgør befolkningsflertallet i delstaten Punjab, og hvor en radikal gruppe, under ledelse af Jarnail Singh Bhindranwale, i begyndelsen af 1980'erne krævede oprettelsen af en uafhængig sikh-stat, Khalistan. Denne konflikt kulminerede som bekendt i 1984 med den indiske hærs angreb på Bhindranwale og hans bevæbnede gruppe, som havde barrikaderet sig i Det Gyldne Tempel i sikhernes hellige by, Amritsar, og med det efterfølgende attentat på Indira Gandhi. Hinduistisk rejsning Også blandt Indiens hinduer har man imidlertid inden for de sidste to årtier set et stærkt skred væk fra opbakningen bag den sekulære stat og i retning af et ønske om, at staten i stedet skal indrette sig efter hindu-normer. Denne tendens har indtil videre mere eller mindre levet af modsætningsforholdet til de indiske muslimer, selv om også Indiens kristne inden for de sidste par år i stigende grad har måttet holde for med bl.a. kirkebrændinger og voldtægter på nonner til følge. Den indtil nu vistnok mest spektakulære begivenhed i kampagnen for et hindu-Indien er vel nok den såkaldte Ramjanmabhumi-kampagne, som kulminerede i december 1992 med 100.000 hinduers nedrivning af en næsten 500 år gammel moske i den nordindiske by Ayodhya. Politisk er denne tendens foreløbig kulmineret med det hindu-nationalistiske parti, BJP's, valgsejre i foråret 1998 og sommeren 1999 og de derpå følgende regeringer under Atal Bihari Vajpayees ledelse. De oven for nævnte tendenser i retning af religiøs nationalisme i Indien demonstrerer på den ene side religionens fortsatte evne til at skabe identiteter og ideologier og på den anden vanskelighederne ved at forsøge at gennemføre en vestligt inspireret sekularisme uden for den vestlige kulturkreds. Hvorledes det i fremtiden vil forløbe, og om det også i fremtiden vil være muligt at bevare Indien som en pluralistisk, sekulær stat, afhænger i første omgang af BJP's evne til at skabe politiske og økonomiske resultater for den voksende middelklasse, der udgør dens vælgergrundlag, og i anden omgang af centralregeringens evne til at styrke de moderate kræfter blandt de forskellige religiøse minoriteter. Erik Reenberg Sand er lektor ved Institut for Religionshistorie ved Københavns Universitet. Samspillet mellem religion og politik i verdens brændpunkter bliver belyst i denne rubrik på Kristeligt Dagblads udlandssider.