Dommen i dag kan få stor principiel betydning for en række virksomheder og forretninger
Østre Landsret afsiger i dag dom i den såkaldte tørklædesag, hvor en iransk pige har sagsøgt Magasin du Nord, efter at stormagasinet afviste hende som erhvervspraktikant, fordi hun bar hovedtørklæde. Sagen satte for et år siden sindene gevaldigt i kog blandt politikere, professorer, fagforeningsfolk og arbejdsgivere. Den er den første af sin art herhjemme, og mange forventer derfor, at dommen vil få stor principiel betydning for en række virksomheder og forretninger, herunder FDB og Dansk Supermarked, der hidtil har afvist at ansætte muslimske kvinder i deres butikker, hvis de bærer tørklæde. Det principielle i sagen understreges da også af, at Københavns Byret af egen drift valgte at overgive sagen til Østre Landsret. Her skal de tre landsretsdommere i dag tage endelig stilling til, om det er i orden, at en arbejdsgiver bestemmer, om muslimske kvinder må bære tørklæde eller ej. En dom, der meget vel kan komme til at udstikke retningslinjerne for den fremtidige fortolkning af den såkaldte diskriminationslov. I den sammenhæng er pigens erstatningskrav på 50.000 kroner mod Magasin underordnet. Regel rammer skævt Pigens advokat, Henrik Karl Nielsen, har under sagen fremlagt et væld af udenlandske domme og internationale konventioner som dokumentation for sin påstand om, at Magasin handlede i strid med menneskerettighederne, da det afviste pigen. - Jeg siger ikke, at Magasin havde til formål at diskriminere, men at dets påklædningsreglement rammer skævt. Det svarer til, at man laver en regel, der forbyder nederdel, bh og læbestift på en arbejdsplads, forklarede Henrik Karl Nielsen tidligere til Ritzau. Magasins advokat, Oluf Engell, siger, at sagen ikke er et spørgsmål om menneskerettigheder eller internationale konventioner, men om en forretnings og en arbejdsgivers ret til at fastlægge et image og en profil, der også inkluderer personalets beklædning. En holdning, som støttes af Dansk Handel & Service, FDB og Dansk Supermarked. Advokaten har desuden lagt vægt på, at Magasin ikke har overtrådt lovens forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet i den konkrete sag, fordi den dengang 14-årige pige var erhvervspraktikant og derfor ikke kan betragtes som en ansat. Støtte fra minister Dommen afventes også med stor spænding i Arbejdsministeriet. Arbejdsminister Ove Hygum (S) har flere gange klart tilkendegivet, at det efter hans overbevisning ikke er tilladt at udelukke ansatte, fordi de bærer tørklæder. I foråret udsendte ministeren i samarbejde med Nævnet for Etnisk Ligestilling således en pjece, hvor han præciserede sin fortolkning af den såkaldte diskriminationslov. I pjecen fremgår det, at en virksomhed bryder loven, hvis den afviser en jobansøger med religiøs hovedbeklædning alene med henvisning til, at kunderne ikke bryder sig om det. FDB og Dansk Supermarked har dog foreløbig afvist at rette sig efter pjecen, og i erkendelse af at han ikke kan tvinge virksomhederne til at makke ret på det nuværende lovgrundlag, har Ove Hygum valgt at afvente landsrettens dom, før han vil tage stilling til eventuelle stramninger i lovteksten. /ritzau/FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Save the Children Denmark (Red Barnet)
Oprettet den: 13-06-2013
Askov Højskole
Oprettet den: 06-06-2013
Dansk Missionsråd
Oprettet den: 06-06-2013
Karlslunde Menighedsråd
Oprettet den: 10-06-2013