Ny undersøgelse kortlægger alternative gudstjenester

Der er brug for et bredere og mere alsidigt gudstjenesteliv i folkekirken. Det mener sognepræst Herluf S. Christensen, Rørbæk ved Hobro, der netop har færdiggjort en undersøgelse af gudstjenesteformer i mindre landsog-ne i Viborg Stift. Selvom undersøgelsen, der er den første af sin art, tager sit afsæt i Viborg Stift, håber Herluf S. Christensen, at den kan være til inspiration for sogne over hele landet. Og at også små landsogne, hvor ressourcerne er færre, vil kunne bruge den. - Mennesker er forskellige, derfor må vi også have forskellige gudstjeneste-tilbud, og her er altså nogle andre former for gudstjenester, som kan få andre befolkningsgrupper i tale. Som kirke har vi pligt til at nå så langt ud som muligt, så vidt der er kræfter og tid til det. I modsat fald svigter folkekirken de mennesker, der foretrækker andre gudstjenesteformer eller andre gudstjenestetidspunkter. I et større perspektiv vil alternativerne direkte kunne medvirke til at bevare den danske kirke som en folke-kirke, understreges det i undersøgelsens indledning. Herluf S. Christensen opfordrer også til, at alternative gudstjenesteformer tænkes med i den strukturdebat, biskop Karsten Nissen har sat i gang i Viborg Stift. - Så den ikke kun kommer til at dreje sig om sognegrænser og antallet af kirker, men også gennemtænker, hvordan kirken bruger sine ressourcer bedst muligt i forbindelse med gudstjenestelivet. Karsten Nissen har lagt op til, at strukturdebatten føres på provstiplan, og i den forbindelse nedsættes udvalg i de enkelte provstier - med præster, menighedsrådsmedlemmer og provst. - Efter sommerferien regner vi så med, at debatten går i gang i udvalgene, oplyser domprovst Arndt Jessen Hansen, og der vil i den forbindelse også blive talt om alternativer til den almindelige søndagsgudstjeneste: - For eksempel, at man nogle steder begynder at tænke i et mønster med måske to højmesser og en aften- eller familiegudstjeneste. Mere arbejde Herluf Christensens undersøgelse af »Alternative gudstjenesteformer i mindre landsogne i Viborg Stift« er, så vidt vides, den første af sin art. Initiativet udspringer af sognepræstens egen interesse for at arbejde med forskellige gudstjenesteformer, og han har selv i godt 10 år været præst i tre små landsogne, Rørbæk, Grynderup og Stenild, med et samlet indbyggertal på omkring 1300. - De alternative gudstjenester kræver en meget større arbejdsindsats, og det kan være et problem i de mindre sogne, hvor man ikke har børnekor og flere grene af et kirkeligt børnearbejde at trække på, siger han. Alligevel kommer man heller ikke her uden om at tænke alternativt, mener han. Men der skal stadig være betydeligt flere traditionelle end utraditionelle gudstjenester i folkekirken, mener Herluf Christensen. I modsat fald risikerer man at ende i forvirring, og der er altid en risiko for, at det teologiske indhold bliver mindre dybtgående ved alternative gudstjenester. Som det eksemplificeres i undersøgelsen: »En alvorlig domstekst eller stridssamtale med farisæerne fra søndagens evangelielæsning »passer« ikke rigtig til en musikgudstjeneste, hvor en kendt lokal sanger skal synge nogle moderne salmer, hvorfor præsten enten vælger en anden bibeltekst til sin prædiken eller vælger at gå uden om de alvorlige temaer i søndagens evangelielæsning«. På den anden side, anføres det, kan alternativerne føre til et større udbytte af den traditionelle gudstjeneste, idet de kan være med til at skabe en øget liturgisk bevidsthed. Undersøgelsen gennemgår de forskellige former for alternative gudstjenester, Herluf Christensen har indsamlet oplysninger om, og ikke overraskende er det mest anvendte alternativ familie- eller børnegudstjenesten, hvorimod »Thomas-messer« for de tvivlende tilsyneladende er et by-fænomen. Herluf Christensen skriver om fremtidens udfordring til folkekirken, at den uden tvivl vil blive mest synlig i de mindre landsogne, fordi man i forvejen er så få: »En gudstjeneste med 1 procent af sognets folkekirkemedlemmer som deltagere vil bedre kunne fungere i et sogn med 3.000 eller 10.000 medlemmer end i et sogn med under 500 medlemmer.« Ud over den ene procent vil nogle komme en gang imellem, så måske 5-10 procent af et sogns folkekirkemedlemmer ofte eller sjældent deltager i søndagens gudstjeneste: »Men 90-95 pct. ikke-kirkegængere er også uholdbart og må mane til eftertanke og nytænkning«. Svaret kan være et flerstrenget gudstjenesteliv med alternative tilbud, mener Herluf Christensen og opfordrer i den forbindelse til at tænke helt nye gudstjenesteformer og samværsformer ind i menigheden, så det ikke ender med, at alternativerne bliver lige så traditionelle som de traditionelle.