Kafka og Prag

Morgenen er grå, da min kone og jeg forlader undergrundsstationen Zelivskeho i den østlige del af Prag. Folk er på vej på arbejde, så der er tilsyneladende ingen, der ænser den ældre mand, som sidder med sin hund og håber på en skilling. Et øjeblik efter står vi oppe i det disede dagslys. En sporvogn rasler forbi den triste plads, hvor folk klædt i gråslidt tøj tavse står og venter. I muren på den anden side står porten åben. Vi fortsætter ind gennem porthullet, men når ikke langt, før en høj, kraftig mand med bydende stemme kalder os tilbage. Om vi ikke er klar over, at dette er den jødiske kirkegård Zidovske Hrbitovy? Jo, jo, nikker vi begge. Opsynsmanden stirrer med ubehag på mig: »Man besøger ikke en jødisk kirkegård uden hovedbeklædning«. Med en rask bevægelse trækker han en kalot frem, som han anbringer på mit hoved. »To koruna«, forlanger han. Jeg betaler, og med den fedtede jødekalot anbragt på baghovedet fortsætter jeg ind på kirkegården med rækkerne af jødiske navne og gravsten. Vi behøver ikke at gå langt, før vi finder stenen. Den er lys og obeliskformet, og foroven står navnet Franz Kafka. Her på kirkegården omkranset af en høj, omløbende mur ligger han så - forfatteren Franz Kafka, der ligesom maleren van Gogh aldrig selv kom til at opleve anerkendelsen af sine værker. På gravstenen finder man også navnene på Kafkas forældre, den stræbsomme jødiske forretningsmand Hermann Kafka, som blev sønnens onde ånd, og moderen Julie. En mindeplade fortæller om Franz' tre yngre søstre, der alle blev ofre for Holocaust. For mange turister er Prag synonym med lave priser, godt øl, smukke pastelfarvede huse, den stemningsfulde Karlsbro, der spænder over Moldau, og et frodigt musikliv, der hver dag kan opleves til koncerter i både kirkerum og koncertsale. Det hele tilsat et strejf af noget altmodisch og en fornemmelse af at være tilbage i en ellers for længst forsvundet tid. For den litterært interesserede er Prag først og fremmest forfatteren Franz Kafkas by. Det var her, han blev født i 1883, og det var i Prag, han i 1924 fik sit sidste hvilested. Ligesom Søren Kierkegaard sjældent forlod København, blev Prag stedet for Kafkas liv og forfatterskab. Og det på trods af, at han ofte var træt af Prag, som han havde et had-kærlighedsforhold til. Som han sagde om sin hjemby: »Denne morlille har kløer«. I en anden forbindelse kaldte han Prag for »dæmonisk«. Prag har i dag helt uden forbehold taget forfatteren til sit hjerte. Måske fordi der er penge i ham. For Kafka er i den vestlige verdens intellektuelle kredse nærmest blevet en kultisk person på linje med afdøde beatmusikkoryfæer som Jim Morrison og John Lennon. Derfor kan man i den indre del af Prag købe T-shirts med hans navn påtrykt, en cafe er opkaldt efter forfatteren, hans bøger ligger i stabler i byens mange boghandeler, og der arrangeres ture i hans fodspor. Prags hjerte er rådhuspladsen. Det er her, turister i stort tal flokkes for at se og høre rådhusets astronomiske ur slå hel. Som på tælling knipser hundredvis af kameraer løs, når urets mekaniske figurer begynder deres parade. Den nærliggende Tyn-kirke har særlig interesse for danske besøgende, for her finder vi den danske astronom Tycho Brahes gravsten. Efter gode arbejdsår på øen Hven kom det til et brud mellem astronomen og Christian IV, og Brahe valgte derfor at søge lykken hos det bøhmiske hof i Prag. Men som det gjaldt for Kafka, blev Prag heller ikke lykken for Tycho Brahe. Vi krydser rådhuspladsen og finder ved siden af Skt. Nikolaj-kirken et trist hus, som ligger med ryggen ind mod det gamle, krogede jødekvarter Josefov. Her lå huset, hvor Franz Kafka kom til verden som søn af Hermann og Julie Kafka. Købmand Kafka var en streng mand, som sønnen Franz opfattede som en magtfuld og stærk personlighed, der aldrig kom til at forstå ham. Franz Kafka havde aldrig held til at trænge ind bag faderens facade, så derfor blev et af forfatterskabets vigtigste temaer det enkelte individs magtesløshed og skyldfølelse over for en dominerende og uforstående autoritet. For det var sådan, at Franz oplevede forholdet til sin fader. En utilnærmelig skikkelse, der med sin magt og sine krav ønskede at forme sønnen i sit billede. Det fyldte sønnen med traumer og skyldfølelse, der fik udtryk i hans forfatterskab. En bog som »Processen« kan kun være skrevet af en forfatter, der har kaos i sit indre, og som desperat leder efter et lys i mørket. Kafkas fødehjem, hvor der i dag er indrettet et beskedent museum med fotos fra det gamle Prag og korte tekststykker på væggene, brændte få år efter hans fødsel. Af fødehjemmet er der kun indgangsportalen tilbage. Resten er bygget op efter branden. På det tidspunkt var familien for længst flyttet til et andet hus ved rådhuspladsen. I det hele taget blev kvarteret omkring Prags rådhusplads centrum for Franz Kafkas barndom. Tag for eksempel det beigefarvede Kinsky-palads med terrakottafarvede udsmykninger, hvor Franz gik i skole. Eller adressen Celetna 3 på rådhuspladsens østside, hvor familien Kafka boede og havde forretning i et sengotisk hus. Kafka fik en solid borgerlig uddannelse. Efter studentereksamen læste han jura, og efter bestået eksamen fik han arbejde i et forsikringsselskab, der havde hjemme i kvarteret bag rådhuspladsen. Går man ad gaden Na Porici, kommer man til det store hvide palæ, hvor Kafka i en årrække arbejdede med forsikringssager. Her har han siddet ved sit skrivebord og selv fungeret som en af de autoriteter, der spiller så stor en rolle i hans forfatterskab. I sin store roman »Slottet« skriver Kafka om de usynlige og ufejlbarlige autoriteter, der styrer samfundet: »Det er et arbejdsprincip hos myndighederne, at der overhovedet ikke regnes med muligheden af at begå fejl. Organisationens hele fortræffelighed berettiger i høj grad dette princip, og det er tilmed nødvendigt, hvis sagerne skal kunne ekspederes med den fornødne hurtighed... Om der gives en kontrollerende myndighed? Der gives kun kontrollerende myndigheder. Ganske vist er det ikke deres opgave at finde fejl i ordets grove betydning, thi sådanne fejl forekommer jo ikke, og selv om der skulle indtræffe en enkelt, som i Deres tilfælde, hvem tør så i sidste instans påstå, at det virkelig er en fejl?« Det er en forfatter på hjemmebane som kontormand og bureaukrat, der her udtaler sig. Kafka arbejdede 14 år i forsikringsselskabet, og her var han afholdt af sine kolleger, der også respekterede ham for hans faglige dygtighed. Men samtidig med det daglige kontorarbejde mellem 8 og 14 levede Franz Kafka et helt andet liv som forfatter og skaber af de værker, som har gjort ham til et af 1900-årenes allerstørste litterære navne. Hans navn er ligefrem gået ind i sproget, for vi taler om en stemning a la Kafka, når noget er absurd og helt uden logik og samtidig optræder truende omkring os, uden at vi kan ane en vej gennem det mystiske og hemmelighedsfulde. I sin levetid fik Kafka kun offentliggjort enkelte tekster, og i sit testamente havde han krævet, at alle efterladte manuskripter blev tilintetgjort. Heldigvis blæste hans litterære eksekutor, vennen Max Brod, på testamentet og sørgede i stedet for at udgive de efterladte skrifter. Det gælder først og fremmest romanerne »Processen«, »Slottet« og »Amerika«, som udkom i årene umiddelbart efter, at tuberkulosen havde gjort en ende på Kafkas liv. At Kafka begyndte at skrive »Processen« i sensommeren 1914, er nok ikke tilfældigt. For netop på det tidspunkt brød Første Verdenskrig ud. Dermed var den gamle etablerede verdensorden brudt op, og alt var i opløsning. Mens andre unge mænd drog til fronten for at give deres liv i en tåbelig kamp, tog Kafka fat på at skrive romanen om K., som det er umuligt at læse uden at blive stærkt grebet over forfatterens evne til at give meningsløsheden ord. Prag var Kafkas by. Det var her, han levede et liv, som aldrig blev nemt. Han voksede op i en jødisk familie styret af en tyrannisk, gammeltestamentlig faderskikkelse, og da han forelskede sig i den fire år yngre Felice Bauer, turde han ikke - ligesom Kierkegaard i sit forhold til Regine Olsen - tage skridtet og binde sig til en kvinde. To gange var han forlovet med Felice, men begge gange brød han forlovelsen. I sin dagbog skrev han, at forbindelsen betød, at han følte sig bundet »som en forbryder - lænket og anbragt i en krog«. Arbejdet som forfatter og det komplicerede forhold til faderen har også gjort sit til, at Kafka opgav tanken om et borgerligt familieliv. Han frygtede, at hans kunstneriske åre løb tør, hvis han bandt sig til en kvinde. Men til slut indledte den dødsmærkede Kafka et forhold til en ung jødisk kvinde ved navn Dora Dimant. Symptomatisk for hans komplicerede forhold til Prag skete det i Berlin, hvor han nåede at opleve et par lykkelige måneder, før han endte sine dage på et sanatorium i Østrig. Inden det kom så vidt, havde Kafka en tid et fredeligt tilholdssted på Prags højtliggende borgområde, hvor Tjekkiets præsident Havel i dag har sin residens, bevogtet af soldater, der ikke ser ud til at tage tingene alt for alvorligt. Heroppe finder man den såkaldte »Gyldne Gade«. Det er en samling små nysselige huse, der engang har udgjort et stille og hyggeligt miljø, men det er nu endt som en rigtig turistfælde med husene omdannet til butikker fyldt med junk. I 1916 slog Kafka sig ned i nummer 22, og i det diminutive blåmalede hus skrev han om dagen, inden han om aftenen eller ud på morgenen vendte tilbage til byen for at sove i sin lejlighed i Schønborn-paladset, som i dag huser den amerikanske ambassade. I en verden, som ikke er blevet mindre kaotisk og uforståelig siden Kafkas død, har hans bøger stadig en vigtig rolle at spille. For vi har brug for at læse om andre menneskers erfaringer med det samfundsmæssige vildnis, som vi i stigende grad føler os omgivet af. Ikke mindst fordi tidligere tiders medmenneskelige relationer brydes ned og erstattes af IT-verdenens tvivlsomme påfund om elektronisk samvær. Franz Kafkas bøger kan måske være et lys i mørket. »At skrive en slags bøn«, sagde han selv om sit arbejde som forfatter. I en anden forbindelse konstaterede han: »At skrive er en salig og vidunderlig belønning, men for hvad? I nat blev jeg klar over, at det er lønnen for at tjene djævelen«. Som læser kan man kun takke Kafka for, at han valgte, som han gjorde. n forfatter