Katolsk krisestyring på hård prøve

Selvom noget tyder på, at Iran og måske også Tyrkiet spiller et dobbeltspil med gode, statsmandsagtige miner udadtil og mere kritiske tiltag indadtil, synes de mest dystre forudsigelser om tilbageslag for dialogen mellem den kristne og den muslimske verden efter pavens forelæsning den 12. september at være afværget. Kun de mest ekstreme muslimske røster lader endnu høre fra sig, og selvom det kan være skræmmende nok, er den officielle dialog stabil igen.

Skønt det ifølge kritikere tog Vatikanet alt for lang tid at stille en arabisk oversættelse af pavens forelæsning til rådighed, hindrede det ikke de lokale katolske biskopper i Jordan i hurtigt at tage kontakt til lokale muslimske ledere og den jordanske presse og dermed undgå uroligheder.

I Egypten mødtes højtstående katolske gejstlige med den sunni-muslimske leder sheik Mohammed Sayyid Tantawi fra al-Azhar Universitetet i Kairo til en række produktive samtaler, på trods af at de folkelige protester her var meget omfattende. Også lederen af den koptisk-katolske kirke satte lokale initiativer i værk, der hjalp med til at demontere den spændte situation.

Hjemme i Italien kom de katolske græsrødder for alvor på banen, da lederen af Sant' Egidio Fællesskabet, Andrea Riccardi, sammen med kardinal Paul Poupard, der leder Vatikanets Råd for Interreligiøs Dialog, tog del i et møde med muslimer og jøder indkaldt af Roms borgmester, Walter Veltroni.

Tilsvarende samtaler fandt sted mange andre steder i verden både på de bonede gulve og i mere ydmyge omgivelser. Fra katolsk hold blev det understreget, at paven ønskede en positiv, men også selvkritisk dialog mellem religioner, og at mediernes gengivelser af hans forelæsning langtfra altid havde været korrekte. I mange tilfælde var det dog den grundliggende goodwill mellem den enkelte katolik og enkelte muslim, der gjorde udslaget snarere end de officielle forsikringer fra Vatikanet.

"Muslimer må lære, at forskellige synspunkter og forskellige meninger er helt afgørende i det moderne samfund. Selv når det drejer sig om noget så helligt som profeten og arven efter ham, må vore svar være værdige og respektfulde. Dette vil genspejle islams sande væsen. Krav om hævn og gengældelse gør ikke meget andet end at give kritikerne ret," skrev den muslimske akademiker Mona Siddiqui i det uafhængige engelske katolske tidsskrift The Tablet to uger efter krisens udbrud.

Tilbage af pavekrisen bliver så det, der ikke direkte har med islam at gøre, men snarere peger i retning af paven selv. For var det virkelig nødvendigt at indlægge det famøse citat i forelæsningen? Og burde han ikke have forudset mediernes reaktion og de muslimske protester? Og hvad med hans rådgivere – hvor var de henne? Det er ikke temaer, der vil blive offentligt kommenteret af paven eller hans talsmænd. Ikke desto mindre vil de spille ind i omverdenens opfattelse af Benedikt XVI, og det vil måske kræve en større indsats af paven at vise, han handlede i god tro, end det har krævet at bringe den umiddelbare krise med islam under kontrol.

For blot få måneder siden skrev Washington Post, at Benedikt XVI's første år savnede "ideologisk skarphed" – en iagttagelse, der gik igen i talrige andre analyser. Benedikts gamle øgenavne som "panser-kardinalen" eller "Guds Rottweiler" var dog ikke gemt langt væk, og La Repubblica bragte dem for nylig i erindring, da avisen omtalte Vatikanets krisestyring som "blitz-diplomati".

For mange verdslige kommentatorer har de seneste uger bekræftet, at Benedikt er præcis den ideologiske høg, de i grunden altid vidste, at han var. "Bush har lanceret en katastrofal krig, som i alt undtagen navn er blevet et veritabelt korstog. Og nu har Benedikt leveret det religiøse argument for dette korstog," fastslog forfatteren James Carroll for eksempel for få dage siden i Boston Globe.

Andre har taget paven i forsvar og peget på, at Vatikanet i Mellemøsten har lagt en kurs, der er meget forskellig fra den amerikanske, og at krisen i Libanon tydeligt viste det. Fra samme hold understreges det, at Benedikts angivelige fjendtlighed over for dialogen med andre troende slet ikke er fjendtlighed, men blot udtryk for, at han har en anden forestilling om, hvad dialogen skal gå ud på, end sin forgænger.

Benedikt er nemlig ikke tilhænger af abstrakte teologiske samtaler, fordi de alligevel ikke ændrer på forskellene mellem religionerne, siges det. Dér, hvor han ser mulighed for et reelt samarbejde mellem verdens mange religioner, er på det kulturelle, sociale og politiske område, som i kampen mod fattigdom, beskyttelsen af den menneskelige værdighed og afvisningen af krig og vold.

"Det, som den nye pave ønsker, er en dialog baseret på "fornuft". Er der, eller er der ikke, en spire til vold i de hellige tekster? Er der, eller er der ikke, i islam og i de andre trosretninger en kritisk instans, der tillader en fortolkning af teksterne? Er der, eller er der ikke, nogle overordnede autoriteter, der både er i stand til – og fri til – at sige, hvad der er ret, stoppe udskejelserne og jage fundamentalisterne væk," forklarede Frankrigs kendteste kirkelige kommentator, Henri Tincq i Le Monde.

Det vil nu være op til Benedikt XVI at vise, at en dialog på de præmisser er vejen frem, og at han selv – som den øverste autoritet inden for den katolske kirke – kan gøre sit til at jage fundamentalisterne væk.

Læs mere om striden om pavens tale på

kristeligt-dagblad.dk