Stormombrust færøsk jubilæum

Ligesom kristendommen blev indført på Færøerne med sværdets magt (se boks), sådan har optakten til kristendommes 1000-års jubilæum på de forblæste øer i Nordatlanten været præget af alvorlige - verbale - sværdslag. Jubilæet, der fejres med dronningebesøg og fest i Færøernes hovedstad, T—rshavn, i weekenden, har aktiveret en kirkestrid af kulingstyrke på de 18 grønne øer, der udgør folkekirkens mindste stift. Stiftet, der har været selvstændigt siden 1990, er ikke større end et almindeligt dansk provsti. Det, der udløste den aktuelle strid, var den færøske biskops plan om, at samtlige danske biskopper som led i festlighederne skulle prædike i en række færøske kirker 2. pinsedag. Den tilsyneladende uproblematiske plan udløste imidlertid protest fra fire af de i alt 19 færøske præster. De ønskede ikke at tage imod den færøske biskops tilbud og stille deres prædikestole til rådighed for en dansk biskop. De mener, at de danske biskopper har miskrediteret sig selv og deres embeder ved i 1997 at åbne for »gudstjenstlige markeringer« af registrerede partnerskaber. - Vi føler os forpligtet af Bibelens syn på homofili, siger Hans Eiler Hammer, der er sognepræst ved Christianskirken i Klaksvik og en af de fire, som mener, at de danske biskopper er vranglærere. De øvrige tre er Sverri Steinholm og Bergur Debes Joensen, der begge er præster i T—rshavn, og Niels Paulli Danielsen, der er præst i Christianskirken i Klaksvik. Sidstnævnte er ældre end de øvrige og regnes som mere bredkirkelig end de øvrige. På linje med de fire står også den tidligere sognepræst i Fuglefjord, danskeren Peter O.K. Olofson, der sidste år tog sin afsked efter en længerevarende strid med den færøske biskop, og siden har bosat sig i Klaksvik. Striden dengang drejede sig om, hvem der har ret til at råde over de såkaldte degnegudstjenester i det enkelte præstegæld. Hver af stiftets præster har typisk flere kirker at betjene - der er 60 sognekirker på Færøerne - og ved de kirker, som præsten ikke selv kan nå en given søndag, holdes der enten gudstjeneste ved en anden præst eller mere hyppigt gudstjeneste ved en lægmand, der læser fra en prædikensamling. Peter O.K. Olofson mente, at han som sognepræst havde ret til at bestemme, hvem der skulle have lov til at holde gudstjeneste i hans kirker, og efter hvilken prædikensamling der skulle læses. Mens biskoppen på sin side fastholdt, at han på opfordring fra folk i menigheden kunne sende, hvem det skulle være og kunne godkende prædikensamlinger. Biskoppen fik i sidste instans Kirkeministeriets medhold i det, der ifølge Peter O.K. Olofson var »en åndskamp«: - Engang var betingelsen for at kunne blive præst i folkekirken, at man stod på bibelsk grund. I dag er betingelsen, at man accepterer, at en hvilken som helst præst, uanset lære og levevis skal kunne overtage menighedens gudstjeneste, og at der skal lyde gudsbespottelig og falsk forkyndelse ved menighedens gudstjenster, sagde Peter O.K. Olofson dengang til Kristeligt Dagblad. Den aktuelle strid om de danske biskoppers adkomst til at prædike i de færøske kirker er ifølge de fire protesterende præster blot et nyt eksempel på den samme åndskamp. - Hele den her sag er blevet gjort til et spørgsmål om høflighed eller uhøflighed over for de danske biskopper. Men den handler om meget mere end det, siger Hans Eiler Hammer med henvisning til, at 15 af hans præstekolleger den 19. maj udsendte en fællesudtalelse, hvori de beklager modstanden mod de danske biskoppers besøg. Langt den overvejende del af det færøske kirkefolk vil, skrev de 15, »betragte det som en ære, at en biskop prædiker i deres kirke«. En efterfølgende underskriftsindsamling blandt borgere i Klaksvik tyder på, at de 15 præster har ret: 653 voksne af byens i alt cirka 3000 folkekirkemedlemmer udvirkede med deres underskrift, at Viborgs biskop, Karsten Nissen, alligevel kommer til Klaksvik og prædiker i Christianskirken 2. pinsedag. Dermed er der foreløbig skabt ro om de officielle markeringer af det historiske kirkejubilæum. Men flere af de kilder, Kristeligt Dagblad har talt med, peger på, at den aktuelle blæst blot er det seneste udslag af en mere dybtgående konflikt, der ikke vil synke i Atlanterhavet med pinsesolen. Missionsk oprustning »Livet var ofte hårdt på Færøerne med tungt arbejde på marken og på havet, og man lå udsat for alle slags trusler fra mørke, storm og brænding. Det gav grobund for en dyb religiøsitet, der stadig præger den færøske hverdag«. Sådan skriver den officielle turistbrochure fra Færøernes Turistråd og peger dermed på, at den færøske befolkning traditionelt har haft et meget tæt forhold til kirken og fortsat kan mønstre en kirkegang, der procentuelt ligger i top i folkekirken. Den dybe religiøsitet har mange udtryk i dagliglivet. Man signer sin båd, man signer folk, der skal på fjeldet, og for mange børn er det almindeligt at blive sendt af sted til skole med et »Jesus følger dig«. - Den klassiske kirkelighed på Færøerne er fortsat stærk. Den er kendetegnet ved at have en stærk forbindelse til himlen og stå med begge ben på jorden, siger Henning Bøgesvang, der i en årrække har været præst ved Christianskirken i Klaksvik. For to år siden flyttede han til Gøteborg, hvor han i dag er dansk sømandspræst. Han har dog stadig mange kontakter til Færøerne og tolker den seneste strid som et brud med færøsk tradition. - Der har altid stået respekt om kirken, men dette med, at nogle præster betragtes som ikke-troende er noget helt nyt, der er kommet med en ny generation af præster inden for de sidste seks-otte år, siger Henning Bøgesvang. - Det ser ud, som om der er tale om et skisma. Og det er en ny foreteelse, siger Henning Bøgesvang og henviser til, at de første kvindelige præster på Færøerne kom til for omkring 20 år siden, uden at det dengang gav anledning til voldsomme protester. - Den nye generation af præster, der har rod i Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut, føler et behov for at trække linjerne op, siger Henning Bøgesvang, der mener, at den nuværende blæst på lidt længere sigt vil vise sig at være »krusninger på vandet«. - Der er tale om en lille gruppe af yderligtgående præster, som forsøger at reagere på en voksende sækularisering. De gør det af et godt hjerte, men jeg tror ikke, deres linje har opbakning i den færøske befolkning, og jeg tror ikke, at ældre missionsfolk er glade for den splittelse, den afføder, siger Henning Bøgesvang. En af de yngre præster, der repræsenterer generationsskiftet i den færøske præstestand, er Sverri Steinholm, der ansat ved domkirken i Torshavn og arbejder som sygehus- og arresthuspræst i T—rshavn. Sverri Steinholm har læst teologi ved Dansk Bibel-Institut i København og er i dag medlem af den ni mand store, selvsupplerende hovedbestyrelse for Kirkelig Heimamission, den færøske søsterorganisation til Indre Mission i Danmark. Som sådan var han i slutningen af april med til at vedtage en udtalelse fra Heimamissionen, der støttede protesten mod, at danske biskopper skal prædike i de færøske kirker. Sverri Steinholm er enig i, at udtalelsen er det hidtil skarpeste udtryk for en ny og mere selvbevidst linje i det færøske Indre Mission. - Heimamissionen står stærkere og mere bevidst på bestemte holdninger nu end tidligere, siger Sverri Steinholm og peger på, at Heimamissionen indtil 1990 blev drevet af Indre Mission i Danmark. Siden 1990 har Heimamissionen været økonomisk selvstændig og har haft sin egen hovedbestyrelse, der lægger den teologiske og kirkepolitiske linje. - Tidligere havde Heimamissionen ikke en linje. Men siden selvstændiggørelsen af Heimamissionen er presset fra menigheder og missionshuse vokset. Nu vil man have hovedbestyrelsens bud på, »hvad der er vores syn«, siger Sverri Steinholm, der finder det »mærkeligt«, at fire af de 15 præster, der har beklaget protesterne mod de danske biskopper, tidligere har siddet i Heimamissionens hovedbestyrelse. Heimamissionen, der blev grundlagt på Færøerne i 1906, slog for alvor igennem i 1930'erne og 40'erne. Organisationen, der er den største kirkelige vækkelsesbevægelse på Færøerne, har i dag 12 ansatte og et årsbudget på over fem millioner kroner. Budgettet samles blandt andet ind ved tre årlige kollekter i de færøske kirker og gennem bidrag fra faste givere. Organisationens generalsekretær siden 1995, Tom Skaale, mener, at den aktuelle strid afspejler en voksende generationskløft i Heimamissionens egne rækker. - Tidligere tiede man mange ting ihjel og var mere tilpassede i forhold til folkekirken. Den unge generation tier ikke for enhver pris, men har den opfattelse, at freden kan være for dyrt købt, siger Tom Skaale, der forudser, at Heimamissionen i fremtiden kan komme til at distancere sig yderligere fra den folkekirkelige hovedstrøm. - Kernen i den aktuelle strid handler om at holde fast i Bibelen som norm i en tid, hvor individuelle holdninger florerer. Spørgsmålet om, hvilken side man står på teologisk set, vil blive tydeligere i de kommende år, siger Tom Skaale.