|
30. september 2006
Ny hjerneforskning tyder på, at åreforkalkninger i hjernen kan føre til depression
Når danskerne ryger, drikker og spiser fed mad hjemme i hjørnesofaen, sætter de ikke kun kroppens trivsel på spil. Saftige burgere og sprøde pomfritter giver nemlig forkalkede blodårer, og ny hjerneforskning tyder på, at åreforkalkninger i hjernen kan føre til depression.
– Vi tror, at man for eksempel ved at sænke sit kolesteroltal og spise ordentligt kan formindske sin risiko for depressioner, fortæller Rikke Dalby, der er forsker ved Center for Psykiatrisk Grundforskning. Hun er i gang med en undersøgelse af depressive patienter over 50 år. Ved at MR-scanne deres hjerner har Rikke Dalby fundet ud af, at forandringer i blodkar i visse områder af hjernen har betydning for depressionssygdommen.
– Forandringerne sidder blandt andet i det område, der har med hukommelse, koncentration og humør at gøre, forklarer hun. Og årsagen til ændringerne i blodkarrene kan altså være forkalkede blodårer.
– Man ved fra tidligere undersøgelser, at de små karforandringer i hjernen forringer prognosen ved depression, for eksempel i form af længere behandlingstid og øget risiko for tilbagefald. Det er de sammenhænge, vi forsøger at klarlægge. Men i virkeligheden ved man det ikke endnu, understreger Rikke Dalby.
Man anslår, at 150-200.000 danskere har en depression. Og hvis sammenhængen mellem dårlig livsstil og depression viser sig at holde stik, har det store perspektiver for danskernes sundhedstilstand.
– I og med at stress også er en af årsagerne, kunne det godt gå hen og blive den nye livsstilssygdom, forklarer hun.