De konservative vil modsat statsministeren kæmpe for, at kristendommen får en mere fremtrædende plads i det offentlige rum
Med en slet skjult hilsen til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kræver Det Konservative Folkeparti nu, at der skal være bedre plads til religion i det offentlige rum. Eller mere præcist til kristendom.
På partiets landsråd i Bella Center i København denne weekend, vil kirkeordfører Charlotte Dyremose argumentere for, at kristendommen fortsat skal have en fortrinsstilling i det danske samfund, og at kristendomsundervisningen skal være obligatorisk i folkeskolen.
– Og nej, jeg synes ikke, der er for meget religion i det offentlige rum. Der er tværtimod for lidt erkendelse af, at religion hører til i det offentlige rum, siger Charlotte Dyremose.
Hun kalder det "historiefornægtelse" at forvise religion til det private rum. En "kunstig putten med religionen", der risikerer at gøre flere unge rodløse.
Men erkender samtidig, at udover forslaget om obligatorisk kristendomsundervisning, stiller partiet ikke med konkrete ideer til at gøre kristendommen mere synlig.
– Det handler mere om de ting, vi ikke skal gøre. Vi skal ikke hoppe med på et forbud mod udøvelse af religion i det offentlige rum. Vi skal ikke hoppe med på det, man har gjort i Frankrig med forbud mod religiøse symboler, siger hun.
I følge Charlotte Dyremose betyder Martin Luthers såkaldte to-regimentelære ikke, at religion og politik skal adskilles fuldstændigt.
Det betyder derimod, at man skal skelne mellem de to. Troen og den kulturelle forståelse vil altid have indflydelse på, hvad man tænker politisk, pointerer hun.
Landsrådet skal drøfte en konkret tekst om "religion i det offentlige rum", som to af partiets vælgerforeninger har formuleret.
I følge teksten skal der være religionsfrihed, men ikke religionslighed i Danmark, de stærke bånd mellem stat og kirke skal bevares, og kristendomskundskab skal gøres obligatorisk i folkeskolen.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk