Otto Rühls paranoia

En væsentlig del af den zionistiske bevægelses identitet og selv-legitimering skabes ved en negativ identifikation: Ved at se sig selv og sin sag som en spejling af de fjender, man konstant mener sig omgivet af. Det er der sjældent kommet noget godt ud af, for det kræ-ver, at alle parter - en selv, fjenden, sagen - fastholdes i ganske bestemte roller. Alle, der forholder sig kritisk til staten Israels besættelsespolitik og generelle fremfærd over for det palæstinensiske folk, eller som støtter palæstinensernes ret til en egen bæredygtig stat, opfattes af Otto Rühl (OR) som det store dyr i Åbenbaringen: Er man kritisk over for den israelske politik, er man en fjende af det jødiske folk - tenderende det antisemitiske. For OR vrimler det med symboler og handlinger fra fjenden. Senest er det Folkekirkens Nødhjælps bog »Jerusalems Mosaik«, hvor et foto af pigtråd entydigt tolkes af OR som et bevidst valg af pigtråd fra en af Holocausts Kz-lejre. Det kunne måske også være pigtråd fra en palæstinensisk flygtningelejr eller fra en israelsk bosættelse på den besatte Vestbred? OR's injurier er naturligvis krænkende over for de mennesker og organisationer, som er genstand for hans vrede. Men det er, dybest set, også en hån mod de mennesker, hvis sag OR så nidkært har gjort sig til talsmand for, når han gang på gang i Israel/Palæstina-debatten hiver ofrene for Holocaust frem og gør dem til gidsler i sin paranoide jagt på imaginære spøgelser! Og spørgsmålet er, om OR's korstog i virkeligheden tjener den sag, han så ivrigt fører, når han vedbliver at fastholde alverdens jøder og staten Israel i en patetisk rolle som de evige ofre og evigt forfulgte. Men måske er OR i virkeligheden nødt til at gøre det: For hele hans projekt afhænger netop af et stereotypt aggressor/offerforhold. Peter Friis-Nielsen, Idrætsvej 3, Hvidovre