Det hvide fort med den sorte samvittighed

skriver fra Accra Den lille gruppe turister bliver næsten stille, da guiden får de sidste par stykker af os lempet indenfor i cellen og lukker den knirkende, sorte jernport udefra. Luften er tung i det fugtige og næsten mørke rum. Vi står 15 hvide skulder ved skulder, og den unge afrikanske guide udenfor venter en lille smule længere, end det er nødvendigt, før han bryder tavsheden. - Den her celle var ikke særligt godt ventileret, siger han med vægt på hvert eneste ord ind gennem et lille hul i døren, hvorfra en smal stribe lys slipper ind i rummet. - Forestil jer så, at der var tre gange flere end jer derinde, da hollænderne brugte fortet. Udenfor reflekteres den skarpe afrikanske middagssol af de kridhvide mure, og det svider i øjnene, da guiden et øjeblik senere igen lukker os ud på gårdspladsen. Det var her, hollænderne anbragte besværlige slaver, hvis de forsøgte at opildne deres medfanger til at gøre oprør mod slavehandlerne. Til skræk og advarsel for andre slaver anbragte de et dødningehoved over jernporten. Det sorte guld Vi har indledt rundvisningen på det tidligere slavefort Elmina, den ældste europæiske bygning i den tropiske del af Afrika. Fortet ligger ved kysten i Ghana cirka 150 kilometer vest for hovedstaden Accra. Det blev påbegyndt af portugiserne i 1482. Dengang blev området kaldt guldkysten på grund af rigdommen på guld og elfenben. Men det sorte guld - slaverne - blev hurtigt den mest lukrative handelsvare. Frem til 1800-tallet blev tusindvis af afrikanere, fanget, solgt på fortet og stuvet sammen og fordelt på skibe, der førte dem til plantagerne i USA, Caraibien og Sydamerika. Først under portugiserne. Så under hollænderne og til sidst under englænderne. Den indbringende menneskehandel for kolonimagterne begyndte omkring 1450 og blev først effektivt stoppet omkring 1870. Fortet er blevet restaureret med støtte fra FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur, UNESCO. Det kridhvide fort står i dag som et af det moderne Ghanas mest velbevarede bygningsværker og som et symbol på Europas sorte samvittighed. Fortets hvide konturer tegnes skarpt af solen mod en skyfri himmel. Fortidens rædsler inden for murene står i skærende kontrast til fortets majestætiske fremtoning. Den alvorlige tone, når guiden fortæller, gør det let at lukke øjnene og forestille sig lyden af op til 1000 tilfangetagne mænd, kvinder og børn, der trygler om ikke at blive skilt fra hinanden eller mishandlet. - Her boede kvinderne i tre måneder, før de blev hentet af skibene. De var op til 400 ad gangen og havde to spande til at besørge i, fortæller guiden, som har ført os hen til en mindre gårdsplads og peger ind i et stort mørkt rum. - De fik kun lov til at komme udenfor, når den hollandske guvernør skulle vælge elskerinder ud. Så blev de sendt ud på den lille plads her for at vaske sig. Guvernøren kom så ud på en balkon i første sals højde med udsigt ned til kvinderne og pegede dem ud, han skulle bruge. Guiden fortsætter med at konstatere, at i alt 60 millioner afrikanere blev taget som slaver. Regnestykket diskuteres stadig livligt. Guidens teori går ud på, at kun en tredjedel af de slaver, som blev indfanget, overlevede hele turen fra dybt inde i landet, ud til forterne på kysten, videre med skibene til slutdestinationen. Det tal opgør afrikanske forskere til 20 millioner. Europæiske forskere siger, at det drejer som om 12-15 mil-lioner mennesker fra hele Afrika. - Når nu slaverne var penge værd for de europæiske slavehandlere, hvorfor blev de så behandlet så dårligt, at mange døde eller blev så svage, at de knap kunne bevæge sig, når skibene kom efter dem? spørger guiden. Ingen af os kender tilsyneladende svaret eller har lyst til at svare. Så guiden løfter sin ene hånd og peger op i luften. - Det var også en del af den nøje udtænkte handel, siger han. - Slaverne var stærke folk, så det var vigtigt at gøre dem svage, mens de sad på fortet og ventede på, at de skulle videre. Ellers var der for stor fare for oprør under opholdet. Inden slaverne skulle sælges under auktionerne på gårdspladsen, blev de gnedet ind i palmeolie og fik sig et glas europæisk brændevin, så de ikke så nær så elendige ud. I dag er der stille på gårdspladsen. En krumbøjet afrikansk kone fejer i adstadigt tempo langs muren i den rektangulære gårdsplads, og et par håndværkere er i den stillestående middagsvarme i gang med at reparere murværket. Krigsbytte Slaverne blev for det meste taget som krigsbytte i indbyrdes krige mellem de forskellige afrikanske stammer inde i landet. En tradition der også eksisterede, før europæerne kom til Afrika. Men den nye efterspørgsel fra de hvide handelsfolk har angiveligt sat ekstra fart på krigstogterne. Enkelte hvide slavejægere drog også på ekspeditioner for at fange slaver. Slaverne blev solgt til europæiske opkøbere, som igen solgte dem videre til europæiske skibes kaptajner. Valutaen var geværer, brændevin, perler og metal. Efterhånden som handlen tog til, voksede antallet af europæiske forter på kysten til 42. Svenskerne, portugiserne, hollænderne og englænderne var der. Danskerne tog også voldsomt for sig af retterne. I Ghana blev der fra 1673 til 1825 bygget fem danske forter og opkøbt cirka 100.000 slaver, før området, der var under dansk kontrol frem til 1850, blev solgt til Storbritannien. Kun fortet Christiansborg står tilbage efter danskerne i dag. I dag bruges Christiansborg som præsidentpalads, så der er ingen adgang til det for turister. Gennem hullet Guiden på Elmina-fortet har nu ført os ind i en smal gang, der fører flere etager ned under jorden fra gårdspladsen. Til sidst er gangen så smal, at der kun er plads til en person. Så munder den ud i et lidt større rum med et vindue, som er omkring fyre centimeter bredt og knap en meter højt. - Det her er »gate of no return« - porten, ingen vender tilbage gennem. Den eneste udgang var gennem hullet, som ledte ned til skibene, siger guiden og peger gennem vinduet på stranden nedenfor. - En efter en blev slaverne presset gennem hullet og ned i de kanoer, der sejlede dem ud til slaveskibene. Her var der altid gråd og skrig, når mænd og kvinder blev klar over, at de forlod Afrika uden at vide, hvad der skulle ske med dem. Her kunne de adskilte mænd og kvinder råbe til hinanden en sidste gang. Jeg gyser og er tavs, da vi lidt efter igen står i solen på den store gårdsplads. - Rundvisningen er slut. Jeg håber, den var tilfredsstillende, siger guiden, og vi får travlt med nikke og sige tak med lave stemmer. Tusindvis af amerikanske efterkommere af slaver valfarter hvert år til fortet for at blive mindet om deres rødder og om, hvordan de blev revet fra hinanden af europæiske handelsmænd. Fortets kirke for enden af gårdspladsen ser solid ud, som om den stadig søger tilgivelse for de overgreb, den gennem næsten 400 år var vidne til. Kaptajn Erichsen Heller ikke Danmark går fri for en andel i handlen her i Elmina. Kaptajn Ole Erichsens skib, Patientia, satte i juli 1753 kurs mod Dansk Vestindien fra fortet Christiansborg med en last på 275 slaver. Få dage efter gjorde slaverne oprør. Det lykkedes for dem at overtage skibet, og besætningen måtte flygte i en redningsbåd. Men afrikanerne kunne ikke sejle det store skib og gav sig i stedet til plyndre skibet. Anker efter anker af brændevin gled ned for at fejre friheden, og et døgn efter oprøret drev skibet rundt uden for kysten tæt med Elmina-fortet, og afrikanerne om bord var ude af stand til at gøre modstand. Kaptajn Erichsen fik hjælp fra et engelsk fort i nærheden, men der var kun 14 slaver tilbage, da han igen blev herre over sit skib. Forinden havde andre europæere og afrikanske slavejægere på kysten lugtet lunten. De havde bordet det herreløse skib og fjernet dets vigtigste værdi, slaverne. En stor del af dem blev ført til Elmina-fortet, hvor de igen blev solgt. Uden for fortets port svajer en række kokospalmer i en behagelig brise, der driver ind fra havet foran fortet. En lille hær af drenge stimler sammen, da jeg bevæger mig bort fra fortet af en lille sti ned mod den slidte landsby bag fortet. Drengene smiler om kap. Deres forfædre blev ikke gjort til slaver - derfor er de indbyggere i det Ghana, der som det første afrikanske land blev en selvstændig stat i 1957. En afrikaner har sarkastisk udtrykt det: »Hvis mine bedsteforældre var blevet slaver, havde jeg levet i den rige del af verden i dag.« Samuel - Hej, mister. Jeg er din ven, siger en af drengene til mig og præsenterer sig som Samuel. - Vil du ikke nok støtte vores fodboldhold. Jeg giver drengen et par tusind gha-nesiske cedi, nogle få kroner. Drengen presser en sirligt håndskrevet seddel ned i min hånd. »Må Gud være med dig, og må du leve et langt liv og have succes med dit arbejde. Så glem ikke at skrive et brev til mig. Jeg er en dreng på 14 år fra Elmina«, står der. De andre drenge følger efter mig, da jeg går over mod landsbyens markedsplads. De har alle et fodboldhold, jeg skal støtte. Der er usandsynligt mange fodboldhold i denne lille by i det fattige land med de 42 kridhvide forter. Slavehandlens ophør Handlen med slaver fra Afrika stod på fra 1450 til 1870, hvor op mod 11 millioner slaver nåede levende frem til plantager i USA, Caraibien og Sydamerika. Den danske periode med slavehandel strakte sig fra 1673 til 1825, hvor cirka 100.000 slaver blev ført med danske skibe over Atlanterhavet. Danskerne købte de fleste slaver i den del af Vestafrika, der i dag er Ghana. Metoden i de såkaldte trekantsejladser var, at skibene ved Christianshavn i Danmark blev lastet med blandt andet geværer, brændevin, perler og jern. Varerne blev brugt som betaling for slaverne. Et typisk slaveskib kunne laste 2-300 slaver, der blev lagt skulder ved skulder i rum med 60 centimeter til loftet. I gennemsnit døde 15 procent undervejs på de danske skibe. De fleste slaver på danske skibe blev ført til de Dansk-Vestindiske Øer, hvor de skulle arbejde i de danske sukkerplantager. Rørsukkeret udgjorde en stor del af lasten på rejsen til Danmark. På den måde var skibet fyldt op på alle tre dele af rejsen: Danmark-Afrika, Afrika-Amerika, Amerika-Danmark. Humanistiske strømninger skabte i slutningen af 1700-tallet stor modstand mod slavehandlen, og da sukkerroen kom til Danmark, faldt også behovet for de oversøiske plantager. Men Danmark var ikke, som mange tror, det første land, der afskaffede slaveriet. Ganske vist var Danmark det første land til at indføre en lov mod handel med slaver. Det skete den 16. marts 1792, to uger før briterne gjorde det. Men den danske lov gjorde det ikke forbudt at eje slaver. I de britiske kolonier blev slaveriet definitivt afskaffet i 1833, mens det først skete på de danske besiddelser 15 år senere. Kilder: Thorkild Hansen (Slavernes Skibe. Slavernes Kyst). Kontakt Internationalt Magasin (6, 1995-96), Komla Pajibo (The Realities About Elmina), Myléne Rémy (Ghana Today, 97).