Af Palle Schantz Lauridsen |
18. februar 2000
Film: »American Beauty« er morsom, bevægende og tankevækkende satire over velfærdssamfundets forstadsliv. Premiere i dag
»American Beauty« er én af de mest populære film i USA for tiden. Hos publikum og kritikere. Og dét med god grund, for denne satire over velfærdssamfundets forstadsliv er både morsom, bevægende og tankevækkende. Hvad mere kan man vel forlange af en mainstreamfilm? Filmens hovedperson er Lester, der spilles af Kevin Spacey med det intense blik og den tilbagelænede spillestil. Han er også filmens fortæller - og han starter faktisk med at fortælle, at han er død. Filmen er derfor et tilbageblik over det sidste års tid, han lever. Et kedeligt, forudsigeligt liv i materiel velstand, men uden substans, uden kærlighed. Hans kone, ejendomsmægleren Carolyn (Annette Bening), går kun op i sin og familiens ydre fremtoning, og de to taler stort set kun med deres forurettet følsomme teenagedatter Jane, når de skændes. Trummerum og rutine er dagens orden - i hjemmet og på arbejdet, hvor Lester nok forstår at have et venligt smil (læs: et dumt grin) på læben, men i øvrigt er bedøvende ligeglad med, hvad der foregår. Men Lester står for at ændre sig - og det samme gør alle i den lille verden omkring ham, hvor personerne i et sindrigt mønster bliver katalysatorer for hinandens drømme. For Lesters eget vedkommende begynder det, da konen slæber ham med til basketball-kamp på gymnasiet. Ikke for at se kampen, men for at se dansenummeret i pausen. Der medvirker nemlig datteren, og rigtige forældre interesserer sig entusiastisk for den slags. Også selvom datteren helst var fri. Der er andre piger med i pauseunderholdningen, og Lester forelsker sig pladask i den yppige, noget hårdtpumpede Lolita Angela, der er Janes bedste veninde. Forandringen med Lester bliver gennemgribende. Han begynder til tonerne af sin ungdoms Dylan-musik at dyrke fitness i garagen, siger sit job op, køber den bil, han altid har ønsket sig, begynder at sætte sig igennem derhjemme Ð og bliver i det hele taget en rigtig flink fyr. Nu er han selvfølgelig ikke den eneste, der er utilfreds i filmens lille, amerikanske verden. Hans kone er det, men hun holder til at begynde med sine anfald af frustration for sig selv; hans datter er det, og det går heller ikke for godt hos de nye naboer. Faderen derinde er oberst i marinekorpset og travlt beskæftiget med at holde sønnen på dydens rette vej: især er han nervøs for, at sønnen skal falde i med det homoseksuelle par længere nede ad vejen. Hans kone har givet op over for det repressive livs tryk og bevæger sig rundt i huset som en zombie. Sønnen viser sig imidlertid at være den lokale pusher, men hvad der er mere interessant er, at han ser verden gennem et videokamera. Han gør det, fordi han vil forsøge at fange den megen skønhed, han faktisk ser i den. Hans yndlingsoptagelse viser en plasticpose, der i 15 minutter danser i vinden på en dag, hvor der er elektricitet i luften lige før snefald. Så han er kunstneren i filmens verden, og han bliver med sin urokkelige sans for, hvad der er vigtigt her i livet, en central karakter i »American Beauty«. »American Beauty« handler om alt det, der giver sig ud for at være smukt, men ikke er det. Og den handler om alt det, der ikke ser ud af noget særligt, men som i virkeligheden er smukt. Den handler om at give slip på angsten for at være anderledes, men også om at give slip på angsten om at være for normal. Den handler kort sagt om, at man skal være sig selv. Dén simple historie fortæller »American Beauty« med enkle midler, stramt, vedkommende og humoristisk. En smuk film. American Beauty. USA 1999. Instruktion: Sam Mendes. Premiere i Palladium, Dagmar og Grand (København) samt i Århus, Odense, Ålborg, Gentofte og Kolding. 3. marts premiere i Gladsaxe, Helsingør, Esbjerg, Holstebro og Vejle.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad