Pavens epoke

DEN TYSKE katolske biskop Karl Lehmann satte en lavine af spekulationer i gang, da han i et interview for nylig antydede, at den aldrende, syge pave kunne trække sig fra embedet inden sin død. Biskoppen formulerede sin kontroversielle bemærkning i en rosende omtale af pave Johannes Paul II, som han betegnede som en mand af så stort mod, at han selv vil kunne vurdere, om han skal trække sig fra posten. Udtalelsen var kontroversiel, for ikke siden 1415 har en pave sluppet taget i den katolske kirke inden sin død. Men den 79-årige pave er hårdt ramt af Parkinsons syge. Han taler utydeligt, kan dårligt gå og køres rundt på en rullende platform. Han er angiveligt ofte ude af stand til at holde de taler, som embedsmænd har forberedt til ham. Flere gange har de alligevel været gengivet i Vatikanets officielle avis, L'Osservatore Romano, ligesom officielle arrangementer har været rapporteret, selv om de blev aflyst. Det ansete engelske katolske blad, The Tablet, skriver i sin seneste udgave, at paven på dårlige dage er ude af stand til at koncentrere sig og derfor også ude af stand til at fungere som kirkeligt overhoved. Paven har selv afvist at opgive posten som apostlen Peters efterfølger, men burde genoverveje sin afgørelse. Moderne medicinsk behandling vil formentlig kunne holde paven i live længe efter, at han mentalt har sluppet forbindelsen til denne verden, og allerede i dag fastslår en række katolske iagttagere, at pavens sygdom har efterladt et magttomrum i den katolske kirke. Dels udfyldes dette tomrum af konservative, centralt placerede kardinaler og embedsmænd i den katolske kirkes centrale styrelse, kurien. Dels har tomrummet medført handlingslammelse i kirken. Eksempelvis er efterfølgeren for den engelske kardinal Hume, der døde i juni i fjor, ikke udpeget endnu. Kanonisk ret rummer en paragraf om, at paven kan trække sig. Men den rummer ingen løsning på den situation, hvor en pave langsomt glider ind i en slags koma eller mental invalidering, hvorved han ikke kan varetage sin funktion, men heller ikke er i stand til at trække sig fra embedet. Det hævdes, at paven har et brev liggende hos en ledende embedsmand i Vatikanet, hvori han fraskriver sig pavestolen. Men juridisk set kan kun han selv effektuere brevets indhold, og er han ude af stand til det, vil han formelt skulle bestride embedet indtil sin død. Johannes Paul II vil for eftertiden stå som en af den katolske kirkes væsentligste paver. Hans politiske indvirken var afgørende for kommunismens sammenbrud, og han har i en medievendt, global tidsalder givet paveembedet en imponerende synlighed. Men den katolske kirke har brug for en handlekraftig ny pave til at åbne kirkens døre mod det tredje årtusinde. bjer