At fortælle sit liv

Mennesket rummer så mange fortællinger. Gemte, glemte og ufortalte historier om store og små begivenheder gennem et langt liv. Mange er glade og muntre, men de fleste er tunge af sorg og smerte. Det er dem, der fylder mest. Men fordi vi har lært, at lide i ensomhed rulles historierne om tab, smerte og skuffelse ind og lægges på en af sjælens fjerne hylder. Her dækkes de efterhånden af støv, forstener og skaber til sidst afstand til liv og mennesker. Men når man er sammen med Leif Zacho, 63 år, forhenværende seminarielærer, terapeut, underviser og kursusleder fra Tjele uden for Viborg, opstår der en forunderlig magi. Vi snakker om de store og vigtige oplevelser i vores liv. Sorgen. Tabene. Adskillelsen. Om mennesker vi har mødt og om befrielsen i at dele det med andre menne-sker. I dette rum - i Leif Zachos sofa, mens regnen hærger i de gamle piletræer - bliver døden, smerterne og tabs-oplevelserne til værdifulde ædelstene i sjælens skatkammer. - Jeg har lige været I Nepal og vandre sammen med en ven, fortæller Leif Zacho. På bjerget oven for Katmandu boede en gammel buddhist, der lige havde begravet sin far. Han havde boet der oppe i hele sit liv, ligesom hans forfædre i mere end 800 år. Da jeg spurgte, hvad han havde fået af sin far, svarede han: kærlighed. Først og fremmest kærlighed. Men derefter opregnede han de vigtigste fem leveregler, han havde fået overleveret - disciplin i sit liv, respekt for andre mennesker, evnen til at vise tillid, forståelse og - så dette vigtige - at kunne dele kærlighed med andre. For det er jo det, der sker, når vi tør gå til mennesker, der er i sorg og møde dem der. Når vi selv tør gå ud i vore egne grænseområder, kommer den anden os taknemmeligt i møde. Du skal have styr på dine egne fortællinger. Først da kan du være med til at forløse andres. Mod til at stille de enkle spørgsmål Sorgarbejde, sjælesorg, krisehjælp og nu senest åndelig pleje af patienter på sygehusene er blevet påtrængende udfordringer for enhver, som arbejder med mennesker. Ð Vi har dygtige psykologer, læger og præster, der tager sig af disse situationer, siger Leif Zacho, men jeg oplever også, at mange ikke aner, hvad de skal stille op, når de står over for mennesker i nød. Forleden dag så jeg en udsendelse i fjernsynet om børn, hvis mor eller far var død af kræft. De beskrev, hvordan de følte sig forladt, ikke bare af den døde far eller mor, men også af den genblivende, som havde nok med sin egen smerte, af venner, klassekammerater, lærere og pædagoger. Der hersker stor uvidenhed og magtesløshed på dette område, og jeg mener, at det mindste vi kan gøre, når vi har med omsorg af mennesker at gøre, er at turde være til stede sammen med dem. Mennesker i sorg har brug for at fortælle, og som medmennesker skal vi turde stille de store, spørgsmål, som i virkeligheden er så enkle: »Fortæl mig om din far og dig«, »Hvad lavede I sammen?« Måske er der ikke engang ord. Men så skal vi turde være sammen med tavsheden. Dengang mit tre-årige barnebarn druknede, og jeg skulle sige noget til begravelsen, tog jeg min mundharpe og spillede: »Se, det summer af sol over engen«. For mig var der ingen ord i den situation. Men melodien og samværet var forløsende. Det samme kunne ske, efter at jeg havde haft lærerstuderende oppe til eksamen, og de havde gjort det rigtig godt, og vi var glade alle sammen. Så sagde jeg til dem: Sæt dig tilbage i stolen et øjeblik, og så spillede jeg en lille melodi. Jeg tror, det er vigtigt at skabe denne følelse af nærvær, af fællesskab. Jeg oplever igen og igen, at det er disse situationer, vi har behov for at fortælle for hinanden. At være i grænselandet De sidste par år har Leif Zacho rejst rundt i landet og holdt kurser i »Livsfortælling« på hospitaler, blandt præster, læger og andre behandlere, som i deres arbejde kommer i berøring med mennesker i sorg og smerte. For eksempel har han for nylig holdt kursus i Midtjylland i forbindelse med et projekt kaldet »Ældremobiliseringen«, hvor ældre med tid og overskud går ud og hjælper andre ældre, der har bruge for det. Ved et af møderne skete følgende: - Som sædvanlig starter jeg med selv at fortælle nogle historier, der bevæger sig ude omkring nogle grænser i livet. Var det ikke Hemingway, der engang sagde, at der kun findes to slags gode historier at fortælle, og de handler om døden, kærligheden og kriser. Succeshistorierne fortæller vi jo villigt væk til alle, der gider lytte. Men der er ikke megen kraft i dem. Nå, men da vi holdt pause, kom der en 50-årig kvinde hen til mig og sagde: Det var mærkeligt. Da du fortalte den sidste historie, begyndte jeg skiftevis at svede, fryse og græde, indtil jeg pludselig opdagede, at det var min mand Arne, der døde for otte år siden, der dukkede op. Jeg troede, at jeg havde styr på mit liv nu, men nu kan jeg se, at jeg nok skal have arbejdet lidt mere med dette, før jeg kan gå ud i tæt kontakt med andre, der har det svært. Senere den dag fortalte kvinden de andre i gruppen om det, der var sket for hende, og på den måde kunne hun blive bedre til at rumme andres livsfortællinger. Det er denne måde Leif arbejder med »Livsfortællingen« som redskab. Opgaven kan lyde: Gå sammen parvis og fortæl hinanden om noget svært eller stort i jeres liv. Derefter kan parret gå sammen med et andet par og fortælle for hinanden, hvorefter alle samles og på skift fortæller til den store gruppe. - Samfundet præmierer handlekraft og evne til struktur og planlægning, men vi mangler den refleksive dimension. Den skal trænes op. Vi har brug for at fortælle om vores liv, uden at der sidder en eller anden specialist, som skal give gode råd. Vi skal kunne samtale uden hele tiden at skulle fortolke, forklare eller intellektualisere. Ikke mindst når vi har at gøre med mennesker i sorg. Selvfølgelig skal vi også gøre noget for den anden, sørge for praktiske ting osv., men trøst og medlidenhed alene forløser ikke. Det gør kun empatien, indlevelsen. På den ene side skal vi lytte til og rumme den anden, samtidig med at vi er i kontakt med vores egen livsfortælling. Det er her, vi skal kunne dvæle sammen. Det stille nærvær Når man dvæler sammen med Leif Zacho forvandler rummet sig til et åndeløst felt, der trækker ord, erindringer, sanseoplevelser og brudstykker af gammmelt liv ud af kroppen. Hans ord kryber ind under huden og slår strenge an i tilhørerne. De mumler, hvisker og råber og mødes med deres egne ord og sansninger, der langsomt pibler frem og får liv. Udenfor hvirvler bladene gennem luften, og våde grene dasker på ruden. Lugten af kaffe og brænderøg. Der sker en fortætning i rummet, når man dvæler. Der sker også noget med tiden. På en måde går den i stå, men alligevel suser den afsted. Fortælleren, fortællingen, tiden og tilhørerne kommer ind i en slags flow, en sammenhængende bevægelse, hvor man bliver opslugt og ført hen til steder, hvor man ikke har været i umindelige tider. - Det er ikke på grund af travlhed og stress, at vi ikke tager os tid til at snakke sammen om de store spørgsmål. Det er lige omvendt. Vi bliver forjagede og utilfredse, fordi vi ikke giver os tid til fordybelsen. Vi er blevet bange for den, fordi den repræsenterer den absolutte ensomhed, som jo er en næsten uudholdelig tanke i vores samfund. Jeg mener, at hvis vi lytter ordentlig efter, vil vi tænke på vores egen død hele tiden. Se bare, hvordan vi kaster os over andre menneskers sorg og smerte i film og blade. Vi længes efter at være i nærheden af de store følelser. Men hvis du standser op ved ambulanceulykken og fryder dig over, at det ikke var dig, så kommer du til at sidde fast i din ensomhedsfølelse. Den bliver uforløst, med mindre du bringer den ud sammen med en anden. På sporet af den tabte hukommelse Så længe Leif kan huske, har han hørt historier. De første kom fra hans far. De handlede mest om begivenheder i familien, f.eks. da hans bror Ejvind væltede på motorcykel i 1941, da han vandt 800 kroner i mousel, eller da hans hest blev den mest vindende på Århus Travbane. Der var en snert af pral i disse historier, husker Leif, men mest glæde. - Første gang jeg selv opdagede, hvilken betydning det kan have at fortælle sine historier, var vel da jeg som 50-årig drog til Spanien i mit folkevogsnrugbrød for at fortælle mig selv om mit liv. Jeg havde bestemt mig til at gå ud i bjergene og fortælle en historie højt for mig selv hver dag i en måned. Det blev til i alt 30 temaer om tab, sorg og afskeder og ting, jeg aldrig helt havde kunnet forstå. Da jeg havde fortalt færdig, skrev jeg historierne ned, og efterhånden havde jeg i alt 12-13 fortællinger fra dybet af mit eget liv, en sum af historier, som kunne fortælles til andre. Da Leif kom hjem fra Spanien, begyndte han at komme på fortællefestivaler. Han fortalte både sine egne og andres historier, men opdagede efter nogle år, at historierne var slidt op. I stedet begyndte han at undervise andre i at fortælle om deres egne liv. - Mange mennesker husker ikke meget fra deres barndom eller fortid, men det er min erfaring, at man kan fortælle sin erindring tilbage. Det starter måske med nogle små, beskedne erindringer, men efterhånden dukker der mere og mere frem, og på den måde bliver man mere hel og får sammenhæng i sit liv. Hvis man taber denne sammenhæng og ens vigtige livsfortællinger synker ned i glemselen, tærer det på selvværdet. Omvendt har jeg ofte set den forvandling, der kan ske, når folk opfordres til at fortælle. F.eks. den gamle mand med begyndende Alzheimer, der stod sammen med os andre nede i kælderen i sit barndomshjem og pludselig begyndt at fortælle om den gang anden forsvandt juleaften! Han gik hjem og skrev sig møjsommeligt gennem historien. Tre-fire linjer om dagen. Men den kom. Fortælleritualerne som blev væk Men hvordan kan vi komme ind i vore historier? Hvordan skal vi gribe dem an, når hverdagen flimrer afsted, og vi ikke rigtig får standset centrifugen? Efter Leif Zachos mening skal vi først og fremmest sørge for at få genetableret nogle ritualer omkring fortællingen. Selv har han stor glæde af at fortælle for sine børnebørn. Ude i skoven har han en tipi og et fortællersted, hvor de går hen, når der skal fortælles historier. - Vi skal turde tro på, at det, der kommer fra vores hjerter, har værdi, dernæst skal vi genopdage hungeren efter at dele det med andre. I gamle dage havde man nogle naturlige ritualer, hvor fortællingen havde en naturlig plads. Man spiste f.eks. sammen. Man mødtes til alle højtider og fødselsdage, og de voksne fortalte. Mange steder holdt man mørkning, og tusmørket fyldtes med sære væsener, fortællinger om savn, længsel, sorg og livets små og store lyksaligheder. Det er længslen efter at opleve dette, som skal være drivkraften. Engang Leif holdt fortælleaften for et meninghedsråd et sted i Nordjylland, kom en kvinde op til ham og fortalte, at hun havde siddet ved siden af Erasmine, der midt under fortællingen pludselig var begyndt at græde som en pisket. Ja men Erasmine, du græder jo, sagde jeg til hende. Ja, det er, fordi jeg er så glad! udbrød hun. - Jeg elsker den historie, for det er jo sådan, det er. Det er dejligt, at vi kan komme til at græde over dem, vi har tabt, for så bliver vi jo mindet om, at vi har haft noget, der var så godt, at det er værd at græde over. Det gør os taknemmelige for livet.