Sofaer, ambassader, antisemitisme, fjendebilledet af islam og splittelse mellem ortodokse kristne på den ene side og katolikker og protestanter på den anden er en del af den arv, Vesteuropa helt op i dette århundrede har slæbt med fra korstogene, som begyndte for 900 år siden. Korstogsbevægelsen, der igennem 300 år omfattede hundredetusinder af mennesker, begyndte med en prædiken af pave Urban II i 1095 ved et kirkemøde i Frankrig.
- Grunden til at korstogstanken fik så stor opbakning blandt ridderne i den tidlige middelalder var, at Urban overbeviste dem om, at Gud havde en plan for deres særlige rolle i at befri de kristne helligdomme under muslimsk herredømme. En anden af Urban II's visioner var at genskabe forbundet mellem den øst- og den vestkristne kirke med korstogene, siger cand.mag. Christian Eversbusch, der har skrevet speciale om propagandaen i den tidlige korstogsretorik.
Han forklarer, at Urban II gav ideen om et kristent ridderskab sit verdenshistoriske gennembrud. - Og så forenede han to af tidens stærkeste ideer: Pilgrimsfærden til Jerusalem og tanken om hellig krig. Indtil da havde riddere måttet øve bod efter krigshandlinger. Urban II sagde, at sværdhug mod muslimer, den hellige krig, parret med from-hed i sig selv var en bodshandling.
- Den moderne tid vil sige, at det var billig propaganda, men set med samtidens øjne var det et ærbart ideal. De kristne bar inderligt nag til muslimerne, fordi de sad på de vigtigste kristne centre: Antiokia i Syrien, Alexandria i Egypten og Jerusalem i Palæstina. Korsfarerne opfattede korstogene som en forsvarskrig mod islams ekspansion, forklarer Christian Eversbusch.
Islam var en hurtigt ekspanderende religion. 100 år efter profeten Muhammeds død i 632 blev muslimerne slået tilbage fra Portiers 400 kilometer syd for Paris. Og de blev i Spanien indtil slutningen af 1400-tallet.
- Set med samtidens øjne hør-te vold til dagens orden. Både i Europa og i Mellemøsten. Urban II's formål var visionært og religiøst med ridderne i front som Guds redskab, mens de øvrige korstog druknede i magtpolitik, siger Christian Eversbusch.
Christian Eversbusch afliver den myte, at korstogene var Vesteuropas forsøg på at skaffe sig af med et overskud af riddere - andensønner, som ikke skulle overtage den fædrene jord. - Alle kilder peger på, at det var en meget dyr affære at slutte sig til korstogsbevægelsen. Der er flere beretninger om, hvordan jord har måttet pantsættes for at ridderen kunne tage af sted.
Han tilføjer, at det først var med oplysningstiden i 1700-tallet, at de vesteuropæiske historikere så tragedien i den vold, korstogene medførte i både den kristne og den muslimske lejr. Helt op til slutningen af 1600-tallet diskuterede franske og tyske historikere indædt, hvem, der kunne tage den største ære for korstogene. Arven fra korstogene kan ifølge Christian Eversbusch ses i mellemøstkonflikten i dag.
- Korstogene leverede det første europæiske eksempel på systematisk jødeforfølgelse. Med korstogene begyndte en antisemitisk tradition, uden hvilken staten Israel aldrig var blevet en realitet. Jødehadet i den arabiske verden begyndte først efter statens oprettelse, siger han.
Lektor Karsten Fledelius, som har skrevet artiklen om korstogene i »Den Store Danske Encyklopædi« siger, at korstogene stadig er en positiv erindring hos både protestanter og katolikker i Vesteuropa, mens de stadig har negative efterdønninger blandt muslimer, jøder og ortodokse kristne.
- Korstoget i 1202 ødelagde det byzantinske rige, som blev lagt under pavestolen. Det er for eksempel en reminiscens fra korstogene, at de ortodokse kirker reagerede skarpt mod NATO-alliancens bombardement af Serbien, siger han. - Korstogene bragte heller ikke jøderne noget godt. Det første korstog blev så at sige »født i pogromer« under korsfarernes vej mod Jerusalem. Og for de østkristne ødelagde korstogene de gode relationer, der var mellem de østkristne i området og muslimerne. Korsfarernes grusomhed mod anderledes troende gravede grøfter mellem religionerne, forklarer Karsten Fledelius.
- Og korstogene er en af årsagerne til, at tanken om kristendom som en voldelig og intolerant religion stadig lever blandt muslimer. Til gengæld, forklarer Karsten Fledelius, er korstogene i den vesteuropæiske selvforståelse en af de mest romantiske perioder i den vesteuropæiske civilisations historie - og en vigtig brik til identitetsdannelsen her. Korstogene er romantisk, ridderlig fromhed, kombineret med eventyrlyst. Det var også en »korstogspave«, der første gang lancerede tanken om Europa som en kristen enhed mod islam.
Det var pave Pius II, som i 1460'erne forberedte et korstog mod tyrkerne. Det blev afblæst på grund af hans død i 1464. Han er enig med Christian Eversbusch i, at det første korstog fra 1096 havde et ideologisk sigte, selv om det også handlede om kirkepolitik - nemlig at sikre pilgrimme adgang til Jerusalem.
- Men de øvrige druknede i magtpolitik, både i Mellemøsten og i de lande, korsfarerne drog ud fra. Faktisk opnåede kun et af korstogene sit sigte, og det var ironisk nok, da den tyske kejser Frederik II forhandlede, frem for erobrede, sig til herredømmet over Jerusalem. Det var paven rasende over. Gamle heltefilm og skolebøgernes sort-hvide fremstilling af korstogene har efterladt billedet af kristne helte, der fægtede med åben pande mod krumnæsede og krumsablede, lumske muslimer.
- Anledningen til korstogenes heltehistorier lever stadig som en del af vores identitet. Blandt andet i skolebøgerne, siger cand.theol. og lektor på Carsten Niebuhr-Instituttet, Svend Søndergaard. - Den amerikanske general Eisenhower beskrev invasionen i Nordafrika under Anden Verdenskrig som et korstog, så i vest har ordet en positiv klang. Men korstogene var også med til at give os en angst for islam. I virkeligheden blev korsridderne jo jaget ud af muslimerne, tilføjer han.
Svend Søndergaard forklarer, at den skræk kan genfindes i udtalelser fra højtstående NATO-officielle, som mener, at den næste fjende vil komme sydfra, og i Dansk Folkeparti, som også spiller på angsten for det fremmede, personificeret i muslimen.
- Det er i virkeligheden noget værre vrøvl, fordi landene, hvor islam er den største religion, både er militært og kulturelt svage og indbyrdes både forskellige og uenige. Billedet af muslimen er historiebøgernes og eventyrerfilmenes myte, og den holder ikke vand.
Også i de lande, hvor korsridderne fr frem lever retorikken i dette århundrede. Ifølge Svend Søndergaard brugte en af Egyptens mest magtfulde mænd, præsident Nasser, kampen mod korsridderne som kampråb i 1950'erne. Og Syriens nuværende præsident Hafez el-Assad skal have reserveret gravtomten ved siden af den muslimske helt, sultan Saladins, grav i Damaskus. Når bortses fra den tidstypiske blodsudgydelse i den del af middelalderen, så mener Svend Søndergaard, at både muslimer og kristne fik udbytte af korstogene. Mellemøsten var en af de mest udviklede civilisationer i verden på det tidspunkt, så korsridderne fik en mængde lærdom og brugsgenstande med hjem, som i dag opfattes som en del af den vesteuropæiske kultur. Det gælder blandt andet sofaen, som de fleste vesteuropæere mageligt slænger sig på i dag.
- Jeg vil også mene, at begge parter fik udbytte af den raffinering af krigsførelse, som altid udvikles under en krig. Svend Søndergaard siger, at beretningerne fra samtidige kilder til korstogene fortæller, at det var de nyankomne korsfarere, der var mest optændt af religiøs fanatisme, mens de korsfarere, der havde været i Mellemøsten i mange år tog forholdet mellem religionerne mere afslappet.
I nogle lande i Mellemøsten kan man også høre teorien om, at korstogene var begyndelsen på stagnationen i den arabiske verden. Det mener Svend Søndergaard ikke. - I virkeligheden berørte korstogene kun kystområderne. De nåede aldrig til den arabiske civilisations hjerte i Bagdad. Hvad der virkelig væltede hele riget var mongolstormen i 1200-tallet, hvor hele det arabiske rige blev erobret. En anden årsag var forhold internt i de arabiske lande. Så det er retorik mere end realisme at bruge korstogene som syndebuk. Til gengæld er muslimernes fjendebillede blevet mere konkret på grund af den efterfølgende kolonitid.
Dette er den anden af fire artikler i en serie om 2000 års kristendom. Den første blev bragt den 16. december.