Luther blandede religion og politik

Hvad så med forholdet til ikke-kristne?

– Det er et af de områder, hvor Luther er interessant i dag. Netop fordi han ikke forudsætter, at alle er kristne. Dels er der ikke-kristne, og dels gik Luther ud fra, at selvom mennesker er døbt, er der langt mellem de kristne, som agerer kristent. Men han gik ud fra, at mennesker, som ikke agerer kristent, har, hvad han kaldte den naturlige lov som grundlag: Den almengyldige menneskelige etik. At alle mennesker mener, at man gør mod andre, som man vil, at de skal gøre mod en. Det er samme princip Grundtvig byggede videre på, da han sagde "Menneske først og kristen så". Man må tro på, at man kan komme overens med ateister, muslimer og kulturradikale – at de alle som skabte har menneskelig indsigt i den naturlige lov. Jeg forventer da også, at muslimer siger noget tilsvarende om andre mennesker. At de som muslimer har en særlig åbenbaring, men samtidig er overbeviste om, at man kan leve fredeligt sammen med andre, og betragter dem som fornuftsvæsner.

Hvordan stemmer det overens med Luthers skrifter om jøden og tyrken?

– Her er man nødt til at skelne mellem tidsbestemte skrifter, hvor Luther er et barn af sin tid, og hans grundlæggende teologiske tankegang. Det om jøderne kan man ikke bruge til noget i dag. Hans skrift mod tyrken (muslimer) er mere interessant. Det, han siger om islam – som i hans samtid blev betragtet som kristent kætteri – er, at når tyrken angriber, skal man holde sig to ting for øje. Dels at islam et kristendommens fjende, og derfor er der ingen tvivl om, at islam skal bekæmpes. Men kun med åndelige midler. Dels at selve krigen mod tyrken ikke må føres for at bekæmpe islam. Den er rent verdslig. Og den afgørende pointe er, at uanset om tyrken bruger krigen som et religiøst middel, så må kristne ikke selv betragte det som en religionskrig. Og så er det måske i denne sammenhæng værd at huske, at Luther også betragtede paven som en kristen kætter.

Hvor er det så debatten om religion og politik herhjemme går galt?

– Det er, når man for hurtigt oversætter toregimente læren til "religion og politik". Troen på evangeliet er rent åndelig, og politik er udelukket. Man fremmer ikke tro ved politiske handlinger. Det er den ene side.

Den anden side er, at kristendommen ikke er fuldstændig inderlig og usynlig, for den driver også næstekærligheden frem, og dermed den kristne forpligtelse til at involvere sig i samfundet, fællesskabet og altså politikken. Når nogle så vil indvende, at det gør man bare for at gøre sig selv bedre end andre, så kan jeg med Luther svare nej. Næstekærligheden kan kun bruges for andre. Slår nogen mig, skal jeg vende den anden kind til. Slår nogen min næste skal jeg reagere.

Det er derfor, jeg har oversat bogen. Fordi det så tydeligt fremgår af debatten om religion og politik, at mange ikke har læst Luther.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

Svend Andersen

**Født 1948

**Cand.theol. Aarhus Universitet 1974

**Dr.theol. Ruprecht Karl Universität, Heidelberg 1980

**Dr.theol. Aarhus Universitet 1989

**Professor i etik og religionsfilosofi 1989

**Medlem af Etisk Råd 1988-93

**Medlem af bestyrelsen for Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling

**Forskningsprojekter blandt andet om retsteorier i dansk teologisk etik

**Medlem af en række internationale foreninger/organisationer inden for blandt andet etiske og religiøse områder