Autoriteten vender tilbage

Apropos "oppe" og "nede", hvad er det så, der sker med autoriteten i det moderne samfund? Hvad betyder det for den enkelte og samfundet, at forestillinger om "oppe" og "nede" svækkes?

Som tema refererer begrebet autoritet til et spørgsmål om, hvordan individet tilpasser opfyldelsen af sine behov til de overordnede krav, som ethvert samfund stiller.

De vestlige samfund har historisk fungeret bedst, når der var en vis balance mellem trangen til selvudfoldelse og selvrealisering og nødvendigheden af selvbegrænsning af hensyn til helheden. Der er en særlig dynamik i den balance – balancen mellem individets mål og fællesskabets – som har udgjort selve vor kulturs fremdrift. Men den er tabt. For tiden. Vi driver med vinden, og har ingen anelse om, hvor vi er på vej hen.

Autoritet skal ikke forstås som "autoriteter" – "stærke" forældre eller lærere – men som en overordnet, autoritativ vertikalitet med en dunkel kerne af "hellig orden", og som omfatter alle i kulturen. Den hellige kerne åbenbarer sig aldrig direkte, men anes gennem de tolkninger af den, som til stadighed kommer til udtryk i samlivet, kunsten og tænkningen.

For store kunstnere og tænkere har altid kredset om den, pillet i den og forsøgt at synliggøre den det bedste, de har kunnet. Begrebskomplekser, fra den kristne teologi til psykoanalysen og marxismen og i det hele taget malerier, romaner og film, har med forskellige formål forsøgt at komme ind på livet af vertikaliteten og den hellige orden. De er symbolske verdener, små åbninger, hvorfra man har kunne overveje og kritisere sider af den moderne vestlige kulturs "inderste processer" og udmåle vertikaliteten.

Men hvad så nu, hvor autoriteten er tabt? Jo, men er den tabt? Er den ikke bare fortrængt? Den gamle kultur er aldrig bare "ovre". I det 20. århundrede foregik der en kulturkamp, som fra tid til anden, særlig i årene omkring Første Verdenskrig og i 1960'erne, manifesterede sig som åben kulturrevolution, og ellers lå som en latent modsætning mellem på den ene side en pligt- og ansvarskultur, der hentede sin form og sin legitimering i fortiden, og på den anden en radikal frigørelses- og selvrealiseringskultur, som hentede sin i nuet.

Det er den sidstnævnte, der er i offensiven i vores tid. Antiautoritære holdninger gennemsyrer vore institutioner, og der gøres summarisk op, ikke blot med autoritetens traditionelle agenter, forældre, skolelærere, chefer, præster, "voksne", men med enhver tænkelig autoritet.

Men jo mindre autoritet, jo mere strukturel magt og "detail-lovgivning" bliver det anvendt. I takt med, at de traditionelle agenter for autoriteten falder bort, eroderer den borgermoral, som de var agenter for. Det sker gradvist – eller somme tider brudvist.

Tilbage står et sitrende selv. Spørgsmål som: "Hvordan har jeg det med det?", "Har jeg lyst?" og "Hvordan føles det?" styrer nu mere end noget andet vores etiske praksis.

Det typiske træk ved kulturradikalismen er dens angst for og insisteren på at fornægte betydningen af "hellig orden" i kulturen. Men eftersom ingen kultur kan overleve uden, må modernitetens kultur selv ophøre med at eksistere.

Det er den kulturelle udfordring, vi står med, her ved indgangen til det 21. århundrede. Forestillinger om kulturradikalitet og multikulturalisme er ved at miste grebet om den vestlige forestillingsverden. Det giver plads for en åben situation, hvor konkurrerende verdensbilleder vil kappes om at få overhånd i organiseringen det vestlige menneskes personlighed.

Det er nøglen til den gældende dagsorden i Vesten – og i Danmark – i disse år. Det er en dagsorden med kulturkamp.

Henrik Jensen er forfatter og lektor i historie på RUC