Handicappede på rejse

Mennesker bør tænke i muligheder og ikke i begrænsninger. Det er det opbyggelige budskab fra Poul Riber Schacksen, 43-årige scleroseramt folkeskolærer fra Skødstrup ved Århus og kørestolsbruger siden begyndelsen af 1990'erne. I sine alternative rejsebøger retter han de handicappedes opmærksomhed mod nogle af disse muligheder. Andet bind af hans »Handiguide Europa - storbyferie for kørestolsbrugere og gangbesværede« er udkommet, og flere stilles i udsigt. Lige nu arbejder Schacksen imidlertid på et par børnebøger. Han er en efterspurgt foredragsholder og tillige rådgiver for rejsebureauer. - Mange tænker hele tiden i begrænsninger. Så kommer de ikke ud af stedet. Mine bøger er en hjælp til de handicappede, men i høj grad også til ægtefællen og i det hele taget til de pårørende. Det er jo tit dem, der står med bøvlet, siger Poul Schacksen. Idéen synes oplagt. Ikke desto mindre er Poul Schacksen den første i Danmark, der har skrevet rejsebøger, hvor verden konsekvent opleves fra de handicappedes synsvinkel. Udenlandske bøger af slagsen findes ham bekendt heller ikke. Det, som den gående slet ikke opfatter, fordi det synes så banelt, kan for den handicappede være af største betydning. Om man går på flade eller toppede brosten optager vist de færreste. Men for kørestolsbrugeren er det umuligt at abstrahere fra forskellen. De toppede brosten påvirker blæren, og den handicappede må til stadighed kende sin position i forhold til et handicaptoilet. Poul Schacksen har flere gange besøgt Prag som gående. For nogle år siden færdedes han for første gang dernede i kørestol. Det gjorde byen anderledes. Den påtvungne opmærksom over for de skiftende belægninger er ét af vidnesbyrdene om detaljernes betydning for den handicappede på rejse. Den påmindelse blev inspirationen til rejsebøgerne. - Da min kone og jeg kørte hjem, tænkte jeg over det utrolige i, at de mange rejsebøger, der er skrevet, kun indeholder fodnoter for de handicappede. Det ville jeg gøre noget ved. Jeg lavede en synopsis til en handiguide og sendte den til tre forlag. De to af dem ville have bogen. Og derefter var det bare at gå i gang, siger Poul Schacksen. Han begyndte med at henvende sig til SAS og Maersk Air, som begge var med på hans projekt. Senere involveredes tillige Spies Rejser og det hollandske flyselskab KLM. Dermed var rejserne sikret til de storbyer, hvor Schacksen ville undersøge forholdene for handicappede. Han har desuden modtaget støtte fra en række fonde, foreninger og firmaer. Velviljen har været stor. Specielt efter den succes, som første »handiguide« har haft. Behovet for denne type rejsebøger har vist sig at være betydeligt. Poul Schacksen lagde ud med at beskrive Rom, Prag, Paris, London, København og Stockholm. Den nye bog omhandler Amsterdam, Barcelona, Berlin, Bruxelles, Oslo og Wien. »Byen for alle« Barcelona, »byen for alle«, fremhæves som en af de mest handicapvenlige byer. Et eksempel, der anbefales til efterfølgelse. Schacksen nævner blandt andet bestræbelsen på at lette nedkørslen fra fortove og fodgængerovergange, brede, flisebelagte fortove, lave telefonbokse, tilgængelige for kørestolsbrugere, »lavgulvsbusser«, der hælder ned mod fortovet, samtidig med at en plade automatisk skydes ud, når en person i kørestol vil med, et vist antal kørestolsvenlige taxaer og på gågaderne »forbløffende god« adgang til mange forretninger. Desuden kan de centralt beliggende seværdigheder let besøges af handicappede. Detaljernes betydning er ensbetydende med et krav om præcision. Om et af verdens største naturhistoriske samlinger, »Museum für Naturkunde« i Berlin, noterer Schacksen: »Ni trin ved hovedindgangen, men hvis man ringer i forvejen, hjælper personalet gerne«. Denne kombination af oplysning og praktisk anvisning er karakteristisk for rejsebøgerne. Poul Schacksen: - Det handicapvenlige har noget med værdighed at gøre. Din selvstændighed bliver større, når du ikke hele tiden skal bede andre om hjælp. Det skal man ikke i Barcelona. Er det ymygende at skulle bede om hjælp? - Sådan er der nok nogen, der føler. For mig er det intet problem. Jeg hører til den type, der bare vender sig om og spørger: »Kan du ikke lige hjælpe mig?«. Og folk står nærmest på nakken af hinanden for at hjælpe. Danskerne skal dog ikke føle sig smigrede. Poul Schacksen har i anden sammenhæng betegnet sine landsmænd som »de mindst hjælpsomme«. Han erkender dog, at det ind imellem kan være svært at vide, hvornår man skal hjælpe. Den misforståede hjælp er en risiko. Handicappede frabeder sig assistance, hvis de er i stand til at hjælpe sig selv. Hvordan ser det ud med handicapvenligheden i danske byer? - Jeg bevæger mig meget i Århus. Og dér ser det ikke godt ud. Der er for eksempel ingen handicapvenlige busser. Det har man i København og også i andre danske byer. Spørgsmålet om »lavgulvsbusser« var for nogle år siden til høring i Århus. Tilbagemeldningen både fra chauffører og brugere var, at man ikke ville sidde så lavt. Derfor har byen ikke handicapvenlige busser. Når man hører om den slags, føler man sig »trådt på« som handicappet, siger Poul Schacksen.