Han søgte de dunkle sider

»Trettende Marts. Det er taaget. Natanael, jeg har faaet Lyst til at fortælle dig noget. Lidt løst og fast. Eller jeg har bare Brug for En at tale lidt med. Meget har jeg jo ikke at fortælle. Det er trettende Marts, Natanael. Og Fredag. Det er Taage udenfor. Det er tidligt paa Eftermiddagen, men det er saa mørkt, at jeg knap kan se, hvad jeg her sidder og skriver i min Stue. Naa-ja, det betyder jo heller ikke noget. Trettende Marts. Taage.« I de første linjer af indledningen til romanen Løgneren (1950) skaber Martin A. Hansen et sindbillede samt en ubestemt eller ubestemmelig forventning. Tågen opsuger lyset, skaber uklarhed, ubestemthed, og dermed spænding. Jeg-fortælleren bidrager til den tvetydige situation, dels ved sit henholdende »Naa-ja, det betyder jo heller ikke noget«, dels ved samtidig at dramatisere situationen med sin stadige gentagelse af datoen den trettende, der efter gammel tradition er skæbnesvanger. Martin A. Hansen søgte at få de komplekse og dunkle sider af den menneskelige bevidsthed i tale. Hans forfatterskab, der omfatter romaner, noveller, essays samt kultur- og kristendomshistorie, hører til det 20. århundredes betydeligste. Fra begyndelsen af 1940'erne til sin tidlige død i 1955 indtog han en særdeles central rolle i tidens kulturelle, kunstneriske, kirkelige og folkelige debat. Således var Martin A. Hansen én af de toneangivende skribenter i tidsskriftet Heretica (1948-53), som han også i en periode redigerede sammen med Ole Wivel. Dette tidsskrift, Heretica, var et frugtbart mødested for en række af samtidens digtere, der skønt de kunstnerisk set var meget forskellige dog havde nogle stærke mål tilfælles. De ønskede at sætte åndelige, etiske og kunstneriske værdier på dagsordenen frem for de ideologier, som de havde set spille fallit under og - ikke mindst - efter den netop afsluttede verdenskrig. Jens Martin Alfred Hansen, som var hans fulde navn, blev født i 1909 i et husmandshjem på Stevns i et traditionelt landbomiljø, som var præget af kristne værdier, og som han selv kaldte almue. Efter han som ung mand havde arbejdet ved landbruget i nogle år, blev han optaget på Haslev Seminarium, hvor han lod sig uddanne som lærer. Han fandt ansættelse i København og fortsatte sin lærergerning frem til 1944, inden han helt turde kvitte det økonomiske sikkerhedsnet til fordel for forfattervirksomheden. »Pløjning er et godt Arbejde, lykkelige Pløjer. Undertiden kan man fortryde, man byttede Plovens Kald med blandt andet Pennens. Pennen er ogsaa et interessant Redskab; men den er en Smule sværere at gaa til og ikke nem at leve sammen med. Der er dog mere fælles ved Plov og Pen endbare Bogstavrimet.« »Naar man har gaaet i Marken en Tid, begynder Indfaldene at komme, man vender Jorden, og man vender et Vækstlag i sig selv. Bag den ensformigt skridende Plov udmønter man sine Oplevelser og sin Læsning. Maaske megen kundskabsforpint Ungdom, der siden skal til enten det ægte eller det saakaldte Aandsarbejde, burde uddannes i Pløjning.« Den unge Martin A. Hansens første romaner henter da også stof og motiver i samtidens landbomiljø. Både debutbogen »Nu opgiver han« (1935) og den efterfølgende »Kolonien« (1936) er såkaldte kollektivromaner, som i den socialrealistiske stil og genre viser et kunstnerisk slægtskab med værker af f.eks. Hans Kirk, H.C. Branner og Harald Herdal. I disse første romaner skildrer Martin A. Hansen samtidens voldsomme krise i landbruget og dens omkostninger for menneskene i miljøet, som kaster sig ud i ideologiske projekter af enten højreorienteret eller socialistisk tilsnit uden derved at komme en forbedret situation nærmere. Efter disse ungdomsværker opgiver Hansen den alvorstunge, socialrealistiske samtidsskildring. »Jonatans Rejse« (1941) er en skæmteroman, en fabulerende, eventyrlig historie om smeden Jonatan, der for at skabe fred og ro i sin landsby får Djævelen spærret inde i en flaske, der er smedet af en kirkeklokkes malm. Nu drager Jonatan på rejse, og når han slår på flasken - som en Aladdin - så er Djævel-ånden klar til at opfylde hans jordiske ønsker. »Jonatans Rejse«, der blev omarbejdet og genudgivet i 1950, er tilrettelagt som 40 fortællinger, fortalt over syv aftener. Således handler »Jonatans Rejse« ikke bare om folkelig latterkultur; Martin A. Hansen udnyttede også sider af en folkelig fortælletradition i romanens kunstneriske form. Hansens næste roman blev hovedværket »Lykkelige Kristoffer« (1945), som han færdigskrev under den store folkestrejke i 1944, hvor danskerne for første gang under krigen massivt demonstrerede folkelig modstand mod den tyske besættelsesmagts fremfærd. Romanen tematiserer kampen mellem det gode og det onde, det lyse og det mørke. Dens handling er henlagt til reformationstiden omkring Grevens Fejde, hvor Danmark var i borgerkrig og splid med sig selv. Romanen låner motiver fra Cervantes' store, klassiske skildring af ridderen Don Quijote og hesten Rosinante, der her er blevet til den lykkelige Kristoffer på gangeren Rufulus. »Lykkelige Kristoffer« er en rammeroman, hvor den eksplicitte fortællerperson, munken Martin, formidler og fortolker den skånske adelsmand, krigerhelten Kristoffers oplevelser, handlinger og tanker. Martin er en iagttager, fattig på mod, men rig på bagklogskab; mens Kristoffer er et handlings- og lykkemenneske, rig på mod, men ikke altid klog nok i eftertanken. Lykkelige Kristoffer er en stor kunstnerisk præstation, en magisk skildring i historiske gevandter, fyldt med humor, ironi og fortællemæssigt overskud. Martin A. Hansens mest centrale projekt og mål som kunstner var at genrejse traditionens arv ved at genfremkalde de folkelige, kirkelige og nationale fællesværdier, han så ligge som spor i det fortidige. Han ville kalde samtiden og fortiden ind i en befrugtende, fremtidsrettet samtale. Håbet om en sådan nyformulering af de folkelige værdier led imidlertid alvorlig skade; Martin A. Hansen blev, som en en lang række åndsarbejdere med ham, skuffet over at befrielsen i 1945 ikke bragte nye former med sig, hverken etisk, politisk, åndeligt eller folkeligt. Tværtimod stivnede den befriede verden blot i en gentagelse af den gamle førkrigsverden, hvor de ideologiske systemer tvang det rigtige åndsliv i knæ. Det var blandt andet sider af denne værdikrise, der blev behandlet i tidsskriftet Heretica, og Martin A. Hansen skrev en række programmatiske artikler, der rummer væsentlige seismografiske registreringer af det åndelige klima i den periode, da den såkaldte Marshall-hjælp (1948-53) blev bevilget fra USA og bidrog til en forøget hastighed i teknologi- og velstandsudviklingen i Danmark. Martin A. Hansen argumenterede således i disse år for en ny, ikke-naturalistisk digtning, som skulle søge sindets dybder. Selv havde han som kunstner forladt romanformen og udgivet de to store værker i hans novelleproduktion, »Tornebusken« (1946) og »Agerhønen« (1947). »Tornebusken« rummer tre store fortællinger, der i en dunkel, symbolsk stil skildrer kampen mellem det gode og det onde i menneskesindet. Agerhønen er ligeledes en bog med dybe, symbolladede skildringer i tolv noveller, der tilsammen fører læseren fra barnets umiddelbare sanseverden, gennem de voksnes famlende forsøg på at komme tilrette i eksistensen til en slags kristen forløsningstro som det eneste mulige svar på dødens tilstedeværelse i menneskelivet. Foruden disse to markante novellesamlinger udsendte Martin A. i perioden fremragende essays, som f.eks. samlingen »Tanker i en Skorsten« (1948), samt noveller som »Åsynet« (1949) og »Sankt Hans Aften« (1949). Det er imidlertid Danmarks Radios bestilling af en roman til oplæsning over 12 uger, der fremkaldte Martin A. Hansens næste hovedværk, nemlig romanen »Løgneren«, der blev oplæst af skuespilleren Pouel Kern fra og med lørdag den 15. januar 1950. Martin A. arbejdede endnu på de afsluttende kapitler, da de første udsendtes, men romanen bærer ikke præg af hastværk. Virkelighedsplanet og de forskellige symbolske motiver i fortællingen arbejder tæt sammen i den storslåede kærlighedshistorie, der er formet som et trekantsdrama på flere niveauer. Hovedpersonen i dramaet er Johannes Vig, degnen på Sandø, og det er hans betroelser henvendt til den forestillede modtager, Natanael - mennesket uden svig - som udgør romanens ramme. Fortællingens struktur og komposition er imidlertid mere kompliceret end som så. Det viser sig nemlig, at størsteparten af det læseren bringes til at tro er samtidige dagbogsoptegnelser fra Johannes' hånd, i virkeligheden (fiktionens virkelighed!) er nedskrevet et år efter. Således er det fortalte ikke, hvad Johannes oplever, men hvad han et år efter fortolker og tilrettelægger som sin version af hændelserne. I brugen af denne teknik, dette kinesiske æskeprincip, forvalter og fornyer Martin A. Hansen en arv fra Blicher og Søren Kierkegaard. Løgneren bygger bl.a. på et tekststykke hos evangelisten Lukas i Bibelen, nemlig teksten der omhandler uddrivelsen af den urene ånd. Da den urene ånd har vandret om i ørkenen en tid, vender han hjem og finder sit hjem så fejet og prydet, at han flytter ind igen medsamt syv andre ånder, den ene værre end den anden. Det er dette motiv, der fortolkes. Johannes nærer lidenskabelig kærlighed til Annemari, men holder sig på afstand, for han vil ikke komme på tværs af Oluf, med hvem hun har drengen Tom. Johannes trækker sig tilbage i en smerte-nydelse, en æstetiserende afstand, hvor han kan pryde sig med sine rene motiver. Han trækker sig tilbage, men er dog en brik i spillet. Fordi han renser sig, bliver hans spil fordækt, uigennemskueligt, løgnagtig. Mens Sandø er lukket inde af isen, er Oluf på fastlandet. Det bliver en ingeniør, som ufrivilligt må blive på øen, der plukker blomsten Annemari. Johannes er en livsløgner, en iagttager, der dyrker afkaldet, æstetisk og selvsmagende. Hans tilværelse er »som en gammel Skuffe man trækker ud, og som dufter af Lavendler«. Johannes forfører sig selv. Men han forfører også de mennesker, han har et ansvar for og er sammen med. Romanen stiller således trangen til selvretfærdighed overfor kravet om at påtage sig et medansvar. Den handler om at udskifte iagttagerrollen med en etisk livsforståelse og modet til handling. »Sneppen kom op med et Bulder, saa hun greb mig i Armen. Fuglen hang i Luften ud for vore Hoveder, et Nu, saa gik det bort mellem Træerne, i vild Fart, i korte Huglinjer. Den kom ovenud af de tætte Trækroner et Stykke borte, og mod Himlen saas et Øjeblik det lange Næb i Profil, og Vingerne slængt som en Kappe ned om Fuglen. Borte.« »Løgneren« blev Martin A. Hansens sidste originale bidrag til fiktionslitteraturen. Han opgav simpelthen digtningen; konflikten mellem de traditionelle og de moderne værdier blev ham for komplekse, for påtrængende, til at han kunne håndtere og behandle dem i kunsterisk form. Ganske vist kom der en række novellesamlinger, f.eks. »Para-disæblerne« (1953) samt de posthumt udgivne »Midsommerkrans« (1956) og Efterslæt (1959), men de er bearbejdninger og udgivelser af ting, han havde liggende i digterskuffen. Derimod vendte han sig med fornyet kraft mod essayistikken og den kulturhistoriske skildring. I essaysamlingen »Leviathan« (1950) gennemføres et stærkt opgør med ideologierne, specielt marxismen, mens han samtidig beskriver den forståelse af traditionens levende tale, som han påkalder sig. Hovedværket i denne genre er imidlertid »Orm og Tyr« (1952), hvis titel er hentet fra nordisk mytologis prægtige, sindbilledlige fremstilling af kampen mellem det onde og det gode. »Orm og Tyr« er en storslået og bredt anlagt religionshistorisk skildring, der forsøger at fremstille det religiøse liv, som det udfoldede sig i Norden fra jægerfolkets naturdyrkelse, over jernalderen og den tidlige middelalders kirkebyggeri til vor egen tids kristne kultur og tro. Martin A. Hansen mente, at sider af det religiøse liv, som udfoldede sig i den romanske tid, lod sig efterspore i gammellivet, altså i de sidste rester af et traditionsforvaltende livsmønster. Det søgte han i »Orm og Tyr«, og det søgte han i utallige rejser i de nordiske landskaber, flere af dem sammen med billedkunsteren Sven Havsteen-Mikkelsen. Sammen har de fastholdt det nordiske rum og den nordiske stemning i rejsebeskrivelser som »Kringen« (1953) og »Rejse paa Island« (1954). Martin A. Hansen var en fantastisk og forførende foredragsholder. Han tryllebandt en forsamling. Når han besteg talerstolen, var det med en lidt undseelig kropslighed, som røbede husmandssønnen Alfred fra Stevns. Men når han lod ordet folde sig ud i forsamlingen, var det som samtidens store Martin A. Hansen, der talte eksistensfølelsen frem i rummet. Martin A. Hansen stillede krav til sig selv, kunstnerisk som menneskeligt. Kravene var imidlertid for store og ikke til at indfri. Han havde vel husmandens strenge selvkrav og arbejdsmoral indeni. Derfor døde han tidligt - af trykket fra sit eget forventningspres. Johs. Nørregaard Frandsen er lektor ved Syddansk Universitet i Odense. Han skriver den ugentlige sprogklumme, Sproglig Talt, i Kristeligt Dagblad om lørdagen. Ovenstående artikel indgår i bogen Litteraturens Stemmer, der er enbiografi over 250 danske forfattere. Bogen er udkommet på Gads Forlag. Ò Martin A. Hansens mest centrale projekt og mål som kunstner var at genrejse traditionens arv ved at genfremkalde de folkelige, kirkelige og nationale fællesværdier, han så ligge som spor i det fortidige. Ó Ò Martin A. Hansen mente, at sider af det religiøse liv, som udfoldede sig i den romanske tid, lod sig efterspore i gammellivet, altså i de sidste rester af et traditionsforvaltende livsmønster. Det søgte han i »Orm og Tyr«, og det søgte han i utallige rejser i de nordiske landskaber, flere af dem sammen med billed-kunsteren Sven Havsteen-Mikkelsen. Ó Ò Martin A. Hansen var en fantastisk og forførende foredragsholder. Han tryllebandt en forsamling. Når han besteg talerstolen, var det med en lidt undseelig kropslighed, som røbede husmandssønnen Alfred fra Stevns. Men når han lod ordet folde sig ud i forsamlingen, var det som samtidens store Martin A. Hansen, der talte eksistensfølelsen frem i rummet. Ó