Det kristne budskab er verdens bedste

I bogen "Karma, koran og kirke" analyseres de tre vigtigste elementer i den udfordring, som folkekirken står overfor netop nu: Traditionstabet, den hybride religiøsitet og islam.

Det mener præsterne, som undersøgelsen afdækker, meget forskelligt om, og bidragyderne kommer med yderligere refleksioner herover. Men derudover finder jeg det interessant, at alle tilsyneladende er enige om én ting: Mission skal tilbage på dagsordenen.

Det er navnlig mandlige præster i provinsbyer, hvor man arbejder med religiøs mangfoldighed, der er optaget af at få afklaret, hvad mission er. Det er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, eftersom det næsten har været et mantra, at folkekirken ikke skal missionere.

Men sekulariseringen, den religiøse hybridisering i vendingen til den nye spiritualitet og truslen fra islam har fået mission tilbage på alles læber, og det hvad enten man tilhører strammerne indenfor Islamkritisk Netværk eller dialogfolkene indenfor Folkekirke og Religionsmøde.

Men hvordan er det nu lige man gør det, dette med mission? Her deler ånderne sig så igen. Der har dog vist sig en vis form for konsensus om, hvad mission er, idet man har kunnet blive enige om en definition. Den lyder: Mission er at præsentere og repræsentere kristendommen for mennesker af anden eller ingen tro.

Jeg vil mene, at når man har kunnet blive enige herom, så har det at gøre med, at man oplever, at man er trængt, trængt af traditionstabet og konkurrencen på det religiøse marked. Derfor kravet om at kirken fremstår med en vis tydelighed, så den klart kan identificeres. For det er da det, det må dreje sig om, når vi taler om kristen mission i pluralismens og individualismens tid. Kirken må kunne genkendes, og den må kunne vise, at den er godt for noget.

Så første krav er: Tydelighed. Det gælder både på indholdssiden og struktursiden. Den multireligiøse situation opfordrer til, at man koncentrerer sig om det egentlige og det væsentligste, det som netop kristendommen kan give. Det er evangeliet om den selvhengivende kærlighed, om tilgivelsens mulighed og kravet til hver enkelt om at leve det.

Den indholdsmæssige fornyelse er vanskelig at sætte ord på, for den kan se forskellig ud, alt efter hos hvem og hvordan den slår igennem. De gamle talte om vækkelse og helligåndens gerning for at indfange det uhåndterlige ved visionen, og det er vi på sæt og vis stadig henvist til.

Hvad strukturen angår, så er det også her vigtigt at være klar og tydelig. En folkekirke født ud af en monosituation, der forstår sig selv som et religionsvæsen, har svært ved at leve op til dette krav. Derfor kan der også registreres et udbredt ønske om en nyordning af kirken i hvert fald inden for kredsen af aktivt interesserede menighedsmedlemmer.

Vi skal, således som det er forudset i Grundloven have en religionslov og en kirkelov; så vil man måske kunne opretholde den danske model byggende på Grundloven, samtidig med at man kan imødekomme den berettigede kritik, som andre religiøse samfund har fremsat. Man må forandre for at kunne bevare.

Det andet er: Folk skal ind i kirken. Det er således et legitimt mål at få folk ind i kirken. Hvordan? Ja, det skal ske ved at træffe folk, der hvor de er. I gamle dage havde man en enkel opskrift på god kirkegang: Husbesøg og god kvalitet, herunder ordentlige prædikener. Det svar er stadig ikke helt ved siden af, men det skal måske kvalificeres ved at redegøre for de relationer, som kirken indgår i, og som kan bruges i indbydende øjemed.

Jamen, indvender man, det fører til en overdreven specialisering, der kommer til at underminere højmessen. Det er muligt, at det også kommer til at indvirke på højmessen; men det skal det måske også, specielt de steder, hvor den ikke fungerer.

Det tredje krav er integritet og autencitet. Kirken skal ikke nødvendigvis gøre noget helt andet end det, den har gjort hidtil, men den skal gøre det bedre; og hvad vil bedre sige i dag? Det vil sige, at det skal ske med autencitet og integritet.

Vi er f.eks. med hensyn til kirkegang gået fra en situation, hvor det var vane til en situation, hvor det for nogle enkelte er pligt, mens det for de allerfleste er et valg. Fra vane til valg.

Den opfattelse har bredt sig, at man kan være kristen pr vikar. Præsten ses som vores alle sammens stand in overfor Vorherre. Når også mange helt almindelige folkekirkemedlemmer blev så gale på Grosbøl så var det bl.a. fordi man fik den opfattelse, at han nok ikke troede på det, han var sat til at forkynde. Det kan godt være man ikke selv tror helt bogstaveligt på en skabende og opretholdende Gud, men præsten har sandt for dyden at gøre det.

Måske er det det, vi skal tage alvorligt: Vi er, alle os der føler noget for folkekirken, trosvikarer, vi må tage på os, at det hænger på os. Vi skal ikke regne med, at andre vil dublere vores rolle. Det er os, der er stand in.

Så skal vi have en ny stolthedskultur. Det kristne budskab er verdens bedste; det er noget, man godt kan være stolt af at gå ind for. Indenfor andre områder taler man om fyrtårne, uden måske altid helt at betænke, at i dag er de fleste fyrtårne enten tomme, privatiserede eller i det mindste automatiserede. Som kristen skal man selv være hjemme.

Så skal vi endvidere have en ny frivillighedskultur. Som vi godt ved, det offentliges pengeforbrug kan ikke fortsætte med at stige. Den nuværende departementschef har meldt ud, at der er besparelser i vente. Jeg ved ikke om det vil hjælpe, hvis man går i BUPL's fodspor og opfordrer utilfredse kirkegængere til at blokere kirkerne eller lader de ansatte strejke. Jeg er ikke sikker på, det vil have den ønskede effekt.

Det betyder, at der ikke er nogen vej uden om: Kirken må sætte tæring efter næring. Det betyder færre ansatte. Det betyder, at vi skal have benhårde prioriteringsdiskussioner. De kirker, som bedst vil kunne klare sig er dem, hvor der er frivillige til at fylde hullerne ud.

Der er en stor tradition for frivilligt arbejde inden for det kirkelige felt; men vi har i de senere år oplevet en professionalisering, som det nu viser sig, vi ikke har råd til. Derfor er det tid til igen at dyrke frivillighedskulturen. Det vil endelig også kunne bidrage til at fremelske det vi savner allermest:

Det myndige lægfolk. Jeg regner ikke med, at jeg afslører nogen hemmelighed, når jeg siger, at det ikke er præsterne, der skal redde kirken. Det kan de nemlig ikke. Det vil kun de kunne gøre, læge som lærde, der føler godhed for kirken, og som vil stå op for den og sige: Kirken det er mig.

På bagsiden af bogen "Kristendommen under forvandling" giver jeg følgende karakteristik: "Kristendommen er et rygte om en mand, der for 2000 år siden gik rundt i Galilæa og gjorde vel." Kristendommen er et rygte! Rygter er til for at spredes; og den foretrukne form for kristendommens udbredelse er gennem frøspredning.

Vi skal altså sprede rygtet og så frøene. Det er os. Der er ikke andre til det. Det handler om at lade den kristne vision og mission gennemsyre alt, hvad en kirke gør. Så har man chancen for at diskutere alt lige fra graveransættelse og kirkegårdens indretning over kirkehøjskolens tilbud til kirkekoncerternes afholdelse ud fra perspektivet: Hvorledes bidrager denne aktivitet til at det gode budskab spredes.

Viggo Mortensen er leder af Center for Multireligiøse Studier på Aarhus Universitet. Han er en af redaktørerne bag bogen "Karma, koran og kirke," som udkommer 27. april på Forlaget Univers.