Gud i evig forandring

Den kristne Gud kan være ganske forvirrende. For hvad består han egentlig af?

Helt centralt i kristendommen står Treenigheden, som vi også møder i trosbekendelsen: Faderen, Sønnen og Helligånden. Men hvem af disse er Gud? Er det dem alle tre? Eller er Gud andet og mere?

Den enkleste måde at besvare disse spørgsmål på er ifølge Kristine Stricker Hestbech, sognepræst i Kongsted, at skabe et tankeeksperiment.

Gud er musik

Gud er musik For Gud kan sammenlignes med musik, der har treklange. Så forestil dig, at du sidder ved et klaver. Du slår grundtonen an, og denne repræsenterer Gud, Faderen. Det er en tone, de fleste uden større vanskeligheder kan finde på klaveret. På samme måde er begrebet og ordet Gud også tilgængeligt for de fleste mennesker, fordi det er åbent for tolkning. Gud kan være både Jahve, Allah, Shiva.

For at definere kristendommens Gud nærmere slår du endnu en tone an, kvinten. Det er der også mange mennesker, der tør, både på klaveret og i religionen. Kvinten får grundtonen til at lyde af mere: Vi tror på Guds kraft i vores liv, på ånden. Men klangen er stadig tom, for vi kan endnu tolke frit og ukonkret. Derfor slår du nu tertsen an. Det er tonen i midten af de to andre ? i kristendommen Jesus. Det er den, der fylder hele klangen og giver den indhold. Men heller ikke den var noget uden de andre toner.

-Gud er både Faderen, Sønnen og Helligånden, forklarer Kristine Hestbech.

Monoteisme

Det betyder ikke, at der er tre guder. Kristendommen er en monoteistisk religion med kun én Gud, og netop derfor er der heller ikke noget hierarki mellem de tre, understreger John Rydahl, der er formand for Religionslærerforeningen.

? Man kan for eksempel ikke sige, at Gud rangerer højere end Jesus. Treenigheden er Gud. Men den rationelle tilgang er kendetegnende for mange voksne, forklarer han.

Den rationelle hjerne vil sandsynligvis også spørge, hvor Gud overhovedet kommer fra. Og det er lige så svimlende at tænke på som universets uendelighed, mener Kristine Hestbech.

? Gud er ikke skabt, for så ville der jo være noget over ham. Gud er skaberen, uddyber hun.

Skabelsen

Ifølge skabelsesberetningen har Gud da også eksisteret altid. I Første Mosebog står der, at "Guds ånd svævede over vandene", og trosbekendelsen fortæller os, at Gud Fader er både "himmelens og jordens skaber".

For at få et mere nuanceret billede af Gud kan man med fordel kigge nærmere på de fremstillinger, Bibelen præsenterer, og som siger meget om, hvordan man har opfattet Gud. Det fortæller Kirsten Nielsen, professor i teologi ved Aarhus Universitet. Hun har specialiseret sig i Bibelens gudsbilleder, og ifølge hende gennemgår Gud en tydelig udvikling.

Det Gamle Testamente

? I Det Gamle Testamente spiller Gud flere roller: Han er både hyrde og dommer, og han er verdens konge, der hersker over sit folk. Gud er også Faderen, men det er blot én rolle. I Det Nye Testamente bliver Faderen det centrale billede af Gud, og det cementeres af Jesus, der henviser til Gud som far. Faderbegrebet favner bredere end billedet af kongen, der nemt bliver begrænset af ideen om, at en konge har ét folk og ét rige. Med faderbilledet er der plads til alle, forklarer Kirsten Nielsen.

Ligeledes kan Povl Götke, religionsforsker ved Syddansk Universitet, fortælle om en gudsopfattelse, der ændres mærkbart.

? I Det Gamle Testamente er Gud en sammensat størrelse, som optræder på mange forskellige måder: både som krigsgud og som en, der skaber orden i kaos. Det begrænses til faderskikkelsen i Det Nye Testamente, og denne gudsopfattelse trækker spor tilbage til jødedommen, forklarer han.

Også billedet af Gud som den gamle, hvidhårede mand, som de fleste af os på ét eller andet tidspunkt er stødt på, har sin oprindelse i Det Gamle Testamente. Nærmere bestemt i Daniels Bog, der maler følgende scene: "Troner blev stillet op, og den gamle af dage, den almægtige Gud, indtog dommerens plads. Hans tøj var hvidt som sne ? hans hår som det hvideste uld. Tronen, han sad på, var som et flammehav ? hjulene som ildflammer, og som en flod strømmede ild frem fra tronen. Millioner af engle tjente Gud, og hundreder af millioner stod for hans ansigt. Da begyndte retssagen, og bøger blev åbnet."

Der er nu noget paradoksalt ved den oprindelige fortælling i Daniels Bog og den senere forestilling, der nærmest tangerer en rar bedstefar, mener Kirsten Nielsen.

? I fortællingen sidder Gud jo på en trone af ild og dømmer, og det er et ret barsk billede. Alligevel har vi forvandlet det til noget hyggeligt og rart, og det siger meget om, hvordan vi opfatter Gud i dag, hvor den folkelige Gud som udgangspunkt er rar og retfærdig, uddyber hun.

En ny gudsopfattelse

Også sognepræst Kristine Hestbech har bemærket, hvordan opfattelsen af Gud har ændret sig i takt med, at samfundet er blevet mere moderne.

? Der er selvfølgelig nuancer, men det gudsbillede, jeg ofte møder, er en amputeret Gud. Folk vil gerne tro på Gud som den almægtige, altid gode Fader. Men den Gud amputeres, når livet viser sig fra sin barske side. Hvis alt godt kommer fra Gud, hvad så med det, som ikke er godt? Og så forkaster man Gud, forklarer hun og tilføjer, at vi i dag har en udpræget opfattelse af, at Gud er retfærdig. Men det er i virkeligheden en gammeltestamentlig og ikke særlig kristen måde at anskue Gud på, mener hun.

? Gud er kærlighed, og kærligheden er ikke retfærdig. Hvis den var, hvem ville så fortjene den? Vi irriterer hinanden, sårer hinanden, men derfor holder vi ikke op med at elske. På samme måde er heller ikke Guds kærlighed retfærdig, uddyber hun.

Gudsbegrebet ligger langtfra fast. Ifølge Povl Götke er det i konstant udvikling og bestemmes af både sociale og historiske faktorer. Det diskuteres hele tiden, og senest blussede diskussionen op igen, da Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll erklærede, at han ikke troede på en skabende eller opretholdende Gud.

Men den holdning er et udtryk for frustration over Guds fjernhed, mener Leif Andersen, lektor ved Menighedsfakultetet i Århus. For ham er essensen af Gud den personlige relation, og han er ganske uenig med Grosbøll.

? Gud er en person. Taler man om Gud som et hvad, bliver det et filosofisk begreb. Alt, hvad der minder om en personlig relation, forsvinder, hvis Gud bliver et princip, for et princip kan ikke elske. Samtidig er frustrationen i det bibelske gudsbillede, at han er så frygteligt fjern. Hele problematikken og frustrationen omkring den fjernhed har Grosbøll jo løst, men han har gjort det ved at tabe hele gudsbilledet på gulvet, fordi det bliver så fjernt og upersonligt, erklærer han.

Gud som person

Også Niels Grønkjær, dr.theol. og nyligt tiltrådt valgmenighedspræst for Københavns og Vartov Valgmenigheder, bekender sig til forestillingen om Gud som person, fordi kun personer kan handle. Men han er modsat Leif Andersen enig med Grosbøll langt hen ad vejen.

? Der har sneget sig en form for rationalisme ind, som, jeg mener, vi må rette en berettiget kritik imod. Når Gud bliver opfattet som en overnaturlig, ensartet ting, så bliver han et fundament og dermed fundamentalistisk. Det, mener jeg, er forkert, for Gud er bevægelig og foranderlig. Der er stadig i høj grad brug for debat om Gud./Kristeligt Dagblad/

TROSBEKENDELSE

**Den apostolske trosbekendelse bruges ved gudstjenester i folkekirken og indgår i dåbsritualet. Bekendelsen, hvis ordlyd kan føres tilbage til det andet århundrede, anerkendes i dag af de fleste kristne kirkesamfund. Den apostolske troskendelse skal ikke forveksles med Den Augsburgske Bekendelse, som stammer fra 1530, og formulerer, hvad der særligt kendetegner den protestantiske forståelse af kristendommen. Den apostolske trosbekendelse lyder således:

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige,

himmelens og jordens skaber.

Vi tror på Jesus Kristus,

hans enbårne Søn, vor Herre,

som er undfanget ved Helligånden,

ødt af Jomfru Maria,

pint under Pontius Pilatus,

korsfæstet, død og begravet,

nedfaret til dødsriget,

på tredje dag opstanden fra de døde,

opfaret til himmels,

siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd,

hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Vi tror på Helligånden,

den hellige, almindelige kirke,

de helliges samfund, syndernes forladelse,

GUD

Ordet "Gud" er fællesgermansk, det vil sige fra det engelske god og det tyske Gott og oprindelig et kollektivnavn for de hedenske guder. På oldnordisk betød Gud "det anråbte." Men med biskop Wulfia (cirka 310-383), der som den første oversatte Det Nye Testamente til et germansk sprog, blev ordet imidlertid gængs betegnelse for den kristne Gud.