Morten Rasmussen |
15. september 2006
I disse år smider danskerne Janteloven overbord. Vi vil anerkendes og være bedre til at anerkende andre, oplever konsulentbranchen
Beskedenheden har fået trange kår i den danske folkesjæl.
Nu vil vi have anerkendelse og være bedre til at anerkende andre, privat og på arbejdspladsen.
Efter at have gået sin sejrsgang i USA vinder teorien om anerkendelsen som et redskab til personlig og faglig udvikling nu også frem herhjemme.
Fænomenet, som i USA kendes under navnet "Appreciative Inquiry" og herhjemme er oversat til "anerkendende kommunikation", var for få år siden forholdsvis ukendt, men sådan er det ikke længere, lyder det blandt andre fra Berit Hertz, som rådgiver virksomheder, daginstitutioner, skoler og familier i anerkendende kommunikation.
– Tidligere var vi præget af en kultur, hvor man ikke skulle gøre væsen af sig eller stille sig op og fremhæve andres egenskaber. I dag beder folk mig om råd til, hvordan de kan blive bedre til at anerkende andre, ligesom de selv ønsker anerkendelse, siger Berit Hertz. Hun understreger, at anerkendelse ikke skal forveksles med ros.
– Ros kan være overfladisk og sætter ofte fokus på en enkelt præstation. Anerkendelse stikker dybere og handler om at bemærke individet for det, det er, siger Berit Hertz, der er selvstændig med konsulentfirmaet DETMULIGT.
En af hovedtankerne i anerkendende kommunikation er at fokusere på det positive. Det sker blandt andet ud fra den opfattelse, at mange problemer forsvinder, når de ikke får opmærksomhed.
At danskerne har taget den tankegang til sig, kan skyldes en kulturændring, vurderer Poul Poder, adjunkt i sociologi ved Københavns Universitet, som har forsket i anerkendende kommunikation.
– Anerkendende kommunikation er baseret på ideen om at fokusere på vores styrker og drømme. Det er nok et opgør med forestillingen om, at man bør være selvbeskeden, hvis man er god til noget, siger Poul Poder.
Han mener, at anerkendelsestanken har mange gevinster, men også indebærer visse risici.
– Tanken er, at taler du om det positive, får du en positiv virkelighed. Faren er, at det ikke giver plads til dem, der erfarer konkrete problemer, som ikke kan tales væk. Sat lidt på spidsen får et sultende barn i Afrika det ikke bedre af, at man beder det om at fokusere på det positive i, at det i det mindste har en smule vand, siger Poul Poder.
– I virksomhedsfilosofien taler man meget om, at vi hele tiden kan blive lidt bedre. Men et eller andet sted er vi jo, som vi er. Derfor bør anerkendelsen også gælde i forhold til vores mangler. Man bør anerkendes som den, man er. Ikke som den, andre synes, at man bør være, siger Poul Poder.
Søren Juul, lektor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitetscenter, ser anerkendelsesteorien som udtryk for, at vi har større behov for anerkendelse end tidligere generationer:
– Tidligere var vi i højere grad født til en bestemt identitet, som ofte lignede vores forældres. I dag skal vi i højere grad skabe vores eget liv. Anerkendelsen hjælper os til at finde vores styrker, så vi finder en identitet, vi har det godt med.
rasmussen@kristeligt-dagblad.dkliv & Sjæl tema side 12 og 13
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad