Så anerkend mig dog!

– Det er misforstået godhed ikke at have forventninger til børn, de kommer til at leve i et eksistentielt vakuum og risikerer at blive overdrevent selvoptagede, fordi de så kun ser deres egne behov. Og det giver dem en lettere kedelig prognose, da selvet ikke er et godt sted at søge lykken i forhold til, hvad man får ud af at opleve sig som betydningsfuld for andre. Det betyder ikke, at man ikke må have et højt selvværd, det er fortsat et ideal, men det får man også bedst ved at opleve, at man er noget værd for andre, at man hører til, siger Hans Henrik Knoop.

Men ligesom anerkendelse ikke fungerer uden forventninger, fungerer forventninger heller ikke, hvis barnet ikke oplever at blive anerkendt for sin indsats.

– Anerkendelse og forventninger er hinandens forudsætninger. Et barn, som ikke oplever anerkendelse, vil ofte være mindre loyalt i forhold til forventningerne. Mennesker vil tages alvorligt, høres, ses. Kommunikationen fungerer kun, hvis der er gyldige afsendere og modtagere af budskabet. Man er nødt til at anerkende hinanden som så, inden man overhovedet kan foretage sig noget meningsfuldt sammen, siger Hans Henrik Knoop.

Hvad manglende anerkendelse betyder, illustreres af en oplevelse, som den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu har fortalt om.

På vej op i et fly i Nigeria lagde Tutu, ikke uden en vis stolthed, mærke til, at begge piloter var sorte, et sjældent syn. Under turen kom flyet ind i uroligt vejr. Det rystede, og det larmede, og da var det, at den respekterede apartheidmodstander tænkte en tanke, han aldrig selv havde regnet med at tænke:

– Gad vide, om de sorte fyre virkelig kan klare det her?

Tutus historie illustrerer anerkendelsens magt. Man bliver skabt af den anerkendelse, man får. Og man bliver skabt af den anerkendelse, man ikke får. Vokser man op blandt mennesker, der mere eller mindre direkte tager afstand fra ens hudfarve, bliver selv en stolt, selvbevidst ærkebiskop og borgerrettighedsforkæmper mærket af det.

Men Tutu er ikke alene. I den hjemlige debat om integration og etniske og religiøse minoriteter tales der ofte om, hvordan muslimer og etniske minoriteter ikke føler sig anerkendt.

Men hvori ligger den manglende anerkendelse? Der er vel ingen, der forhindrer muslimer eller etniske minoriteter i at leve det samme liv som alle andre? Eller er der?

– Juridisk set kan man godt tale om en anerkendelse. Men i praksis? Nej, lyder det kort fra den syriskfødte integrationskonsulent Fahmy Almajid, der giver et konkret eksempel på sin påstand:

– For nylig var jeg nede i mit lokale fitnesscenter for at træne og faldt i snak med en mand fra Algeriet. Han fortalte, hvordan han havde inviteret sin søster på besøg, men ikke kunne få visum til hende. Han har boet i Danmark i 37 år, aldrig modtaget penge fra staten og er dansk statsborger. Alligevel har han ikke samme ret som andre danskere til at se sin familie. Det er ikke anerkendelse.

Men hvor skoen virkelig trykker, når det gælder anerkendelsen af etniske og religiøse minoriteter, er i det medmenneskelige møde. Mange danskeres manglende personlige kendskab til indvandrere er erstattet af bestemte forestillinger, skabt af mediernes dækning og den politiske debat, oplever Fahmy Almajid.

– Da min søn var yngre, søgte han en dag et job som flaskedreng, men fik at vide, at stillingen var besat. Min søn spurgte så en dansk kammerat, om han ikke kunne prøve at søge jobbet. Det gjorde kammeraten og fik at vide, at han kunne begynde næste dag. Og jeg ved godt, at alle danskere ikke er sådan, og at man ikke skal generalisere, præcis som alle muslimer ikke skal sættes i bås med terroristerne. Men har man flere af den slags oplevelser af manglende anerkendelse og disrespekt, indtager man efterhånden den rolle, som omverdenen presser ned over en. Man går i opposition til fællesskabet, og det er ulykkeligt for alle, forklarer Fahmy Almajid.

Netop anerkendelsen af mennesker, som på den ene eller anden måde står uden for samfundet, er en vigtig del af anerkendelsesteorien hos Axel Honneth, den tyske filosof og spydspids i den videnskabelige diskussion om anerkendelse.

Ifølge Honneth, som er professor ved Johann Wolfgang Goethe Universitet i Frankfurt, er fuld anerkendelse afhængig af tre dimensioner: Vi skal mærke en kærlig anerkendelse i relationen til familie og venner, vi skal have en retlig anerkendelse i form af de samme rettigheder og pligter som alle andre, og til sidst skal der også eksistere en social og solidarisk anerkendelse, hvor vi anerkendes som et medlem af fællesskabet.

Sker dette, vil man, ifølge Honneth, få selvtillid fra den kærlige anerkendelse, selvagtelse og respekt fra den retlige anerkendelse samt selvværd via den sociale anerkendelse.

Og det er netop disse tre faktorer, der gør, at eksempelvis muslimer og etniske minoriteter kan have ret, når de ikke føler sig anerkendt på lige fod med andre borgere i Danmark, mener blandt andre Søren Juul, cand.mag. i historie, sociologi og samfundsfag og lektor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitetscenter.

– Man kan for det første diskutere, om der er en retlig anerkendelse af etniske minoriteter i Danmark, da en del af lovgivningen sætter visse begrænsninger for nogle af disse grupper. Men derudover kan man med en vis ret sige, at mange indvandrere og flygtninge ikke føler sig socialt anerkendt. Mange oplever nærmere disrespekt og afvisning med henvisning til, hvordan de adskiller sig fra fællesskabet, ikke en anerkendelse af den indsats, de gør for at bidrage til fællesskabet. Den sociale anerkendelse bygger netop på, at man anerkendes for sit bidrag til fællesskabet, også hvis man magter mindre end andre, siger Søren Juul, der blandt andet er medforfatter til bogen "Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde", som udkom sidste år.

Bogen handler blandt andet om, hvordan man som socialarbejder ikke kan forvente at kunne hjælpe den enkelte borger, hvis man ikke anerkender vedkommende.

– Er der ingen anerkendelse af klienten, gør man ofte mere skade end gavn. Er man i forvejen presset og sat uden for fællesskabet, er man ikke motiveret til at samarbejde, hvis man ikke føler sig anerkendt, men oplever, at der handles hen over hovedet på én, siger Søren Juul.

Men det er ikke kun på samfundets sidelinje, man råber på anerkendelse. Inde i målfeltet, blandt de succesfulde og fremgangsrige, accepterer man heller ikke længere at blive i et job, hvor man ikke anerkendes af sin chef og sine kolleger. Og det er næppe en tilfældighed, at man på internettet finder et utal af virksomhedskonsulenter, der netop profilerer sig på deres evne til at skabe en bedre kultur for anerkendelse på arbejdspladsen.

Og selvom man umiddelbart godt kan rynke på næsen og betragte anerkendelses-dillen som endnu et kreativt forsøg på at presse endnu mere ud af medarbejderne, mener Søren Juul, at det trods alt er bedre end alternativet.

– Det hele afhænger af formen for anerkendelse. Er den ligeværdig og oprigtig, er det kun godt, at man som medarbejder føler sig bemærket og respekteret. Der skal da nok være virksomheder, der lidt følgagtigt hopper på bølgen uden at reflektere nærmere over det, men grundlæggende spejler virksomhederne vel bare et samfund, der i stigende grad bliver bevidst om anerkendelsens betydning. Det gælder såmænd også i udlandet, forklarer Søren Juul og giver et bud på, hvorfor det forholder sig sådan:

Man kan sige, at tidligere var ens placering i samfundet i høj grad forudbestemt. Man levede i det miljø, man var født i, arbejdede ofte med det samme som ens forældre og skulle i det hele taget ikke på samme måde tage stilling til udviklingen af sin identitet. Men i dag skal man selv skabe sit liv. Og i den proces er anerkendelsen med til at hjælpe os frem til en identitet, vi har det godt med. Uden anerkendelse kan man ikke hvile i sig selv. Og så kan man ikke være noget for andre.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk