— Jeg tåler ikke uretfærdighed

Både RCT og IRCT har uddannet internationale sygeplejersker, fysioterapeuter, psykiatere, psykologer og læger i at udbrede kendskabet til arbejdet mod tortur og hjælpe ofrene. Der er iværksat undervisnings- og forebyggelsesprogrammer fra Latinamerika over Afrika og det gamle Østeuropa til Asien, og udsendte fra RCT og IRCT har undervist politimyndigheder, militærfolk og advokater i menneskerettigheder, dokumentation af tortur og behandling af ofre. Og i hovedkvarteret i Borgergade i København findes verdens største dokumentationscenter med bøger, rapporter, artikler, billeder og cd-rom'er om tortur.

Alt dette havde ikke været, hvis ikke det var for ildsjælen Inge Genefke.

Hun sidder på altanen til lejligheden i Skodsborg nord for København sammen med sin mand, professor, dr.med. Bent Sørensen, der har været medlem af FN's Komite mod Tortur og af Europarådets Komité til forebyggelse af tortur. Han er 82 år og har et engagement i sagen, der er lige så usvækket som sin hustrus. Men kontrasten til den sorgløst smukke udsigt til Strandvejen og Øresund, der er badet i blåt af solen, er stor, når hun taler om det, som ingen kan holde ud at høre om: Torturofre, der er bundet og ikke kan flygte. Som ikke kan kæmpe imod, for så dør de. Som får dukket hovedet under vand igen og igen. Bliver slået under fødderne. Brændt med cigaretter. Får elektrisk stød på kønsdelene. Kvæles. Spærres inde i små iltfattige celler. Udsættes for skinhenrettelser og tvinges til at se på, at deres børn bliver voldtaget.

Du har via dit arbejde indsigt i menneskers gerninger, hvor næstekærlighed er fraværende. Hvad er dit forhold til næstekærlighedsbudet, som det lyder i Det Nye Testamente i Lukasevangeliet kapitel 10, vers 27: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv?

– Jeg vil svare med et digt af Henrik Pontoppidan, siger Inge Genefke og reciterer "Ved lygtens skin" i dets fulde ordlyd:

"Ved lygtens skin, imellem får og stude, blev Jesusbarnet født og svøbt i Klude.

Et æsel lagde ørerne tilbage og hilste den lilles første klage.

Det var i Betlehem for længe siden, og drengens ry er vokset stærkt med tiden.

Hans fødselsstund er årets store time, da festlys tændes, alle klokker kime,

Men altid gennem juleaftens glæde jeg hører æslet skryde, barnet græde".

– Jeg har altid syntes, at der var noget underligt ved, at du skal elske dig selv på den måde. Jeg vil gerne, at jeg kan se mig selv i øjnene i spejlet om morgenen, men jeg ved ikke, om jeg elsker mig selv. Jeg vil gerne være mit liv og mine handlinger bekendt. Men vi mennesker kommer jo altid til at træde i spinaten. Jeg har været en barsk leder og stillet store krav. Og derfor har jeg været stillet over for etiske valg, der har været barske.

– Jeg har selv været et utrolig forkælet menneske, elsket og beskyttet af mine forældre. Fra den dag, jeg kom til verden, har de syntes, jeg var et vidunder. Derfor har jeg kunnet arbejde med de ting. Men også fordi jeg har en vidunderlig mand, der har båret mig på hænder og fødder, siger Inge Genefke.

– Jeg er sådan en, der ikke tåler at se nogen lide. Jeg vil gerne hjælpe, og derfor blev jeg læge. Jeg fattede meget hurtigt, at tortur er det værste traume i verden. De mennesker, der blev udsat for det, var folk, der havde kæmpet for retfærdighed, lighed og demokrati. Dem brød man ned. Tortur er det værste magtmiddel mod demokrati. Og tortur-ofre er de mest udsatte mennesker i verden. Når dette traume er værre end alle andre, er det, fordi det efterlader spor i hjernen. Det er en smerte, ingen af os kan forstå.

– I det tidligere Sovjet er der meget mindre tortur i dag, det samme gælder Latinamerika. Vi har brudt tavsheden, og det er meget vigtigt for torturofre. Vi er nået meget langt, og vi kan hjælpe. Tidligere sad ofrene og følte, at de var forhånet, fordi de havde talt. Det er ikke det, at du bliver holdt fast og slået, der får dig til at tale. Du bryder sammen, når nogen tager din datter eller ven ind og truer med eller torturerer dem. Dér er næstekærligheden, fordi ofret sætter den anden højere end sig selv. Man siger alt under tortur. Det ved vi, og derfor kan vi give dem sandheden, deres værdighed og menneskelighed tilbage. De får et ordnet liv.

Hvem er din næste?

– Jeg betragter ikke bødler som min næste. Heller ikke den læge, der skriver falske dødsattester eller går ind og flikker ofre sammen, så torturen kan fortsætte. Og dem, der giver ordren, er i mine øjne intet. Nogle af lægerne optræder under tvang, og de er min næste. Alle dem på gulvet, der udfører torturen, er hjernevaskede. Dem må du tage ind i forsoningskomiteer, så de kan sige undskyld. Der er så mange af dem, de har ikke haft en barndom og ungdom som jeg. Noget er gået galt. De, der torterer, er ganske almindelige mennesker, der tror, de gør en god gerning. De onde er dem, der giver ordren.

– Min næste er alle mennesker, der har anstændighed og ikke sætter sig selv først. Men jeg vil have lov til at sige, at Zimbabwes præsident, Mugabe, ikke er min næste. Ondskab skal bekæmpes. Det er nemt nok for mennesker som os, og jeg vil ikke sidde og være hellig. Men der findes bevidst ondskab, jeg har set det hele, og jeg kan se, hvordan det kan næres. Hvis du er blevet behandlet ad H til siden fødslen, er det klart, at sådan noget kan være en årsag i forhold til, hvis du aldrig selv er blevet tæsket. Ondskab avler ondskab.

– Ondskab er også dem, der har nok i sig selv og lever deres eget nydelsesliv uden at se, at der ligger en hjælpeløs i rendestenen. Og der er ondskab i Folketinget. Det gælder beskæftigelsesministeren, der ikke pure afviste Dansk Folkepartis forslag om at undersøge de evakuerede danskere fra krigen i Libanon for socialt bedrageri. Integrationsministeren, der i sin asylpolitik sparker til dem, der ligger ned. Og Søren Krarup fra Dansk Folkeparti, der har udtalt sig ondt om torturofre med posttraumatisk stress syndrom, som har svært ved at lære dansk og bestå danskprøven for at få opholdstilladelse i Danmark. Han gav dem det sidste spark. Så får de den sidste tortur, og det af en præst! Der er ondskab i regeringen over for flygtninge og indvandrere. Man behandler dem på en nedværdigende måde. Et eksempel er, at de afviste asylsøgere i asylcentrene kan få tre måltider om dagen, men ikke på andre tider. Heller ikke selvom de har et barn, der bliver sulten uden for spisetiderne. Det er uacceptabelt.

Hvordan har du brugt næstekærlighed i dit arbejde?

– Jeg mener, at alle medarbejdere har udvist næstekærlighed, og at de alle steder ude i verden viser den ved at udføre et arbejde, der er vanskeligt og ofte sker under trusler. At de stadig vil arbejde for at hjælpe andre under stor fare er næstekærlighed. Selv forstår jeg næstekærlighed som det at hjælpe dem, der har det allerværst. Nogle kommer man tættere på end andre. Du kan komme i situationer, hvor du er nødt til at gribe ind på andre måder. Et eksempel er en mand fra Gaza, der under tortur fik boret knæene ud. Han døde selvfølgelig til sidst. Jeg gik ind i hans familie og hjalp dem.

Du siger selv, at du har været en barsk leder, og der har tidligere været kritik af din måde at lede RCT på. Gælder næstekærligheden ikke dine medarbejdere?

– Jo, de er også min næste. Men når du arbejder med det ondeste i verden, er du nødt til at kræve nogle ting. Det var jeg. Min far var modstandsmand under krigen, og var det ikke for de erfaringer, jeg kendte fra ham, havde jeg ikke kunnet bygge det her op fra grunden. Jeg havde nogle meget skrappe regler, som folk blev sure over. Men det var med livet på spil, at vi arbejdede dengang. Nu er vi langt mere kendte og under beskyttelse. Jeg stillede krav om, at man kom, passede sit arbejde, ikke svigtede, var dygtig og meldte tilbage, hvis noget gik galt. Skrappe krav, som enhver læge burde opfylde. Jeg ville gøre det igen, jeg er ikke blevet klogere. Men jeg har også stillet de høje krav til mig selv.

– Man skal være gjort af et særligt stof for at arbejde mod tortur og med tortur-ofre. Først nu er der indført debriefing for medarbejdere. Før i tiden holdt en læge fem til syv år i de svære lande, så kunne han ikke mere. I dag anbefaler vi debriefing. Det var jeg lang tid om at finde ud af, men nu holder de meget længere. Herhjemme levede vi med fagforeningskrav og så videre. Ude omkring i verden har man oplevet helt forfærdelige forhold, og der var fattigt og farligt. Så kommer du hjem og er næsten flov. Det er jeg også i dag over, at et rigt land som Danmark ikke gør mere. Men der var altså også nogle, der holdt af mig, siger Inge Genefke.

Selvom ringen er sluttet, som hun siger, er kampen ikke forbi. Nu er turen kommet til bødlerne.

– Da jeg startede, var det med et stort nul. I dag er vi nået så langt, at vi kan dokumentere tortur, selvom der ikke er fysiske mærker efter det. Nu tager vi fat på bødlerne, som er de fejeste i verden. 141 lande har ratificeret FN's konvention mod tortur, og det betyder, at bødlerne kan retsforfølges, som det for eksempel er sket med Chiles tidligere leder, general Pinochet. Sagen mod ham måtte frafaldes i Europa på grund af hans mentale tilstand, som det hed. Men nu, hvor han er tilbage i Chile, har man dér rejst sagen igen, siger Inge Genefke.

I 2002 blev hun udnævnt til IRCT-ambassadør, hvilket medfører en del rejser, som da hun for nylig var i Barcelona til premiere på den spanske filminstruktør Isabel Coixets film "The Secret Life of Words", der er blevet til med inspiration fra Inge Genefkes liv. Det kan man også læse om i journalisten Thomas Larsens bog "Portræt af en ildsjæl", der udkom i 2005 og er på vej til udgivelse i USA. Dertil kommer en del foredrag og deltagelse i høringer og andre arrangementer, der har tortur på programmet.

– Fidusen er at give det over til andre. Jeg er overgået fra at være entreprenør til fundraiser. Af hele arbejdet er dét det forfærdeligste, for pengene burde strømme ind, siger Inge Genefke og ler sin latter, der ender med et "haar", som det må have lydt, siden hun var skolepige.

Hun skal snart igen til Barcelona og til USA for at tale ved en prisuddeling.

Hvordan har du selv kunnet holde til arbejdet med torturofre?

– Fordi jeg synes, jeg er meget privilegeret. Vi ser jo, at det hjælper. Når et torturoffer for første gang har sovet igennem om natten. Jeg troede, jeg vidste, hvad mareridt var, for jeg har haft det hele livet. Men jeg lærte, hvad mareridt er. Og folk, der har haft kronisk hovedpine, og nu er den væk. Smerterne bliver mindre. Folk kommer ud af et kaotisk liv. At se mennesker få det bedre og se, hvad der gør det – det er det hele værd. Men jeg passer også på mig selv. Laver yoga-gymnastik hver morgen, svømmer meget, går tur i skoven og holde meget af at recitere digte. Jeg kan recitere hele natten.

– Jeg var en slagsbror som barn og har altid haft et voldsomt temperament. Det er jeg begyndt at acceptere, men jeg har nok også været nødt til at have det i mit arbejde. Og jeg hører ikke til dem, der bliver mildere med årene. Jeg tåler ikke uret, siger Inge Genefke, og hendes mand indskyder, at "Inge opfatter sin vrede som en dyd". Hun fortsætter:

– Det, der driver mig, er en kolossal vrede mod tortur. Hvis jeg skulle leve mit liv om, ville jeg gøre det samme igen. Tortur kan ikke gradbøjes. Og du kan heller ikke bekæmpe terror med tortur. Tværtimod skaber man terrorister med tortur.

Hvor længe bliver du ved?

– Så længe jeg kan bruges. Jeg kan ikke forestille mig et liv, hvor jeg ikke på en eller anden måde arbejder mod tortur.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Inge Genefke

**Født 1938 på Frederiksberg. Student Frederiksberg Gymnasium 1956. Medicinsk eksamen, Københavns Universitet 1965. Speciallæge i neuromedicin 1982. Videnskabeligt arbejde i Strasbourg, Paris, München, Schweiz og Italien. Uddannelse inden for neurolog. Ansat ved Rigshospitalet 1977. 1. reservelæge 1980-1982. Lægechef ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT, 1982-1997. Generalsekretær for Internationalt Rehabiliteringsråd for Torturofre, IRCT, 1997. Æresgeneralsekretær samme sted 2000. IRCT-ambassadør fra 2002. Har været medstifter af og formand for flere internationale organisationer, der arbejder mod tortur. Æresdoktor i medicin og kirurgi ved Bologne Universitet 1989 og medicinsk æredoktor ved Københavns Universitet 1996. Inge Genefke er tildelt mere end 30 nationale og internationale priser, deriblandt The Right Livelihood Honorary Award – den alternative Nobelpris. Hun er kommandør af den franske Æreslegion, Frankrigs fornemste orden, og Kommandør af den chilenske Bernado O'Higgins-orden. Hun har været Årets Dansker og Æres-håndværker og har i flere omgange været indstillet til Nobels Fredspris. Inge Genefke og Bent Sørensens Antitortur Støttefond blev oprettet i 2002 af Oak Foundation til uddeling af Inge Genefke Award. Inge Genefke er gift med professor, dr.med. Bent Sørensen. Parret bor i Skodsborg nord for København.