Vandfolket vender tilbage

Selvom man naturligvis kan lave alle mulige nydelige tolkninger af dén historie, er og bliver det noget regederligt sludder, som det er svært at tage bare den mindste smule alvorligt. Filmens styrke – for sådan én har den trods alt – ligger et helt andet sted. Ikke i det mytiske, men i skildringen af beboerne i den u-formede boligblok, der danner baggrund for den fantasifulde handling. I beretningen om de mange, noget særprægede personer, der befolker de mange lejligheder scorer filmen sine point.

Hovedpersonen er ejendommens vicevært, Cleve-land, der viser sig at leve med en meget ulykkelig oplevelse, som han gemmer godt af vejen. Han minder som type om Richard Dreyfuss' helt almindelige mand i Spielbergs "Nærkontakt af 3. grad", der ligesom Cleveland bliver revet ud af dagligdagens trummerum ved mødet med væsener fra en anden verden. I embeds medfør kender han alle beboerne. Det kan være den meget afmålte og blaserte, nytilkomne filmanmelder, der af filmen får det glatte lag, eller bodybuilderen, der kun træner den ene side af kroppen. Eller konen, der hele tiden buser ud med sin mands hemmeligheder og følger op med ordene: "Men sig ikke til ham, at jeg har sagt det!". Det er ganske underholdende og minder på sin vis om skildringen af de mange naboer i Hitchcocks noget mere jordnære "Skjulte øjne".

Der er en vis mængde gyserchok og almindelig uhygge i "Lady in the Water". Det fungerer såmænd o.k. Men den angiveligt dybe historie om mødet med "havfruen" holder ikke vand, så skulle nogen få lyst til at se filmen, skulle det da kun være for at more sig over såvel den tåbelige historie som over de sjove skildringer af, hvordan livet kan leves i en boligblok.

**Lady in the Water. USA 2006. Instruktion: M. Night Shyamalan. 110 min. Premiere i 12 biografer.

kultur@kristeligt-dagblad.dk