De blev kaldet til Kina

Missionærer og den kristne menighed foran kirken i Fenghuangcheng i Nordkina. Foto fra bogen.

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Vera Bundgaard skriver fra Kina | 18. april 2007

Dansk mission i Kina: 140 danskere drog til Kina for at missionere før den kommunistiske magtovertagelse. For de fleste var det et religiøst kald, siger forfatter til kommende bog om den danske mission i Kina

De drog afsted på en lang og strabadserende rejse, der gik med tog hen over de sibiriske stepper eller med skib over de store have. Rejsen kunne tage flere måneder, før de omsider nåede frem til et land, der lå helt omme på den anden side af jordkloden og næppe kunne være mere forskelligt fra Danmark. Dér, i Kina, ventede en totalt fremmed kultur og et land, der på alle måder var i opbrud.

– Der var mange forskellige årsager til, at danskere drog til Kina som missionærer. Nogle af dem var vokset op i hjem med familiemedlemmer, der havde været missionærer, og der var også en generel vækkelsesbølge og udvandring fra Danmark. Men for de fleste var der først og fremmest tale om et kald, siger Simon Gjerø. Han er ved at skrive en bog om den danske mission i Kina.

Og "Kaldet til Kina" er netop titlen på bogen, der spænder fra slutningen af 1800-tallet, da de første danske missionærer ankom til Kina, og frem til 1960, hvor den sidste danske missionær, Ellen Nielsen, døde i Kina. Gennem blandt andet breve, billeder og interview fortæller bogen historien om de omkring 140 danskere plus familiemedlemmer, der i den periode brød op for at arbejde som missionærer i Kina.

Annonce

– Det var alle slags mennesker, der rejste ud som missionærer. Selvfølgelig læger, lærere, sygeplejersker og håndværkere, men også folk, der ikke havde nogen uddannelse. Fælles for dem alle var, at Det Danske Missionsselskab gav dem en flerårig grunduddannelse i blandt andet engelsk og elementær sundhedspleje, før de blev sendt ud, fortæller Simon Gjerø, der selv er sinolog og bor og arbejder i Kina.

Nærmest ved en tilfældighed blev den danske mission især koncentreret i det nordlige Kina, i det daværende Manchuriet. Her ventede store udfordringer, og missionærerne stod ofte over for opgaver, som de ikke på forhånd havde mange forudsætninger for at kunne udføre. Men de gik på opgaverne med krum hals og fik bygget skoler, hospitaler og selvfølgelig kirker, og samtidig måtte de også drage ud til fjernere og fattige landsbyer i missionens tjeneste.

– Nogle af de første missionærer blev nærmest gjort til overmennesker hjemme i Danmark, og det fik dem til at sende breve hjem, hvor de understregede, at det var de altså ikke. Men det medvirkede blot til, at endnu flere ville afsted til Kina, fortæller Simon Gjerø.

– I dag kan man være uenig i princippet om, at kineserne skulle omvendes til kristendommen, fordi de blev betragtet som hedninge, der ellers ville ryge lige lukt i Helvede. Men man skal altid være varsom med at presse nutidens rammer ned over fortiden, og man må beundre missionærernes indsats. Mange af dem gjorde et utrolig stort stykke socialt arbejde.

Missionærernes sociale indsats bestod blandt andet i at sørge for, at piger fik en uddannelse, hvilket dengang ikke var almindeligt, især i de fattige, kinesiske landområder. Mange arbejdede også imod datidens grusomme tradition med at snøre pigers fødder ind, så de blev krøblinge og knap kunne gå resten af livet.

Enkelte gik endog meget langt i indsatsen, herunder før omtalte Ellen Nielsen, der i 1930'erne valgte at blive kinesisk statsborger, fordi en ny lov udelukkede, at udenlandske statsborgere kunne købe og eje jord. Ellen Nielsen behøvede jord for at kunne opbygge den lokale industri og et næsten selvforsynende, kristent samfund i det nordlige Kina, hvor hun levede til sin død i 1960.

Undervejs i arbejdet med bogen er Simon Gjerø også stødt på andre overraskende historier og betragtninger. For eksempel et brev fra én af de danske missionærer, der befandt sig i Beijing lige efter Anden Verdenskrig, hvor den japanske besættelse ophørte. Derefter blussede borgerkrigen mellem kommunisterne og nationalisterne op på ny og sendte tusinder af mennesker på flugt.

– Efter at have beskrevet de forfærdelige forhold med hungersnød slutter brevet af med at konkludere, at det værste alligevel var, at kineserne stadig tilbad deres Buddha. Det har jeg nok svært ved at forstå, siger Simon Gjerø og nævner et andet eksempel, der også virker lidt uforståeligt set med nutidens briller:

De danske missionærer levede meget dansk i Kina, og billeder fra deres boliger viser rene klunkehjem med alt, hvad dertil hører af tunge gardiner og danske møbler. Også maden var så vidt muligt dansk, tilberedt af kinesiske kokke og indtaget med kniv og gaffel. Brugen af spisepinde var ikke udbredt blandt missionærerne.

– Hvordan kunne de forestille sig, at kineserne skulle være parate til at overtage deres fremmede kultur, når de selv afviste den kinesiske? undrer Simon Gjerø sig.

Han tilføjer dog, at det ændrede sig med tiden, og mange af missionærerne tog efterhånden den kinesiske kultur til sig. De blev glade for Kina og fik en stor indsigt og forståelse for landet.

– De sendte ofte meget nøgterne beskrivelser hjem om Kina og dets traditioner og kultur, og der er blandt andet farverige beskrivelser af, hvordan kineserne fejrer det kinesiske nytår med fyrværkeri. Dermed var de med til at udvikle og præge danskernes billede af Kina, siger han.

Samtidig med at han skriver om missionærerne, forsøger Simon Gjerø også i bogen at sætte perioden ind i en historisk ramme for at fortælle om, hvad der skete i Kina på det og det tidspunkt. Det får ham til at mene, at der er mange lighedspunkter mellem datidens og nutidens Kina. Især perioden fra 1905-1930, hvor den danske mission var på sit højeste, har mange paralleller til i dag.

– Ligesom i dag var Kina dengang under massiv udenlandsk indflydelse, og der var store politiske og sociale opbrud. Byerne voksede eksplosivt, og som i dag var millioner af kinesere på vandring til byerne. Mange af dem var søgende mennesker, der ledte efter nogle holdepunkter i tilværelsen, siger han.

– I dag er Kina igen blevet åbnet for Vesten, og landet oplever en ny religionsbølge. Mange kinesere ser kristendommen som fundamentet for den vestlige kultur, som de er tiltrukket af, siger Simon Gjerø.

Men først og fremmest har kristendommen formået at overleve frem til i dag og slippe nogenlunde helskindet gennem tumultariske perioder, hvoraf kulturrevolutionen (1966-1976) var den værste. Her blev kirkerne lukket og kristne forfulgt, men da kineserne især vendte sig mod deres egen kultur, slap kristendommen alligevel igennem.

Han peger også på, at kommunistpartiet i dag har trukket sig tilbage fra områder, hvor det før var altdominerende. Især inden for en række sociale funktioner er der opstået tomrum, hvor kirkerne har fået mulighed for at gå ind. Så i dag har kristendommen fået en opblomstring:

– Tager man ud i provinsen, er der nybyggede kirker overalt, og de er propfyldte med mennesker, der søger fællesskabet og nogle faste leveregler og værdier, siger Simon Gjerø, der vurderer, at der i dag kan være op mod 70 millioner kristne i Kina, langt flere end det officielle tal på omkring 20 millioner.

I dag er de udenlandske missionærer også vendt tilbage til Kina. De fleste af dem arbejder som engelsklærere rundt omkring i landet, herunder to danskere, der er udsendt af Danmission, efterfølgeren til Det Danske Missionsselskab. På den måde kan man sige, at cirklen er ved at blive sluttet. Og Kina kalder stadig.

bundgaard@kristeligt-dagblad.dk

Dansk mission i Kina

**Den danske mission i Kina blev indledt i slutningen af 1800-tallet med Det Danske Missionsselskabs udsendelse af den første missionær, der ankom til Kina i 1893.

**Omkring 140 danske missionærer plus familiemedlemmer fulgte efter, de fleste i perioden op til 1925.

**Den danske mission var især koncentreret i det nordlige Kina, i det daværende Manchuriet.

**Missionærerne var udsendt i seks år, hvorefter de havde et års orlov. Mange blev dog i Kina i 20-25 år, enkelte helt op til 40 år.

**Mens de fleste missionærer forlod landet før revolutionen i 1949, var der enkelte, der blev. Den sidste danske missionær, Ellen Nielsen, døde i Kina i 1960 som kinesisk statsborger.

**Simon Gjerøs bog "Kaldet til Kina" udkommer i efteråret på forlaget Univers. Forordet er skrevet af Danmarks ambassadør i Kina, Laurids Mikaelsen, der selv er søn af tidligere danske missionærer i Kina.

Kristeligt Dagblad indleder i dag en miniserie om missionærerne i Kina. Dette er den første artikel. Denne og de følgende artikler kan læses på

kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret