En ambassadør krydser sit spor

For 59 år siden lagde en lille gruppe danske missionærer til kaj i denne by efter en lang rejse på Yangtze-floden. Blandt dem var lægeparret Anna og Søren Emil Mikaelsen og deres to børn, Thomas og Hanne på henholdsvis syv og tre år. Anna Mikaelsen var højgravid, og en måned senere kom endnu en søn til verden. Han kom til at hedde Laurids, og han er i dag Danmarks ambassadør i Kina. I påsken rejste Laurids Mikaelsen for første gang tilbage for at se det sted, hvor hans forældre arbejdede som missionærer, og han selv blev født og levede sit første år. Kristeligt Dagblad var med på turen, der bød på mange bevægende gensyn med steder, som han indtil da kun havde hørt om fra forældrene.

-- For dem blev det et kort ophold i Kina, men det var nok den vigtigste periode i deres liv. De talte altid om det, så jeg er vokset op med de historier og følte, at det var vigtigt en dag at vende tilbage, siger Laurids Mikaelsen.

Familien Mikaelsens ophold i Kina blev ganske rigtigt kort og dramatisk. Anden Verdenskrig var forbi, men det var kun et spørgsmål om tid, før Kina igen skulle blive hvirvlet ind i en ny krig -- borgerkrigen mellem kommunisterne og nationalisterne.

-- Efter Anden Verdenskrig var den danske mission i Kina i opløsning. De missionærer, der havde været i Nordkina under krigen, kunne nu slippe ud, men i Danmark var der mange, der mente, at man skulle prøve én gang til. Den bølge hørte mine forældre til, fortæller Laurids Mikaelsen, der tilføjer, at det viste sig at være en fejlvurdering. Men ingen forudså dengang, at kommunisterne ville overtage magten i Kina i oktober 1949.

Familien Mikaelsen ankom med skib fra USA til Shanghai i februar 1947. Derfra rejste de videre til Beijing, hvor de gik på sprogskole resten af året, mens de forsøgte at finde ud af, hvor i Kina de fremover skulle arbejde. Det blev til et hospital i det sydlige Kina, for i den nordlige del af landet, hvor den danske mission ellers tidligere havde været stærk, var situationen nu meget ustabil, og kommunisterne var ved at få overtaget. Pilen pegede derfor på Sydkina, og rejsen dertil blev ret så dramatisk. Søren Emil Mikaelsen skrev som 80-årig nogle håndskrevne optegnelser til familiens børnebørn, og her fortæller han blandt andet om en mislykket mellemlanding i Jinan (dengang Tsinan) i det nordøstlige Kina:

"Men da piloten havde taget farten af maskinen og lagde an til at lande i Tsinans lufthavn, opdagede han, at de kommunistiske soldater var ved at rykke ind i lufthavnen. Han gav derfor maskinen gas og gik op igen uden at foretage den planlagte mellemlanding."

Flyet landede dog sikkert i en anden by, og efter flere strabadser nåede familien helskindet frem til Jiujiang i maj 1948. Her skulle Søren Emil Mikaelsen lede et hospital, der var stiftet af amerikanske, metodistiske missionærer.

-- Min far var en dygtig, ung læge, der havde et ønske om at gøre noget godt i udlandet. Der var også tale om et religiøst kald, men for protestanter tror jeg, at meget lå i arbejdet og de praktiske ting, for eksempel lægebehandling og undervisning. For dem bestod kaldet i at kunne hjælpe andre, siger Laurids Mikaelsen.

Første del af ambassadørens tur går derfor netop til hospitalet, der i dag er et hospital for kvinder og børn. På hospitalet er der 4000 fødsler om året eller flere end 10 om dagen. Ved ankomsten får Laurids Mikaelsen til sin store overraskelse en heltemodtagelse som byens hjemvendte søn. Knap er han og hustruen Grete kommet ud af bussen, før de får store blomsterbuketter i favnen og bliver modtaget af en stor delegation fra hospitalet og byens sundhedsmyndigheder. Sygeplejersker i lyserøde uniformer står opstillet på rad og række, mens ambassadørparret bliver ledt ind i hospitalet, skarpt forfulgt af kamerafolk fra den lokale tv-station.

I dag er der ikke meget tilbage af det gamle missionærhospital. De fleste bygninger er nye, på nær én: missionærboligen, hvor familien Mikaelsen boede. Laurids Mikaelsen går søgende gennem de værelser, hvor hans forældre har haft deres dagligdag, og hvor han som barn har taget de første, forsigtige skridt. I dag bruges de som kontorlokaler.

En ældre, rank kvinde i en farvestrålende rød jakke hilser på ambassadørparret. Hun hedder Mary Wang og viser sig at være tidligere sygeplejerske, der har arbejdet sammen med forældrene på hospitalet. Efter familien Mikaelsen forlod stedet, arbejdede hun videre der de næste 60 år. I dag er hun 90 år og stadig kristen, understreger hun. Da det er så længe siden, husker hun desværre ikke meget fra tiden sammen med familien.

Så vi må ty til Søren Emil Mikaelsens optegnelser, hvor han skriver om de patienter, der blev behandlet på hospitalet. Mange af sygdommene kendte han fra Danmark, men der var også andet, der var unikt for området. Nogle af patienterne kom med svære læsioner, efter at de havde samlet brænde i skoven:

"Men da kunne det hænde, at de kom en tiger for nær, så den overfaldt brændesamleren. Karakteristisk var, at de ikke bed vedkommende, men kradsede ham eller hende, så de fik grimme flænger og måtte til behandling", skriver læge Mikaelsen og tilføjer, at en indsprøjtning mod stivkrampe og ambulant behandling som regel kunne klare problemet.

Efter hospitalet går turen op på bjerget Lushan, der ligger i nærheden af byen. Bussen arbejder sig op ad stejle veje og gennem skarpe hårnålesving, før vi efter cirka en times kørsel er fremme. I sommeren 1948 foretog familien Mikaelsen den samme opstigning, men da der på det tidspunkt hverken var veje eller busser, foregik det på gåben eller:

"Hvis man ikke selv kunne klare opstigningen, kunne man få hjælp af stærke kinesere, som var parate med bærestole på bærestænger til at bære folk op. Det var deres arbejde, og de var trænede til det. De var som regel fire mænd til at bære en stol med et voksent menneske eller for eksempel til to børn", skriver Søren Emil Mikaelsen.

Familien benyttede sig af tilbuddet, og hustruen Anna og lillebroderen (Laurids) sad i en stol, mens de to andre børn sad i en anden. Familieoverhovedet gik selv ved siden af, skriver han.

Familien Mikaelsen rykkede som så mange af de andre missionærer op på bjerget for at slippe for den trykkende sommerhede i lavlandet. På Lushan var der mere køligt, og bjerget var derfor et yndet ferieområde for vesterlændinge og rige kinesere.

I dag bærer bjerget mange minder om den tid med flotte kampestenshuse strøet ud over området. Også Kinas daværende præsident, nationalistlederen Chiang Kai-shek havde en sommerbolig på Lushan, og Søren Emil Mikaelsen skriver, at familien en dag fik et glimt af ham og hans hustru, Mei Ling.

Det skulle blive Chiang Kai-sheks sidste sommer på Lushan, for allerede på det tidspunkt brændte jorden under ham. Året efter måtte han flygte med resterne af sin hær til Taiwan. Hans bolig blev siden overtaget af kommunistlederen Mao Zedong.

Også for familien Mikaelsen blev det den sidste sommer på Lushan, men den blev mindeværdig. I juli holdt familien barnedåb i en kirke på bjerget, lillebror skulle døbes.

"Det blev en begivenhed ud over de almindelige. Vi gik dertil ad snoede og ujævne skovstier, bogstaveligt over stok og sten med lillebroderen i en lift. Vi havde vores store sølvfad med, da kirken ikke havde døbefont. Sølvfadet blev så stillet på et bord, og der blev fyldt vand på, så det udgjorde en endog fin døbefont", skriver Søren Emil Mikaelsen og beretter videre, at barnedåben havde et internationalt præg. En svensk missionær prædikede på engelsk, og en norsk-amerikansk præst forrettede dåben på dansk, omend med norsk accent. Omkring 200 mennesker, hvoraf de fleste var missionærer, overværede gudstjenesten.

59 år senere befinder Laurids Mikaelsen sig nu for anden gang i sit liv i kirken. Den viser sig at være en flot kampestenskirke i gotisk stil med hvælvede buer og vinduer. Det er påskesøndag, og den dæmpede korsang fra højtalerne giver en højtidelig stemning. Et øjeblik står ambassadøren stille i et hjørne og tænker tilbage. Men hov, hvad er det? Til højre for alteret står der en døbefont. Den skulle ikke være der. Er det den forkerte kirke? Men nej, der er kun to kirker på Lushan, og dagen før har ambassadøren været henne og inspicere den anden, som ikke passer til faderens beskrivelser. Det må være denne her. Hvor døbefonten så er kommet fra, vides ikke.

Men vist er det, at det sølvfad, som Laurids Mikaelsen blev døbt i den dag på Lushan, nu står på en fremtrædende plads i ambassadørboligen i Beijing. Det var noget af det eneste, som familien Mikaelsen nåede at få med sig, da de i foråret 1949 i al hast må forlade hospitalet i Jiujiang. For på det tidspunkt rykkede kommunisterne for alvor i Sydkina, og det var ikke sikkert at blive længere. Via flere mellemstationer blev familien i juni 1949 evakueret i missionsflyet "Ansgar", der reddede flere missionærer ud af Kina og fløj dem til Hongkong.

Her overvejede familien det næste skridt, men Kina så ud til at være lukket land for missionærerne. I sine notater skriver Søren Emil Mikaelsen: "at den Herre, som har kaldt os derud, også kunne kalde os til andre steder, deriblandt også tilbage til vores hjemlande."

Og sådan blev det. Familien Mikaelsen fik plads på et af ØK's skibe til Genua, hvorfra de med tog ankom til København lillejuleaften 1949. Undervejs over havet blev det meddelt i radioen, at kommunisterne nu havde overtaget magten i hele Kina.

Tilbage i Danmark købte Søren Emil Mikaelsen en lægepraksis i Thisted, hvor han og familien boede resten af livet. De vendte aldrig tilbage til Kina, men vedligeholdt livet igennem den store interesse for landet. Laurids vokser op i Thisted, læser jura og gør siden karriere inden for diplomatiet. Han ender som ambassadør i Kina. Dog med en noget usædvanlig baggrund. Ved hjemkomsten til Danmark ville de danske myndigheder nemlig ikke kendes ved ham.

-- Min far stod der med sin søn på armen, men havde ingen papirer, der kunne bevise, at jeg var hans søn, fordi rejsen ud af Kina skete så hurtigt. Til sidst endte jeg med at komme ind under en lov fra 1925, der rubricerede mig som hittebarn og dansk statsborger "indtil videre". Det er jeg nok den eneste inden for diplomatiet, der er, siger Laurids Mikaelsen med glimt i øjet.

bundgaard@kristeligt-dagblad.dk

Dansk mission i Kina

**Den danske mission i Kina blev indledt i 1893 med Det Danske Missionsselskabs udsendelse af den første missionær. Omkring 140 danske missionærer plus familiemedlemmer fulgte efter.

**Anna og Søren Emil Mikaelsen ankom til Kina i februar 1947, men måtte flygte til Hongkong i juni 1949. De vendte tilbage til Danmark i december 1949.

**1. oktober 1949 proklamerede Mao Zedong Den Kinesiske Folkerepublik.

**Byen Jiujiang og bjerget Lushan ligger i Jiangxi, en provins i det sydlige Kina med cirka 43 millioner indbyggere.

**Historien om familien Mikaelsen indgår i Simon Gjerøs bog, "Kaldet til Kina", der til efteråret udkommer på forlaget Univers. Forordet er skrevet af ambassadør Laurids Mikaelsen.

Denne artikel indgår i en serie om danske missionærer i Kina. Denne og tidligere artikler på læses på

kristeligt-dagblad.dk