Sønnerne skriver om deres åndelige fædre

– Når vi nu ikke selv som kultur, civilisation og kirke kan præstere originale, nutidige begavelser, må vi nødvendigvis trække på dem, der var, siger han.

Bøgerne sælger usædvanligt godt for teologiske bøger. Ole Jensens bog om Løgstrup lå fem uger i træk på Arnold Buscks bestsellerliste for faglitteratur, og er allerede ude i tredje oplag og et kommende fjerde oplag er planlagt. Biskop Kjeld Holms bog om sit venskab med Johannes Sløk, der er den nyeste af de tre bøger, ligger i denne uge nummer fem på bestsellerlisten over biografier og erindringer. Hans Henningsens bog "Knud Hansen – en legende i dansk åndsliv" er netop ved at blive optrykt i 2. oplag,.

Forfatterne til de tre bøger er alle meget tro og venligt stemt overfor deres åndelige fædre. Kritikken er nærmest ikke-eksisterende.

Ifølge Niels Højlund var de tre store tænkere ikke nær så betydningsfulde i deres egen tid, som man måske skulle tro.

– I dag sætter vi dem op på en piedestal. Det ligner næsten en slags opstandelse. Men det er vel meget naturligt, at der skal gå noget tid, hvor der sker en vis fordøjelse hen ad vejen, og så bliver de fortolket ind i vores tid og vores sprog, mener han.

– Jeg går ligesom Vorherre meget ind for genbrug, og det er da udmærket, hvis nye bøger om de gamle kan få nye generationer i gang med læse dem, siger Niels Højlund.

Spørgsmålet er, om bøgerne også vil blive stående for eftertiden.

– For Ole Jensens bog om Løgstrup gælder det, at det ikke kan gøres meget bedre. Jeg vil mene, at den bog kandiderer til at blive langtidsholdbar, siger Nils Gunder Hansen, der er litteraturkritiker ved Berlingske Tidende og forfatter til bogen "En afgrund af tillid – en guide til Løgstrups univers". Han er mere usikker med hensyn til de to andre.

Alle tre eksperter er enige om, at Løgstrup, Sløk og Knud Hansen udgjorde sidste generation af den form for tænkere, der kunne koncentrere sig om et snævert felt.

– I dag er man nødt til at sprede sig og gå i mange retninger for at være på højde med samtiden, siger Svend Bjerg. Nutidens teologiske og filosofiske fakulteter har en helt anden organisering af viden, og der kommer hele tiden nye teorier, som forskerne skal forholde sig til.

Nils Gunder Hansen supplerer:

– Dengang læste de kun klassikerne. Løgstrup læste Kant, og Sløk læste Platon, men ikke nødvendigvis andre ånder fra deres egen samtid. Så snævert kan teologer og filosoffer ikke arbejde i dag, mener han.

Samtidig var deres arbejdsbetingelser helt anderledes end moderne professorers. Løgstrup, der boede på Djursland, tog eksempelvis kun en enkelt dag om ugen rutebilen ind til Århus for at undervise. Resten af ugen sad han hjemme og skrev. Dertil kommer, at de hverken skulle hente børn eller lave mad. Det ordnede konerne. Kjeld Holm skriver i "Mennesket er en misforståelse" for eksempel om Dorthe Sløk, at hun "fjernede enhver tænkelig sten på hans vej".

Ifølge Ole Jensen i Løgstrup-bogen følte kvinderne sig ikke undertrykte, men var helt på det rene med, at de var nødvendige for, at manden kunne udføre sin tænkning og sit skrivearbejde. Holdningen hos dem var, at tænkningen blev til i et slags samarbejde.

– Det var et meget antikveret kvindesyn, der naturligvis ikke kunne overleve, og dermed er de som typer den sidste generation, siger Svend Bjerg.

Han siger dog, at der lige nu går adskillige 50-60 årige teologer rundt på fakulteterne, som "har fået børnene fra hånden", og som endnu har tid til at skrive noget unikt, der vil blive stående for eftertiden.

washuus@kristeligt-dagblad.dk