Anne-Marie Mohr Nielsen skriver fra Østrig |
27. april 2007
KLOSTERFERIE: Stadig flere søger stilheden og muligheden for åndelig fordybelse på et kloster. I Østrig har over 20 klostre foreløbig slået portene op for klostergæster, som ønsker at komme væk fra hverdagens stress og jag
Det smukke og majestætiske benediktinerkloster Stift Göttweig ligger højt hævet over Donau, 80 kilometer vest for Wien. Her har benediktinermunke i over 900 år bedt og arbejdet efter Benediktinerordenens regler. I dag huser klostret også turister, der lever deres normale liv uden for klostrets mure, men som i en periode ønsker at tage del i klosterlivet og klostrets åndelige goder.
At jeg selv har valgt et ophold på Göttweigklostret skyldes ikke mindst nysgerrighed. Hvordan lever moderne munke, og hvordan adskiller en klosterferie sig fra andre ferieophold? Klostret er i sig selv en arkitektonisk perle, der med sin placering på Göttweigbjerget næsten 500 meter over havets overflade bliver sammenlignet med det kendte Monte Cassino-kloster syd for Rom. Den ensomme placering gør stilheden på klostret meget udtalt. Værelserne er sparsomt møblerede uden støjelementer som radio og fjernsyn. På natbordet ligger Bibelen, Benediktinerordenens regler og en oversigt over det vældige kloster.
Göttweigklostret har gennem de sidste 10 år oplevet en stor stigning i antallet af besøgende, fortæller klostret leder abbed, Clemens Lashofer. Han kalder det en "trend i tiden". Abbeden mener, at der kan være flere forskellige motiver for at vælge den utraditionelle ferieform, som en klosterferie er. Efter hans vurdering søger mange væk fra en hektisk og stresset hverdag for at finde fred og fordybelse i klostrets spirituelle og gejstlige atmosfære. Andre har svært ved at forene familielivet og arbejdet med deres tro og kommer for at få vejledning i at leve et liv tættere på Gud. Endnu andre er hovedsageligt på sightseeing for at opleve klostrets mange kunstskatte, der blandt andet består af et stort bibliotek med over 150.000 bind, den smukke stiftskirke Maria Himmelfart og den monumentale "Kaiserstiege", som anses for at være en af de flotteste barok-trappeopgange i Europa. I dag afholdes der mange kulturelle arrangementer på Stift Göttweig såsom kunstudstillinger og koncerter. Klostret, som er med på Unescos verdensarvsliste, har desuden haft egen vinproduktion, siden det blev grundlagt i 1083, og hører blandt Østrigs ældste eksisterende vinproducenter.
Der er knyttet 60 munke til Göttweig-klostret, men der går lang tid, før jeg ved selvsyn oplever en kutteklædt munk. Det giver abbed Clemens Lashofer mig en forklaring på. I hverdagen deltager munkene i praktiske gøremål på klostret, herunder vindyrkning, skovarbejde og vedligeholdelse af klostret. I den sammenhæng optræder de ofte i "civil". Ved fællesbøn og indtagelse af måltider er munkedragten imidlertid obligatorisk. Kun godt 20 af munkene har fast bopæl på klostret. De øvrige lever og arbejder i nærområdet som blandt andet skolelærere, præster og universitetsprofessorer. Men de lægger ofte vejen forbi, og når de bliver pensionerede flytter de tilbage til klostret, hvor de bliver plejet i deres alderdom.
På Göttweigklostret skelner man mellem to typer af gæster: Kursusgæster, der følger et bestemt forløb, og almindelige klosterturister som jeg selv uden et på forhånd fastlagt program for opholdet. Klosterturisterne kan efter lyst og behov deltage i munkenes messer, bønner og korsang, nyde arkitekturen og billedkunsten i de mange flotte rum og sale eller spise en lækker middag med vin fra klostrets egne kældre i panorama-restauranten med Donau-udsigt. Efter ønske kan man få en personlig samtale med en munk, men det er frivilligt at tage del i klosterfællesskabet. For kursusgæsterne udbydes der typisk kurser af to til fem dages varighed, og indholdet spænder vidt: Fra bibelkurser og vandreture med Bibelen i rygsækken til kurser i at faste for at bringe krop og sjæl tættere i kontakt med hinanden. Nogle kurser har karakter af et egentligt terapiforløb. Der udbydes blandt andet kurser for mennesker, som befinder sig i en svær ægteskabelig krise, eller som midt i livet har vanskeligt ved at finde ud af, hvor de er på vej hen. Kurserne er meget individuelle, men bøn, læsning og meditation er vigtige grundsten i forløbene, fortæller kursuskoordinator fader Columban Luser.
Umiddelbart kan man godt undre sig over, at munke, som er ugifte og lever i cølibat, vejleder om partnerproblemer. Hertil siger Columban Luser, at munke netop indtager en neutral position og søger at kombinere kristendommen og klostrets urgamle viden med moderne psykologi. Fire af munkene har personlige samtaler med gæsterne. Det er den enkelte munks erfaring, menneskekendskab og empati, som har kvalificeret dem særligt til denne opgave, fortæller Columban Luser videre.
Efter at have tilbragt to spændende dage på Göttweigklostret er det for mig tid til at forlade stedet. Klostrets porte lukkes hver aften klokken 22, og jeg må nå ud inden "spærretid". Stilheden her efter mørkets frembrud er total. Det har været fascinerende at opleve munkenes fredsommelige og asketiske levevis og et privilegium selv at stresse af.
I Østrig er klosterturisme i dag organiseret under sammenslutningen "Klösterreich". Klösterrich er et samarbejde mellem klostre i hovedsageligt Østrig, men omfatter også enkelte klostre fra Ungarn og Tjekkiet. Hvert kloster har sin egen plads og niche, og Klösterreichs hjemmeside giver et godt overblik over klostrenes forskellige tilbud og faciliteter.
Ud over sine mange smukke klostre og kirker tæller det spirituelle Østrig også den østrigske del af Jakobsvejen, der siden middelalderen har været en af de vigtigste kristne pilgrimsruter i Europa med endemål i byen Santiago de Compostela i Spanien. En del af Jakobsvejen går fra klostret i Göttweig til Østrigs største kloster i byen Melk. Det er oplagt at kombinere denne 44 kilometer lange vandring gennem meget smukke landskaber med et ophold på Stift Göttweig. I det hele taget er et klosterophold et oplagt valg for den, der ønsker at forene det åndelige og sjælelige med en rejse tilbage i tiden på et sted, hvor kristendommen i århundreder er blevet dyrket og udlevet.
udland@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad