Instruktør, reklamefilminstruktør, klipper.
Sådan præsenteres Kristian Levring, der i dag fylder 50 år, i Morten Piils opslagsværk "Danske filminstruktører". At fødselaren mest er blevet det midterste skyldes ifølge ham selv en tilfældighed.
En årsag kan også være, at mens han har stor succes som instruktør af reklamefilm og har vundet stribevis af priser i den branche, har han ikke opnået et særlig stort publikum til sine i alt tre spillefilm -- debuten "Et skud fra hjertet" fra 1986, dogmefilmen "The King is Alive" fra 2000 og "Intended" fra 2003. De to sidstnævnte er begge indspillet på engelsk og med halvkendte udenlandske skuespillere i rollerne. Det trækker ifølge filmkendere ikke danskerne i biografen, hvilket filminstruktørkollegerne Lars von Trier, Søren Vinterberg og Bille August også har fået at føle med deres engelske spillefilm.
Den 195 centimeter høje, langhårede og meget venlige og sympatiske Kristian Levring har således set med danske øjne fået en slags skyggekarriere og en outsiderrolle i dansk filmkunst. Helt anderledes forholder det sig med reklamefilm-gebetet. Han har instrueret flere end 300 reklamefilm for blandt andre BMW, Microsoft og Coca-Cola, og 23 af dem har høstet priser. Herhjemme vakte hans reklamestrimmel for Jolly Cola med fotomodellen Tina Kjær og "de modne frugter" opmærksomhed blandt husarerne.
Kristian Levring er født i København som søn af direktør Peter Levring og Lise-Lott Levring. Fra sit 11. til 21. år boede han i Frankrig, afbrudt af ophold i England og uddannelse på en skole i Lausanne. Han var i sine unge år en rigtig filmnørd. Efter kunststudier i Paris og et job som producerassistent på Lene og Sven Grønlykkes film "Thorvald og Linda" fra 1982 blev han i 1984 optaget på Den Danske Filmskoles klippelinje. Da havde han allerede udført en klippeopgave for Jørgen Leth og kom senere til at klippe adskillige af Leths film, deriblandt "Det legende menneske" fra 1986.
I 1995 blev Levring inviteret ind i dogmebrødre-fællesskabet af Lars von Trier og Søren Vinterberg -- til undren for filmmiljøet, for hvad skulle han dér? Selv blev han glad for opfordringen, da "det var en vidunderlig mulighed for at lave en personlig film", som han udtalte i et interview og tilføjede, at reklamefilm ikke er kunst, men håndværk og manipulation. Som den fjerde dogmebror skrev han sammen med Anders Thomas Jensen manuskriptet til "The King Is Alive", der i smukt filmede omgivelser handler om en gruppe turister, der strander i Namibias ørken og for at holde håbløsheden i skak opfører Shakespeares "Kong Lear" -- en tragedie, der i stigende grad kommer til at ligne virkeligheden.
Sammen med de øvrige dogmebrødre var Kristian Levring også involveret i tv-eksperimentet "D-dag", der markerede årtusindskiftet nytårsaften 1999. Hans sidste spillefilm er "Intended"; et jungledrama, der blev indspillet i Borneo. Modtagelsen af filmen var blandet ,og den blev herhjemme kun set af 852 biografgængere.
Kristian Levring er medejer af reklamebureauet Blarke, Sonne Levring A/S med adresse i København. Selv har han siden 1997 boet i Hampstead i London med sin samlever, Henriette Reichhardt.
remar@kristeligt-dagblad.dk