Afholdshotellernes glemte kulturhistorie

Det var dengang, afholdsværten gik rundt blandt sine gæster -- altid med afholdsemblemet i reverset -- og agiterede for afholdssagen. Skulle en og anden formaste sig til at spørge efter en bajer, blev vedkommende hurtigt sat på plads med et lille foredrag om, hvorfor det skidt ikke blev forhandlet der på stedet. Men det var nok sjældent nødvendigt, eftersom der blev skiltet med "Afholdshotel" på facaden, og der på væggene hang plakater med manende sentenser som: "Sprit i blodet -- hul i hovedet" eller "Styrk dig selv, dit hjem, dit land -- bliv afholdsmand".

Engang fandtes de i selv den mindste stationsby, og i provinsbyerne var der ofte flere folkelige og missionske afholdshoteller at vælge imellem. I dag er der kun 11 tilbage, når sømandshjemmene tælles med, og dermed er den særlige afholdshotel-atmosfære, som dansk afholdsbevægelses farverige "grand old man", Henning Sørensen, skildrer den i sin nye bog, ved at være en saga blot.

Henning Sørensen har siddet i byråd og menighedsråd, skrevet flere bøger og tusindvis af læserbreve og er aktiv i fredsbevægelsen. Men først og fremmest gælder det afholdssagen. Den er "det muld, hvorfra mit samfundsmæssige engagement er vokset frem", siger han.

De seneste 15 år har han været formand for Dansk Afholdsfore-ning, der under Første Verdenskrig toppede med 69.000 medlemmer. I dag er der 200 tilbage. Samme udvikling som for afholdshotellerne. Som afholdsformand har Henning Sørensen kæmpet flere forgæves kampe for at forhindre, at afholdshoteller gav køb på principperne og søgte spiritusbevilling i håb om at overleve.

Sørensens holdning er i den, som i hans øvrige hjertesager, kompromisløs:

-- Hellere gå ned med flaget end stryge det, fastslår han.

Især gjorde det ondt helt ind i den gamle afholdsmands sjæl, da "Ankerstjernen" i Grenaa fik sin spiritusbevilling -- endda i en periode, hvor Henning Sørensen var formand for det kommunale bevillingsnævn.

-- Der stod ellers i servitutterne, at der ikke måtte serveres spiritus på Ankerstjernen, "så længe solen skinner om dagen, og månen om natten", men det holdt alligevel ikke juridisk, selvom man derved så stort på alt det, de tidligere slægter havde kæmpet for. For mig understreger det, at man ikke skal tro, at man kan påvirke tiden ud over ens egen død.

Henning Sørensens farfar var blandt hotellets grundlæggere. Ferdinand Sørensen hørte til generationen af "fundamentalistiske afholdsfolk", som også en anden af Ankerstjernes stiftere, fiskeskipper Rasmus Christian Sørensen, gjorde det. Han strandede engang under en vinterstorm, og da redningsbåden endelig nåede frem, havde han været så længe i det kolde vand, at han var ved at dø af kulde. Men redningsbådens mandskab hældte en slurk cognac i ham, og Rasmus reddede livet, men tilgav aldrig sine redningsfolk: "I skulle have ladet mig dø i stedet for at hælde dette djævelskab i mig", sagde han -- og mente det i ramme alvor.

Den historie -- og mange andre -- fortælles i Henning Sørensens "Afholdshoteller i Danmark -- træk af en kulturhistorie", en kulturhistorie som sammen med de nu døde afholdspionerer næsten er glemt, for det er første gang, emnet tages op i samlet form. I bogen præsenteres afholdshoteller og sømandshjem, som Henning Sørensen i årenes løb har besøgt og skrevet om, suppleret med et særligt kapitel om afholdshotellerne i Grenaa og en sammenfattende historisk gennemgang. Undervejs møder vi nogle af fortidens store navne, såsom dansk afholdsbevægelses markante folkelige skikkelse, redaktør Lars Larsen-Ledet (1881-1958), og digterpræsten Kaj Munk, der i 1936 satte sit embede ind på at forhindre, at Vedersø Badehotel fik spiritusbevilling.

Afholdssagen i Danmark fik sin største udbredelse under Første Verdenskrig, hvor omkring 10 procent af den daværende befolkning på 2,8 millioner var afholdende. Derfor har antallet af afholdshoteller i Danmark formentlig også toppet i denne periode, men hvor mange der egentlig har været, vides ikke. Henning Sørensens skud lyder på et godt stykke over 1000, når forsamlingsbygninger tælles med.

I litteraturen har afholdshotellerne sat spor hos en forfatter som Hans Kirk (1898-1962). Blandt andet i hans roman, "Fiskerne", er der hver lørdag aften lystigt bal på afholdskroen. I Martin Jensens roman, "Med kors over døren" fra 1933, lykkes det den lokale Blå Kors-formand at få kroen omdannet til missionshotel.

Afholdsmanden (og ikke-rygeren) Henning Sørensen slutter sin bog med et ukueligt optimistisk håb om afholdssagens genopblomstring, "at der vil ske en udvikling, der gør alkoholindtagelse lige så suspekt som rygning er blevet det".

-- Forfatteren Vagn Steen har sagt, at "Verden bliver lidt mere sindssyg den dag, den sidste pukkelhval bliver udryddet". Min påstand er, at verden bliver ikke så lidt mere sindssyg, den dag det sidste afholdshotel må strække våben.

steens@kristeligt-dagblad.dk

**Henning Søren-sen: "Afholdshoteller i Danmark", Forlaget Hovedland, illustreret, 175 sider. 248 kroner.

DE DER ER TILBAGE

**Afholdshoteller og alkoholfrie sømandshjem anno 2007:

Best Western Hotel Hebron og Hotel Nebo, København, Missionshotellet Stella Maris, Svendborg, Sømandshjemmet Bethel, København, Hotel Aalborg Sømandshjem, Thyborøn Sø-mandshjem, Skagen Sømands-hjem, Frederikshavns Sømands-hjem og turisthotel, Hvide Sande Sømandshjem og turisthotel, Fredericia Sømandshjem, Hanstholm Sømandshjem.