Derfor er det også dybt foruroligende, at hun fører sig frem i den offentlige debat med et forsvar for islamisten Asmaa Abdol-Hamid. Hendes argumenter lyder blandt andet: "Det er en nødvendig kulturel og demokratisk udfordring med tørklæder i Folketinget. Asmaa Abdol-Hamid er med til at arbejde for ligestilling ved at stille sig frem, for med sin person viser hun, at man som ung kvinde med tørklæde ikke behøver at være undertrykt." I øvrigt har Møller Jensen mødt så mange kvinder med alle slags tørklæder både i Danmark og i Mellemøsten, at hun personligt har erfaret, at det kan betyde hvad som helst. Nej. Tørklædet kan ikke symbolisere hvad som helst efter smag og behag, så Elisabeth Møller Jensen må ligesom os andre i gang med at gøre sit hjemmearbejde. Det betyder, at hun må afsætte tid til at orientere sig også i den internationale presse om islamismens fremmarch i blandt andet Norge, Sverige, Holland, England og Frankrig.

Endvidere at Møller Jensen må ulejlige sig med at læse bøger som Azar Nafisis "Reading Lolita in Teheran", Chahdortt Djavanns "Kast Sløret" og Ayaan Hirsis biografier, for her er tre kvinder, som har smagt islamismens kvindeundetrykkelse og tørklæde-tvang på egen krop. Hvis Elisabeth Møller Jensen kun har tid til at læse en eneste bog, så vil jeg anbefale Hege Storhaugs "Men størst av alt er friheten" -- den frihed, som Møller Jensen med sin utidige støtte til Abdol-Hamid sælger ud af.

Elisabeth Møller Jensen er i fuld gang med at kolportere den naive multikulturelle utopi, som vil undergrave de vesteuropæiske demokratier. Hendes blik er tilsløret for, at uanset bevæggrundene til at emigrere til Europa, så har det vist sig, at et stort antal muslimer ikke ønsker at arbejde for at blive integreret i de moderne, frigjorte, verdslige, demokratiske samfund. De udvandrer, fordi deres egne lande ikke kan tilbyde ordentlige økonomiske og sociale vilkår, men mange kommer ikke med en vilje og parathed til at tilpasse sig de individbaserede samfund i Europa. Erfaringer med islam i Europa igennem de seneste tiår peger alle i samme retning: Kompromiser er ikke mulige i forbindelse med religiøse særkrav. Kvinder kan ikke iføre sig et halvt tørklæde. Svømning er enten kønsadskilt eller ikke-køns-adskilt. Enten forefindes bederum, eller også gør der det ikke. Der kan ikke etableres dialog omkring tørklædet, og derfor skal det også forbydes i offentlige institutioner. Af den enkle grund, at tørklædet mere end noget andet udtrykker en kultur, som frygter kvinders frihed og ret til selvbestemmelse, og som dermed er uforenelig med modernitet, ligestilling og demokrati. Derfor skal de mange muslimske piger, der ønsker det, også have den hjælp, det er at kunne støtte sig til et forbud.

Ingen bør et sekund glemme, at tilsløring af kvinder hænger sammen med islams kvindesyn. Kvinder rangerer som andenklasses borgere, der ikke kan optræde og agere på lige fod med mænd i det offentlige rum. Kvinden er den, der er bærer af familiens ære (sheref), og den, der tillige bekvemt udnævnes til at være biologisk determineret til at varetage bestemte funktioner. Uden mulighed for at vælge rollen fra.

Om tilsløringen foregår med tvang eller efter "eget valg" gør ingen forskel for tilsløringens virkelige funktion og indhold. Jeg-bærer-af-eget-valg-og-med-stolthed-mit-tørklæde tæller ikke i det store, globale umma-regnestykke, eftersom slørets symbolværdi sætter sig igennem bag om ryggen på tørklædebæreren uanset hendes private fortolkning. Derfor er det også ubærligt, at Elisabeth Møller Jensen og Kvinfo for offentlige tilskud er i fuld gang med at tjene islamismens sag ved at bakke en fundamentalist som Asmaa Abdol-Hamid op.

Lone Nørgaard,

cand.mag.

Normasvej 39, 2. th.,

Frederiksberg