Struensee, Münter og Asmaa

I kronikken den 28. april genfortalte Jørn Nielsen her i avisen præsten Bal-thasar Münters beretning om "geheimekabinetsminister" Johann Friedrich Struensees omvendelse til den sande kristne tro for 235 år siden.

Men et par supplerende bemærkninger er tiltrængt. Det forholder sig nemlig sådan, at både Struensee og Münter var typiske repræsentanter for den periode i historien, som vi plejer at kalde for oplysningstiden.

Men der var stor forskel på de to. De var ganske vist begge tyskfødte og havde altså begge tysk som deres modersmål, men mens Struensee var orienteret mod den franske oplysning, som vi i dag oftest forbinder med navne som Voltaire, Didérot og andre, så var Münter, præst ved Skt. Petri Kirke i København, lige så klart inspireret af den tyske, som han selv havde undervist i på universitetet i Jena.

Det store navn i den tyske oplysning var filosoffen Christian Wolff. Og det var en af hans elevers lærebøger, Münter forelæste over. Men mens den franske oplysning var yderst kirke- og religionskritisk, så blev oplysningen i Tyskland i vidt omfang båret frem af præster og teologiske professorer.

I Frankrig var parolen fornuft eller tro. I Tyskland søgte man at vise, at fornuften og troen stemte overens eller supplerede hinanden. Det var derfor et ganske snedigt greb af Sjællands biskop, Ludvig Harboe, at udpege netop Münter til at være Struensees skriftefader, for også Münter var jo oplysningsmand, og måske kunne han så overbevise Struensee om, at der ikke er nogen modsætning mellem fornuft og tro.

Om det så faktisk lykkedes at overbevise eller omvende Struensee i løbet af 38 samtaler indtil henrettelsen for majestætsfornærmelse den 28. april 1772, ved vi ikke. De, der kendte Struensee, troede i hvert fald ikke på det. Og den beretning om sin omvendelse, som han selv skulle have skrevet, og som Münter lod trykke sammen med sine referater af de 38 samtaler, er uden enhver tvivl en litterær konstruktion: Sådan skulle en angrende "fritænker" i 1700-tallet udtrykke sig på sit dødsleje!

Det, vi kan læse ud af Münters bog, der i øvrigt blev en bestseller i datidens verden og blev oversat til mange sprog -- hele tre gange til fransk -- er en konflikt mellem to opfattelser af religionen eller nærmere bestemt kristendommen i 1700-tallet. På den ene side har vi eksempelvis Voltaire, som ganske vist kunne sige de berømte ord om, at "hvis Gud ikke eksisterede, måtte man opfinde ham". Men dermed mente han blot, at tanken om Gud og dommedag var nødvendig for at holde de ikke-oplyste i ave. Og ellers var han så kritisk over for religionen og da specielt i dens katolske udformning som nogen. "Knus den infame" (kirke), skrev han som bekendt også.

På den anden side har vi så en lang stribe af tyske filosoffer og teologer, som hævdede, at man udmærket kunne tro på Gud og på Bibelens beretninger, for ved nærmere eftersyn var der slet ingen uoverensstemmelse mellem troen, den lutherske altså, og det, man kunne sige sig selv med sin fornuft.

Nu er vi altså 235 år fremme i tiden, og kan vi så stadig drage en lære af de 38 samtaler mellem Struensee og Münter eller måske ligefrem aktualisere dem? Jeg tror, vi kan, når vi ser på dagens religionsdebat. Vi har dem, der viderefører Struensees eller den franske oplysnings afvisning af al religion og kirke. Nogle af dem optrådte på den konference om religionskritik, som først på året blev afholdt på Københavns Universitet. De mindre rabiate vil måske ikke forkaste religionen, men hævder i hvert fald, at religion og (natur)videnskab intet har med hinanden at gøre.

Og på den anden side har vi så dem, der i Münters fodspor forsøger at vise en overensstemmelse mellem fornuft og tro, selvom det måske ikke lige er de begreber, de bruger. Til denne kategori hører folk som Taarbæk-præsten, Thorkild Grosbøll, eller for nylig professor Svend Andersen, der har vakt røre med sin forkastelse af den legemlige opstandelse, samtidig med, at han tolker opstandelsen på en måde, som han mener svarer til moderne menneskers verdensbillede.

Et mere raffineret eksempel på det samme er lektor Jakob Wolfs og andres forsøg på at få den bibelske skabelsestanke til at stemme overens med naturvidenskaben gennem teorien om "intelligent design": Verden er selvfølgelig ikke skabt på seks dage, men visse karakteristiske træk ved universet og os mennesker tyder alligevel på, at der må stå en intelligens bag.

Münter udtrykte sig mere firkantet om forholdet mellem fornuft og tro. Han sagde for eksempel til Struensee: "Vi skal anstrenge os for at erkende kristendommens lærer og forskrifter og for at overbevises om dens sandhed og guddommelighed: hvorved det forstår sig selv, at Gud aldrig vil kræve mere eftertanke og efterprøvelse, end vedkommendes evner og omstændigheder tillader. Uden denne undersøgelse er antagelsen af kristendommen en blind, doven tro, uden fornuft og frihed".

De, der dengang som i dag antager kristendommen -- eller en hvilken som helst anden religion -- blindt og dovent, uden fornuft og frihed, kan vi kalde for "fundamentalister". Men fundamentalisterne er igen af mange slags. På den yderste kristne højrefløj har vi for eksempel dem, der tager den bibelske skabelsesberetning bogstaveligt, de såkaldte "kreationister". Og tilsvarende har vi muslimer, der tager Koranen og dens forskrifter lige så bogstaveligt. Og ind imellem har vi så dem, der på vore breddegrader blindt holder fast ved de lutherske bekendelsesskrifter eller som Søren Krarup mener, at Luther har sagt de sidste og autoritative ord om kristnes syn på muslimer. Som Krarup ser det, er islam den kristne verdens fjende nr. 1. Og tørklædet, som Asmaa Abdol-Hamid insisterer på at have på hovedet, også hvis hun skulle komme i Folketinget, kan man sammenligne med nazisymboler.

Men kan man det? Er problemet ikke snarere, at også Asmaa er en fundamentalist af en slags? Hun vil absolut have sit hoved tildækket, for der står jo i den 33. sura i Koranen: "Profet! Sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække noget af deres overklædning ned over sig. Således vil de lettere blive genkendt og ikke blive forulempet". Hvad nu, hvis alle kristne tog deres bibel lige så bogstaveligt? Så skulle kvinderne jo ifølge Paulus i det første Korintherbrev (kap. 11) også have tildækket deres hoveder, når de for eksempel deltog i en gudstjeneste. Sådan har det faktisk også været. Endnu i min barndoms landsbykirke sad alle kvinder med hat eller noget andet på hovedet. I dag er det vist kun Dronningen, der har bevaret den skik!

Men når vi i vores del af verden har opgivet at tage Paulus bogstaveligt -- og det kvindesyn han giver udtryk for i det samme kapitel 11 -- så kan det da også være, at Asmaa og hendes medsøstre og medtroende en dag kommer på bedre tanker. Det har man lov at håbe på. Men så længe den ene fundamentalist bare råber ad den anden, så længe kommer vi i hvert fald ingen vegne. Så er vores respektive tro bare blind og doven, uden fornuft og frihed.

Så kan man jo overveje at slutte sig

til fritænkerne. For de kunne faktisk både gøre og sige noget fornuftigt. Struensee udstedte for eksempel i sin korte tid ved magten et dekret om, at enhver måtte disputere ved Københavns Universitet, uanset sit religiøse tilhørsforhold. Og det på en tid, hvor universitetet var luthersk og professorerne skulle aflægge ed på Den

Augsburgske Bekendelse.

Eller tag Voltaire igen. Nok var han som nævnt yderst kritisk over for kristendom og kirke. Men han skrev jo også en traktat om tolerance, hvori det hedder: "Der skal ikke stor kunst eller udsøgt veltalenhed til for at bevise, at de kristne skal tolerere hinanden. Jeg vil gå længere endnu: Jeg siger til jer, at man skal betragte alle mennesker som vore brødre. Hvadbehar! Min bror tyrken? Min bror kineseren? Jøden? Siameseren? Ja, uden tvivl; er vi ikke alle børn af den samme fader, og den samme Guds skabninger?"

Jens Glebe-Møller er dr. theol. og professor emeritus. Han udgiver bogen "Struensees vej til skafottet. Fornuft og åbenbaring i oplysningstiden" i juni.

Læs kronikken på mandag:"løvedal Reich -- kulturradikal og grundtvigsk

kristen" af Knud Munck og Helge

Rørtoft-Madsen, hhv. sognepræst

og pastor emeritus