Kampen for retten til at sige nej

Retten til at sige nej er dybt rodfæstet hos den gruppe af folkekirkens præster, der hører hjemme på den kirkelige højrefløj. Denne ret er indført i den kirkelige lovgivning blandt andet for at sikre, at også højrefløjens minoritetssynspunkter bliver respekteret i folkekirken, og den er dermed tæt forbundet med begrebet om den rummelige folkekirke. Flere af synspunkterne er kontroversielle og dukker jævnligt op som ømme stødpuder mellem forskellige grupperinger i folkekirken.

De fleste uenigheder kan føres tilbage til synet på Bibelen, som den kirkelige højrefløj tolker mere bogstaveligt end kirkens flertal. Det er på denne baggrund, at forslaget fra ligestillingsordfører Pia Christmas-Møller (K) skal ses. Hendes udmelding om at lave en regel, der sikrer, at menighedsråd ved ansættelsessamtaler spørger ansøgere til præsteembeder om deres holdning til kvindelige præster, opfattes af både tilhængere og modstandere af kvindelige præster som et indgreb i den kirkelige frihedslovgivning.

Som tidligere rektor for Præstehøjskolen og tilhænger af kvindelige præster Niels Thomsen udtrykker det:

-- Statens indblanding er uønsket på områder, der drejer sig om kirkens indre anliggender. Folketinget skal ikke detailstyre ting, der ikke kommer dem ved, siger han.

Samtidig frygter han, at folk fra kirkens højrefløj vil frygte, at det er en skjult måde at forjage deres folk på. Og det vil de sådan set have ret i, mener Niels Thomsen.

-- Det vil være et led i en udvikling, som vil indskrænke bredden i folkekirken. Det er en dårlig ide, siger han.

Den holdning deler biskop i Roskilde Stift Jan Lindhardt.

-- Jeg siger altid til mine menighedsråd, at de skal spørge, hvis de er i tvivl om noget og gerne vil have det afklaret. At lave regler på området er simpelthen kedelig formalisme, siger Jan Lindhardt.

Han understreger, at det meget sjældent fører til reelle problemer lokalt, at en præst er principiel modstander af kvindelige præster, men at forslaget fra Pia Christmas-Møller (K) kan ses som et led i en udvikling, der på sigt vil ophæve de særlige frihedsregler inden for folkekirken.

-- På lang sigt kan den mulighed, som præster har for at tage forbehold over for kvindelige præster, vielse af fraskilte og homofile, ikke opretholdes, siger Jan Lindhardt, der dog ikke ønsker denne udvikling fremmet af mere regeltyranni.

I Sverige er det ikke muligt at få et embede i folkekirken, hvis man fastholder en principiel modstand mod kvindelige præster, og flere iagttagere fra højrefløjen frygter svenske tilstande i den danske folkekirke.

Børge Haahr Andersen, rektor på Dansk Bibel-Institut, en teologisk uddannelsesinstitution på den kirkelige højrefløj, kalder således forslaget en indirekte sorteringsmaskine.

-- Folketingspolitikere skal ikke blande sig i, hvad lokale menighedsråd vil bruge som kriterier for præsteansættelse. På et eller andet tidspunkt opstår det overordnede spørgsmål, om der fortsat vil være plads til det mindretal i folkekirken, som ikke er tilhængere af ordningen med kvindelige præster. Det spørgsmål lurer lige bag dette forslag, siger Børge Haahr Andersen.

Også Anders Dalgaard, sognepræst og formand for Indre Mission, afviser forslaget:

-- Jeg er bange for, at Pia Christmas-Møller i ligestillingens navn kommer til at øve vold mod noget af det, som er en god tradition i Danmark, nemlig den kirkelige frihedslovgivning. Den kan og bør ikke overtrumfes af spørgsmålet om ligestilling. Religionsfrihed indebærer også retten til at have synspunkter, der kan kollidere med den generelle opfattelse af ligestilling.

fodgaard@kristeligt-dagblad.dk