Ateismen er i sit væsen dæmonisk og ond. Hvorfor er ateismen dæmonisk og ond? Ja, det kunne man besvare ved at pege på det seneste århundredes historie, men svaret må gives ved at se på den ateistiske selvforståelse.

Ateismen er ond, fordi den afskaffer det absolutte. Hvad forstås ved det absolutte? Herved forstås en instans uden for mennesket og over mennesket, som har det absolutte krav på mennesket, og i samme øjeblik det påstås, at en sådan instans ikke findes, og det er jo kernen i ateismen, så er der kun relativitet tilbage.

Men ateismen bryder sig faktisk ikke selv om det vilkår, og derfor har den travlt med selv at opfinde erstatninger for det absolutte for netop ikke at ende i grænseløs relativisme. Ateismen er bange for sin egen skygge. Den må fylde tomheden ud med noget, og den siger da eksempelvis: "Mennesket i centrum", eller "Menneskets ret til livet er det afgørende", eller "Fornuften er højeste instans" eller " Videnskaben er vejen, sandheden og livet". Men det er jo noget af det mest uvidenskabelige, der kan siges, fordi ret videnskab kender sin begrænsning og forholder sig alene analyserende til det relative og indfører aldrig absolutter og gør ikke sig selv absolut.

Men hvad ateismen end siger, så kan den ikke udholde sin egen udleverethed til relativiteten og gør derfor noget, som egentlig er relativt, til noget absolut. I ateismen bliver mennesket sin egen lovgiver, og derved får mennesket den absolutte ret i hænde. Her kommer dæmonien og ondskaben ind. I lighedens og broderskabets navn får man ret til at sætte ret og skel. Den, som ikke anerkender ligheden, repræsenterer ondskaben og må fratages enten sin ejendom eller endog sit liv. Den grundidé har kostet millioner af mennesker livet i de totalitære systemer, som jo er repræsentanter for anvendt ateisme, i skikkelse af kommunisme og nazisme.

Ateismens ondskab består deri, at ved afskaffelsen af den absolutte instans mister individet sin ret til livet. Jamen hov, var det ikke en af ateismens religionserstatninger at hævde retten til livet som en absolut størrelse? Jo, men det afgørende er netop, om denne den andens ret til livet er en sag mellem mig og den øverste instans, eller om det er noget, du og jeg er fælles om efter fælles overenskomst, så vi hver især sidder med vor ret over for hinanden.

Forskellen består deri, at retten til livet som en befaling fra højeste instans til mig ikke handler om min ret til livet, men derimod om min forpligtethed over for det andet menneske, hvor det ikke drejer sig om min ret, men den andens ret i tilsidesættelse af min egen ret. Medens den ateistiske tale om menneskeret betyder hver mand sin egen ret, så at der alene bliver tale om isolerede individer i deres eget rettighedsrum. Ateismen fører ind i en iskold rettighedstankegang, som udvikler den "berettigede" egoistiske individualisme, som jo er vore dages fremherskende tendens i både opdragelse og politiske anskuelser.

Læser vi Martin Luthers forklaringer til De Ti Bud, forklaringer, der vil få enhver ateist til at krumme tæer og give kuldegysninger i gudløse sjæle, så ser vi, at der virkelig i De Ti Bud er tale om et værn om ejendomsretten, men vel at mærke som mit personlige ansvar alene i forhold til det andet menneske.

Luther siger i forklaringen til det niende bud: "Du må ikke begære din næstes hus. Hvad vil det sige? Svar: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke med list efterstræber vor næstes ejendom eller hus og under dække af ret tilegner os det. Men hjælper og støtter vor næste, så han kan beholde det." Her tales ikke om social retfærdighed, men her befales slet og ret respekt for det andet menneskes liv og ejendom, som det nu foreligger uden refleksion over social retfærdighed.

I denne forklaring drejer det sig om det andet menneskes ret til liv og ejendom, men som min opgave. Hold fingrene væk, ja, ikke bare det, arbejd med på din næstes ve og vel. I ateismen eksisterer der selvfølgelig ikke et sådant bud om, at vi skal ære Gud ved at tage vare på vort medmenneskes ve og vel, nej, der hedder det ganske prægnant: Gør din pligt og kræv din ret.

Her er individet alene med sig selv i sit eget rettighedsrum.

Ateismen kan ikke andet end nedskrive menneskelivet til ren jura, et rettighedsparadis. Sandt er det, at vi må indrette et samfund med en statsmagt, som sætter ret og skel, men grunden dertil er, at vi ikke opfylder skaberens krav på os. Dette er vigtigt. Statsmagten kan aldrig ophæve nogen krise, men er og bliver en nødløsning grundet i vor ulydighed mod skaberen. Et sådant udgangspunkt for ethvert politisk tiltag er utænkeligt i ateistisk tankegang. En sådan relativering af staten og dens muligheder er en fornærmelse af enhver politisk ideologi, som jo altid repræsenterer en tro på, at statsmagten er alt andet end en nødløsning, nej, den er vejen til sandheden og de ideelle tilstande. Den ligger inde med frelsesmulighederne.

Her bliver statsmagten det absolutte. Det er ateismens dæmoni og ondskab, at den fratager mennesket dets forhold til det absolutte og gør noget rent menneskeligt absolut. Som en anden pavekirke træder ateismen mellem den enkelte og hans åndelige udgangspunkt. Vor til religiøsitet grænsende optagethed af vore vilkår skyldes ateismens løgn, der tilsiger os, at vi er et produkt af vore vilkår.

Ateismen må finde sin verdensforklaring og ender altid i en fornærmethed over det givne, ja, vil end ikke tale om det givne, men om det foreliggende, som så skal ændres. Det er nok mennesket, der skal laves om på, men det sker uden om mennesket i kraft af tilrettelæggelse af omstændighederne.

Ateismen sniger sig om bag mennesket og hvisker, at vi skal nok få lavet om på dig, og det sker først og fremmest ved at fratage dig dit forhold til det absolutte. Der er intet, som er absolut, siger ateismen, bortset altså fra vor ret til at tage over.

Her står det klart, at ateismen altid viser sig som overgrebet på menneskets integritet, og menneskets integritet står og falder netop med, at det forholder sig til en instans, der er hævet over alt relativt. Ja, ateismen tager netop friheden fra mennesket, fordi det er frihed at forholde sig til en instans uden for og over alle jordiske instanser. Den instans, som befaler forpligtethed over for det konkrete, givne medmenneske i den grad, som dette medmenneske har brug for dig og er afhængig af dig. Og det set ud fra, hvad du selv ved om det at være menneske.

Der behøves hverken højskoleophold eller skoling i politiske ideologier for at kende dette livs fornødenheder. Tilværelsen ligger lige for og ingen melleminstanser skal træde imellem, hvor den enkelte kender den absolutte fordring om åndsnærværelse.

Ateismen er den forkrøblede refleksion, der berøver mennesket dets oprindelighed, for det oprindelige i mennesket er netop at forholde sig til tilværelsens giver.

Selvom ateismen bærer hovedansvaret for det 20. århundredes rædsler, så er den fræk nok til at retfærdiggøre sig ved at sige, at religionen og specielt kristendommen har stået for undertrykkelse, grusomhed og krige i hele menneskehedens historie, og derfor skal vi nu bekæmpe religionen, for vi ateister repræsenterer nu engang alt det gode. Her topper dæmonien og ondskaben, for er der noget mere ækelt end den ufejlbarlige videnskabelige godhed, som ser klart og rationelt, hvorledes hele verden bringes på plads. Så står vi for alvor over for den uplettede instans, som trods alle fejltrin gør sig selv absolut.

En sådan instans er dødsensfarlig omend den klæder sig ud i hvid kittel og optræder med lægeautoritet. Pavekirke er trods al selvophøjelse dog underlagt det ord, der underkender sandheden i mennesket og forstår, at sandheden dømmer mennesket og aftegner vor afmagt og gør os uendeligt skyldige. I den lutherske tradition vedkender man sig klart, at mennesket er fanget i gudløsheden og er i kraft af sig selv uden Gud, men i kraft af Guds tale kaldet ud af gudløsheden.

Her er bevægelighed, begivenhed, liv og ånde, fald og oprejsning, håb mod håbløshed, sandhed og løgn i stadigt opgør, medens den kliniske ateisme blot sidder inde med sit negative budskab: Der er ingen Gud, og med dette budskab fratager den det enkelte menneske ansvaret for sig selv og gør det til et produkt af omstændighederne, en plante. Du kan ikke gøre for noget, fordi det er verden, der er ond, men vi indretter den til det bedre, der skal blot renses ud. Man skal blandt andet se at få afskaffet al religion. Med disse proklamationer om udrensninger foretaget af de rene, så er vi klar til at gentage det 20. århundredes fejlkurs.

John W. Hørbo,

pastor emeritus