Kristendom skal være levende

Jo, svarer den danske teolog og forfatter Niels Christian Hvidt i sin markante bog "Christian Prophecy", der netop er udkommet på Oxford University Press med forord af ingen andre end paven -- alias Joseph Ratzinger.

Gud fortæller hele tiden mennesker noget for at sikre en levende kristendom. Og det sker gennem profeter, lyder én af bogens hovedpointer. Så selvom alverdens kirker er bygget op omkring Bibelens 2000 år gamle skrifter, så er dette helligskrift ikke slutningen på kristendommen. Det er bare en ny begyndelse.

Tanken er revolutionerende for mange kristent-religiøse hierarkier, som i historiens løb har haft et anstrengt forhold til de fleste nye profeter og gerne stemplet dem som falske, for kritiske eller for nytænkende. Så hvad har nu fået teologen Hvidt på disse profettanker? Og hvad har fået paven til at støtte dem?

-- Jeg har altid interesseret mig for, hvad Gud gør efter Bibelens afslutning, fortæller Niels Christian Hvidt, som med bogen vil have det profetiske i kristendommen til fornyet debat og eftertanke, også i danske folkekirkelige sammenhænge.

For Hvidt giver det nemlig ikke mening, at Gud skulle have trukket sig tilbage fra dialog med verden. Også efter Det Nye Testamente blev nedfældet, forsøger Gud at få kontakt med verden gennem profeter. I "Christian Prophecy", der bygger på Hvidts doktorafhandling fra Gregoriana Universitet i Rom, betegner han dette synspunkt som profetisk dynamik.

-- Det er et problem, hvis kristendommen blot er en forvaltningsreligion, hvor kirken ene og alene forvalter det bibelske ord uden muligheden for Guds frie og direkte indgriben.

Det kan virke overraskende, at en doktorafhandling fra Gregoriana Universitet i Rom, der har status som et af den katolske kirkes traditionsbundne og klassiske lærecentre, er ophav til en "profetisk udfordring". Når bogudgivelsen samtidig har et forord af pave Benedikt XVI, der af mange opfattes som konservativ, er forundringen desto større.

-- Da jeg spurgte ham, om han ville skrive forordet, var han stadig kardinal Joseph Ratzinger. Han nød stor anerkendelse som konservativ teolog, og på den måde tænkte jeg, at et forord fra ham ville gøre det klart, at den kristne teologi havde plads til og behov for en diskussion af det profetiske, også i konservative kredse. At han siden skulle blive pave har blot givet bogen en ekstra dimension.

Og på trods af utallige profetfordømmelser ser Niels Christian Hvidt en stor åbenhed over for det profetiske i katolicismen.

-- Profetiske budskaber skaber bevægelse i kirken, men det er ikke så risikofyldt i den katolske kirke, fordi den har en fast ledelsesstruktur, hvor der er en stærk ramme at agere indenfor.

Samtidig mener han også, der er grunde til, at det profetiske mødes med stor påpasselighed.

-- Der er faren for falske profeter. Kirken har altid været på vagt over for dem, der hævder at være udstyret med særlige nådegaver.

Spørgsmålet er, om Niels Christian Hvidts nye værk vil skabe yderligere fokus på det profetiske i den katolske kirke.

-- Jeg har naturligvis til hensigt at sende bogen til paven. Han har har været optaget af at fremstille åbenbaringslæren på en måde, så den lægger op til en profetisk teologi, og han har også fungeret som en af mine væsentlige inspirationskilder.

Men om det fører til mere rum for profetien i den katolske kirke, er mere end Niels Christian Hvidt kan forudsige fra sit kontor på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet, hvor han nu forsker og underviser i forholdet mellem tro og helbred.

-- Paven rummer for mig at se den dobbelthed, som den katolske kirke selv repræsenterer. Han må være åben over for den levende Gud, samtidig med at han må holde fast i traditionen.

Åbenheden kan blive helt afgørende for den katolske kirke, hvis den ikke vil miste forbindelsen til den massive udvikling, kristendommen gennemgår på den sydlige halvkugle, fremhæver Niels Christian Hvidt i sin bog. I syd er der tale om en levende og dynamisk kristendom, hvor det profetiske og karismatiske spiller en betydelig rolle.

-- I stedet for at afvise den karismatisk orienterede kristendom er Rom naturligvis bevidst om at måtte lytte til bevægelsen i Afrika og Sydamerika. Der ligger en stor udfordring for kirken i at udvikle en balance mellem vores traditionsbundne, europæiske kristendom og den levende, voksende kirke i syd.

At åbne døren for det profetiske er imidlertid ikke uden fare. Som Niels Christian Hvidt bemærker, har der gennem historien været et klart overtal af det, kirken kalder falske profeter frem for sande profeter. På den baggrund er det helt afgørende, at kirken forstår at skelne skidt fra kanel. Derfor rummer hans bog også en opstilling af de kriterier, kirken altid har benyttet til at vurdere sand profeti.

-- Træet skal vurderes på sine frugter, fremfører Niels Christian Hvidt.

Det første kriterium for sand profeti er, at der er overensstemmelse mellem profetens tale, Bibelen og kirkens tradition. Så selvom profeten skal forny kirken, er det et krav, at budskabet ikke modsiger evangeliet.

Men det er ikke tilstrækkeligt.

-- Herudover må vi se på profetiens virkningshistorie. Se på, om den fører til vækst i kærlighed til Gud og næsten, eller den leder folk bort fra kirken.

Men hvad er en profet? I ordets snævreste betydning er det et menneske, som Gud gennem en særlig åbenbaring kalder til at være sit talerør. Hvor profeter traditionelt opfattes som nogle, der kigger frem i tiden, er Niels Christian Hvidts konklusion den, at profeter primært taler ind i deres egen tid, uden dog at miste syn for, hvor man er på vej hen. En lige så bemærkelsesværdig konstatering i bogen er, at ni ud af ti profeter op gennem historien har været kvinder.

-- Vi kender ikke forklaringen. Måske er kvinder bedre til at lytte end mænd, lyder det forsigtige bud fra Niels Christian Hvidt.

Kvinde eller mand -- det at blive udvalgt af Gud som profet er et tungt hverv, forsikrer den danske teolog. Det er som oftest et ubehageligt budskab, profeten skal aflevere, og deraf følger også, at det er hans eller hendes lod at blive afvist i sin samtid.

Et eksempel på en nulevende profetskikkelse er ifølge Hvidt den græsk-ortodokse kvinde Vassula Rydén, der siden 1985 har modtaget åbenbaringer fra Jesus Kristus og Jomfru Maria, hvilket har resulteret i 12 bøger oversat til 40 sprog.

-- Hun sad ved køkkenbordet og var ved at skrive sin indkøbsseddel, da hun hørte en engels røst, og hendes pen blev ført, fortæller Niels Christian Hvidt.

Rom har ikke kunnet sidde hendes budskaber overhørig, og fra i begyndelsen at blive mødt med modstand har Troslærekongregationen gennem de seneste år haft en dialog med hende. Her har hun med Niels Christian Hvidts forsigtige ord "tilvejebragt nyttige klargøringer" på de indledende kritiske spørgsmål.

Men en egentlig profetisk anerkendelse er umulig, mens hun er nulevende, pointerer den danske forsker. Ikke desto mindre vurderer han, at budskabet her er sundt, og at frugterne -- for at bruge det gamle bibelske billede -- er gode.

Hvidt fremhæver, at mange tusinde mennesker er kommet til tro ved læsningen af Rydéns bøger, og netop nu er 550 troende fra 10 forskellige kirkesamfund samlet på en økumenisk pilgrimsrejse i Paulus' fodspor, inspireret af hendes budskaber.

Men det er profetens lod først at blive anerkendt efter sin død.

-- I princippet kan en profet jo på sit dødsleje sige, at det hele var løgn. Derfor venter kirken med den endelige vurdering til efter profetens død.

Ét er det profetiske i den katolske kirke. Noget andet og langt mere ømtåleligt er profetiens rolle i en dansk, luthersk sammenhæng. Kan og skal folkekirken åbne døren for profeterne?

Niels Christian Hvidt, der er uddannet som teolog på Københavns Universitet, har ikke noget entydigt svar herpå.

-- I en luthersk sammenhæng er der en stærk betoning af, at skriften alene skal ses som vidnesbyrdet om Guds åbenbaring. Den tankegang kan have det svært med profeter som nye fortolkere.

Set udefra er et andet -- og mindst lige så stort -- problem, at man i den lutherske kirke taler om det almindelige præstedømme, hvor ingen er hævede eller særligt udvalgte af Gud. Hvis alle er lige, kan ingen bære profetiske nådegaver. Men på det punkt ser den katolske konvertit ingen hindring.

-- Godt nok har profeten en særlig rolle, men teologisk set har alle mulighed for at blive kaldet. Det er ikke forbeholdt en bestemt gruppe, og på den måde kan man vel fastholde det lutherske lighedsprincip.

Man fornemmer, at arbejdet med bogen har budt Niels Christian Hvidt på et indlevende møde med kirkens profetiske fyrtårne. Lige fra mødet med Hildegard af Bingen, Birgitta af Vadstena og den nulevende Vassula Rydén. Og selvom han ser ud til at være på fjern afstand af det profetiske i sit nuværende lektorat på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, betragter han bogen som grundlaget for sit fortsatte teologiske arbejde.

-- For mig har troen på Guds nærvær i den efter-bibelske tid, også kaldet Helligåndens tid, fungeret som en rød tråd. Det, at Gud konstant har "talt ved profeterne", har været med til at levendegøre troen på Gud som den nærværende og medlidende. Og mange undersøgelser tyder på, at det er denne Gud, som syge mennesker søger, slutter Niels Christian Hvidt.

kirke@kristeligt-dagblad.dk Fakta

Niels Christian Hvidt

**Siden 2006 lektor på Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet med fokus på forholdet mellem tro og helbred. Har tidligere været forskningsstipendiat inden for emnet medicinske mirakler og teologi.

**Har skrevet flere artikler og bøger, blandt andet "Mirakler -- møder mellem Himmel og Jord".

**Hans nye bog "Christian Prophecy", udkommet på Oxford Press, er en udgave af hans doktorafhandling fra Gregoriana-Universitet i Rom.

**Er gift med Elisabeth Assing Hvidt, mag.art. i religionsvidenskab. Sammen har de sønnen Josef på 6 måneder.