Tørklædet underminerer demokratiets vilkår

KRONIK: Når man som Asmaa Abdol-Hamid vil have, at omgangsformerne skal bestemmes af islam, har man i realiteten også sagt, at man vil have lovgivningen bestemt af islam

Det har vakt en del postyr, at Enhedslisten, som repræsenterer den yderste venstrefløj i Danmark, har opstillet en kandidat til næste folketingsvalg, som har bebudet, at såfremt hun bliver valgt, vil hun også bære tørklæde på Folketingets talerstol, og som desuden nægter at hilse på mænd på konventionel vis ved at give dem hånden.

Sagen har delt vandene. Gamle fronter falder, og nye opføres. Men overblikket synes at mangle. Selve postyret tvinger os til eftertanke. Det er symptom på, at der er ved at ske noget med vort samfund, som vi endnu kun dårligt forstår.

Udgangspunktet er simpelt. Den pågældende folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid, har som sagt valgt altid at bære tørklæde, når hun viser sig offentligt; og hun har valgt, at hun ikke kan hilse på mænd ved at give dem hånden. Umiddelbart er der tale om hendes eget frie valg. Men valget er også udtryk for hendes religiøse overbevisning. Det er et valg, som hun har gjort på basis af sin religionsfrihed: sin frihed til ikke at være bundet af nogen anden tro end den, hun selv vælger.

Således forstået er hendes valg i fuld overensstemmelse med de frihedsidealer, som vort demokrati bygger på. Ja, det er et udtryk for disse idealer. For den religionsfrihed, som vi alle bør værne om. Og ser vi ikke dybere, så ser vi dem, som stiller spørgsmål ved hendes ret til at gøre, som hun ønsker, som nogle, der vil begrænse hendes religionsfrihed. Det er således, at Dansk Folkeparti er blevet placeret.

Men hvad man end mener om sagen, så er det forkert at standse refleksionen allerede her. Den indeholder nogle dilemmaer, som er skjult for den, der blot mener, at der er tale om et enkelt spørgsmål om religionsfrihed; og at Abdol-Hamids krav om religionsfrihed trumfer alle betænkeligheder ved hendes optræden. For har Abdol-Hamid virkelig valgt i frihed?

Svaret afhænger af, hvorfor hun har valgt, som hun har. Hvad er hendes egen begrundelse for at udøve sin fundamentale frihed på den måde? Begrundelsen ligger i hendes religion. Hun handler, som hun gør, fordi islam foreskriver, at hun skal gøre det. Hun kan simpelthen ikke gøre anderledes, fordi så handler hun imod buddene i sin religion. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorledes hun skal gå klædt, og hvorledes hun skal hilse på mænd, er hun strengt taget ikke fri. Hun er derimod bundet af islams forskrifter for, hvorledes hun skal opføre sig.

På det plan har hun fravalgt friheden; men den erkendelse kan kun være en mellemstation i argumentationen. For selvom hun er bundet af sin religion i spørgsmålet om, hvorledes hun skal gå klædt, og hvorledes hun skal hilse på mænd, så har hun vel stadig sin grundlæggende frihed i valget af religion. Og er hendes grundlæggende frihed til at følge religionens konkrete bud om, hvorledes hun skal klæde sig selv og hilse, så ikke begrundet dér: i hendes frie religionsvalg?

Også dette spørgsmål fører videre. For hvad menes der med, at vi har et frit religionsvalg? Det ligger i sagen, at den frihed har to sider. For det første en politisk side. Her drejer det sig om, hvorvidt det politiske system giver Abdol-Hamid religionsfrihed eller ikke. Og her er svaret let. Der er intet i det politiske system, som foreskriver hende, hvilken religion hun skal have, eller som forbyder hende at skifte tro. På det politiske plan har hun sin religionsfrihed. Men som sagt har spørgsmålet en anden side. Har hun også religionsfrihed i sin religion? En ting er, at det politiske system giver hende ret til at skifte tro; en anden ting er, om hendes religion giver hende samme ret.

Her ligger et problem. Det er en kendt sag, at islam har vanskeligt ved at godtage religionsfriheden, som den forstås i det danske politiske system, og som den forstås i FN's menneskeretserklæring: som retten til at skifte religion og til at frasige sig al religion. Det har ført til, at man fra de højeste muslimske kredse har gjort flere forsøg på at formulere et alternativ til FN's menneskeretserklæring. Og det centrale er, at de alle omfortolker religionsfriheden. I de islamiske menneskeretserklæringer forstås religionsfriheden således, at den giver alle ret til at følge Allahs religion, men at den ikke giver muslimen ret til at frasige sig islam.

Det er således, de herskende muslimske kredse forstår islam. Og det er klart, at den opfattelse er i direkte modstrid med grundlaget for vor sekulære, demokratiske samfundsorden, der bygger på politisk ligeværdighed for alle uanset religion. Den er en bombe mod den åndsfrihed, uden hvilken demokratiet er meningsløst.

Hvor befinder Abdol-Hamid sig i den konflikt? Jeg ved ikke, om hun nogensinde har taget stilling til de forskellige forsøg på at formulere en alternativ islamisk menneskeretserklæring som erstatning for FN's. Men det gør ikke noget. For det væsentlige spørgsmål er ikke, hvad hun selv mener om den sag. Det er derimod, hvad hun implicit støtter, i og med at hun i det offentlige rum underlægger sig islamiske forskrifter for, hvorledes hun skal gå klædt, og hvorledes hun skal hilse.

Det sekulære demokrati bygger på, at vi alle som borgere er ligeværdige, uanset køn og religion. Og hvis det skal fungere, så skal vi have nogle omgangsformer, som tillader os at omgås som ligeværdige, uanset køn og religion. Det sidste betyder, at disse omgangsformer ikke må være religiøst bestemt. Og sådanne omgangsformer har vi i det danske rum. De bestemmes af konventionen, ikke af nogen religion.

Det er i det rum, at Abdol-Hamid kræver gennemførelse af særlige, religiøst begrundede omgangsformer. Hun vil ikke hilse efter den religiøst neutrale konvention, men kun efter sin religiøst bestemte forskrift. Dermed går hun ind og obstruerer de religionsneutrale omgangsformer; og det betyder, at hun sætter spørgsmålstegn ved selve den ligeværdighed, som er demokratiets grundlag.

Når man vil have, at omgangsformerne skal bestemmes af islam, har man i realiteten også sagt, at man vil have lovgivningen bestemt af islam. Man kan ikke kæmpe for det ene, uden at man også støtter det andet. Og så har man forladt grundlaget for det rationelle demokrati. Det kræver nemlig politisk ligeværdighed for alle, uanset religion. Og den ligeværdighed kan man kun stå inde for, hvis man også er forpligtet på, at den lovgivning, som skal gælde alle, og som skal vedtages demokratisk, ikke skal begrundes med religiøse argumenter. Kun således hænger demokratiet sammen.

Hermed siger jeg ikke, at Abdol-Hamid ikke af et ærligt hjerte tror, at hun vil forbedre det danske demokrati. Forbedre det med lidt og efterhånden mere sharia-lov. Jeg siger kun, at hendes ærlige hjerte ikke er rationelt, og at hun reelt står for en holdning, som vil ødelægge den livsnødvendige, demokratiske rationalitet. Det er om den, kampen står.

Og så har sagen en vinkel, som jeg endnu ikke har berørt. Enhedslistens vinkel. Hvad får et venstreradikalt parti som Enhedslisten til at opstille en religiøs kandidat som Abdol-Hamid? Måske kan det bedst forstås i forlængelse af deres revolutionære tradition, som siger, at de skal undergrave det bestående for at bygge noget bedre op på ruinerne.

I gamle dage ville de ophæve den private ejendomsret og det frie marked for at skabe en ny økonomisk orden. Desværre var deres ideal en illusion. De havde ingen idé om, hvorledes den nye orden skulle fungere. Nu vil de ophæve den sekulære, demokratiske orden for at skabe en multikulturalisme, som heller ikke vil kunne fungere. For den kræver, at vi er enige om nogle religionsneutrale omgangsformer, som de netop vil nedbryde.

Det er beskæmmende for Enhedslisten; men det er også symptom på et bredere svigt. Vi har fået overleveret et politisk system et sekulært demokrati som stiller krav om rationalitet. Det kan kun føres videre, hvis vi som samfund både har vilje og evne til at føre en rationel debat om alle påtrængende politiske spørgsmål. Men har vi den vilje og den evne? Når man følger en debat som den foreliggende og når man ser et radikalt folketingsmedlem i tørklæde kan man så ikke tvivle?

Kai Sørlander er filosof