Sorgen kaldte på et maratonløb

Men syv uger før terminen fik Tine en fornemmelse af, at barnet i hendes mave var for lille. Et besøg på Skejby Sygehus bekræftede antagelsen, og det blev besluttet at lave akut kejsersnit. Frederikke blev født og tilbragte, trods sin meget lave fødselsvægt på 1140 gram, de første 12 timer af sit liv ved skiftevis at ligge ved sin mors bryst, ligesom alle andre nyfødte, og i kuvøsen ved siden af. Men så ændrede situationen sig. Frederikke blev mere og mere dårlig. Det blev konstateret, at hun havde en lille hjertefejl, og at  hendes tarmsystem ikke fungerede normalt. Forældrene fik hende nøddøbt, og efter nogle timer blev det besluttet, at hun var for dårlig til en operation. Slanger og drop blev fjernet fra den lille pige, og hun lå derefter på sin fars bryst, til hun døde lige over midnat den 12. august 2002, kun 24 timer efter, hun var blevet født. Ingen kender den præcise årsag til hendes alt, alt for tidlige død.

Efter nogle dage tog den lille familie hjem til huset i Højbjerg syd for Århus. Frederikke skulle se det, der skulle have været hendes hjem. Det var indian summer og kvælende varmt, men fryseelementer i bunden af vuggen betød, at Frederikke kunne ligge der, til hun en uge efter fødslen skulle begraves i den nærliggende kirke.

For den nybagte far blev det efterfølgende til en sygemelding fra en forstående praktiserende læge. Og den sygemelding skulle vise sig at blive forlænget mange gange.

Først syv måneder efter Frederikkes død, var Mikkel Henriksen igen klar til at gå på arbejde.

Tiden brugte han med egne ord til at ”vade ind i sorgen”. Det nærliggende biblioteks arsenal af bøger om sorg og sorgreaktioner fik ham til at forstå, hvad det var, der skete med ham, og at det ikke nyttede noget at liste udenom.

– Først blev jeg bange, troede, jeg var ved at blive sindssyg eller få en depression. Den følelse af at være ved at gå i stykker havde jeg jo aldrig oplevet før. Men bøgerne og mine nærmeste pårørende hjalp mig til at forstå, at det var ok, fortæller Mikkel Henriksen.
Han fik de 12 samtaler hos en psykolog, som sygesikringen giver tilskud til ved dødsfald eller andre alvorlige kriser. Det var hjælpsomt, men ikke nok. Mikkel Henriksen mærkede en trang til at gøre noget fysisk, en kraftpræstation. De smadrede tallerkner og det ødelagde topstykke på bilen efter al for hurtig kørsel i første gear hjalp ham ikke af med sin vrede og afmagt over datterens død.

– Det blev tydeligt for mig, at sorgen er den hjemløse kærlighed. Jeg elskede og savnede Frederikke, men kunne ikke vise det ved at kysse og kramme hende. I stedet brugte jeg megen tid ved gravstedet, og dér besluttede jeg en dag, at jeg ville løbe et maraton for hende, fortæller Mikkel Henriksen.

Hans træningstilstand var ikke noget at prale af. Det var højst blevet til lidt serie 6-fodbold i den lokale klub, så det var helt forfra med løbetræningen.

– Alle de timer alene i skoven var ren terapi. Jeg løb ikke væk fra noget, men følte, jeg gav Frederikke min kærlighed ved at løbe lungerne ud. Det var for at vise, at jeg virkelig mente det, at det ikke bare var ord, husker han.

Det lykkedes at gennemføre Copenhagen Marathon i 2003, og da Mikkel kom hjem til Århus, tog han straks på kirkegården, hvor han gravede medaljen ned under trædestenen på Frederikkes gravsted.
- Den var jo til hende, som han siger.

Mikkel Henriksen mener selv, at hans projekt med maratonløbet var en typisk maskulin måde at reagere på.

I den sorggruppe, som han og hans kone stadig er tilknyttet, har han set andre eksempler på, at mændene har haft brug for at gøre noget fysisk i forbindelse med det at miste et barn. En skulle ustandselig slå græs, mens en anden med sin motorsav gik i gang med at fælde alle de træer, han kunne komme i nærheden af.

Netop fordi mænd typisk reagerer anderledes end kvinder, har Mikkel Henriksen i Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød være med til at afholde særlige mandeaftner.

– Det er vigtigt for mænd at spejle sig i andre mænd. Og det skal ske i et forum, hvor det er ok, ikke nødvendigvis at skulle sige noget, men hvor det også et tilladt at være en stiv træmand, mener Mikkel Henriksen. For ham selv har det givet stor mening at fortælle andre om, hvordan han håndterede sin sorg.

Han kan stadig blive meget vred over, at mænd diskrimineres i forhold til kvinder, når det gælder orlov. Kvinden har ret til 14 ugers fravær, hvis barnet er dødfødt eller dør inden den 32. uge efter fødslen. Manden  har til gengæld kun ret til 14 dages omsorgsorlov, og på det tidspunkt er de færreste klar til at gå på arbejde, mener Mikkel Henriksen.

– Det er sådan et Mads Skjern-agtigt signal at sende: Mænd græder ikke og skal bare videre. Det føler mange mænd som et stort pres, og det kan give bagslag på længere sigt. Så også samfundsmæssigt tror jeg, det er en meget dårlig idé at presse mændene, siger Mikkel Henriksen.

Han giver Sidsel på halvandet år et skub i gyngen og råber samtidig noget til snart fireårige Asbjørn. Med et arbejdsliv på nedsat tid har han god tid til at nyde de to krudtugler og gør det i fulde drag. Men også det tredje barn, Frederikke, skal der være plads til.

– Det er klart, at sorgen og smerten over hendes død fylder mindre og mindre, og sådan skal det også være. Men hun har sin egen faste plads i mit hjerte og vil være med os altid. Jeg er far til tre, fastslår Mikkel Henriksen