– Jeg håber, at børn får en rigtig god oplevelse på Historiens Dag, og at de også får et forhold til gamle dage og en fornemmelse af og idé om, at det både var sjove, men også strenge tider, siger Steen Hvass. –
- Scanpix.
Dorte Remar |
2. juni 2007
MIT LIVSSYN: Steen Hvass står som direktør for Kulturarvsstyrelsen i spidsen for Historiens Dag i morgen, der med arrangementer over hele landet har til formål at pirre børns nysgerrighed og interesse for det gamle industrisamfund
Nysgerrighed over for omverdenen. Og glæden ved at arbejde med noget, som de selv synes er spændende. Det er, hvad Steen Hvass gerne vil give videre til sine tre voksne børn og fire børnebørn.
Som direktør for Kulturarvsstyrelsen står den 61-årige mag.art. i arkæologi i morgen, søndag, i spidsen for Historiens Dag, der med 80 arrangementer over hele landet for de seks- tolvårige og deres familier har til formål at pirre børns nysgerrighed og interesse. Temaet for dagen er i år ”Børn i industrihistorien”, og det illustreres på mange forskellige måder.
I Absalonsgade på Vesterbro i København, hvor kulturminister Brian Mikkelsen (K) åbner dagen, kan børn vælge nye identiteter som bydrengen Bent med long-john eller Ella, en fin pige, der kan rette ryggen og vaske tøj i en zinkbalje. Djurslands Museum sætter fokus på industriens betydning for mad, hygiejne og børns helbred. Undervejs serveres kiksekage, Richs-kaffe og limonade. Og i Aalborg er der byhistorisk familieløb tilbage til oldefars barndom, med hvad den indebar af fedtemadder, rygende skorstene og bygning af træskibe.
– Jeg håber, at børn får en rigtig god oplevelse på Historiens Dag, og at de også får et forhold til gamle dage og en fornemmelse af og ide om, at det både var sjove, men også strenge tider, siger Steen Hvass.
Vi har fanget ham på mobiltelefonen i Stockholm, hvor han er på studietur med fokus på bygningsfredning med den svenske pendant til Kulturarvsstyrelsen, Riksantikvarembetet, som vært.
Hvordan vil du beskrive din tilstand lige nu?
– Jeg sidder uden for et stort, tomt fabriksanlæg, og her er småkoldt og gråvejr i modsætning til hjemme. Men jeg har set meget og haft en spændende dag, så det har været turen værd, siger Steen Hvass.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
– Det er optimistisk! Det er vigtigt for mig, at jeg synes, at det er sjovt at gå på arbejde. Jeg kan pukle løs og have lange arbejdsdage, men primært har jeg det godt med det. Jeg vil ikke selv bytte med noget andet. Jeg oplever, at det rykker, når der er sat ting i gang, så vi kan sige: Vi gjorde det, det var helt godt det her! Så for mig er det også vigtigt, at jeg, når jeg går i seng om aftenen, kan sige, at det har været en god dag i dag.
Hvad tror du på?
– Jeg er ikke dybt religiøs, men jeg har stor respekt for folk, der har en tro som hjælp til at håndtere det uforklarlige og uforståelige i verden. Fiskerne på vestkysten havde en stærk tro. Og den lethed, hvormed de satte livet på spil i deres erhverv, krævede det også. Jeg er selv et meget nøgternt menneske og er tilhænger af at finde en fornuftig forklaring på de fleste ting.
Hvad har du taget med fra dit barndomshjem?
– Nysgerrighed over for det, der omgiver mig. Jeg kommer fra et borgerligt hjem. Min far var møbelhandler, min mor var damefrisør. Det var et hjem, der gav rum for, at jeg kunne beskæftige mig med noget, som jeg syntes var spændende. Det lå ikke i kortene, at jeg skulle overtage min fars møbelforretning, og jeg var den første akademiker i familien. Mine interesser blev understøttet. Jeg ville være arkæolog, fordi jeg som dreng sammen med en kammerat gik rundt ved de gamle stenalderbopladser i Vejle og omegn og fandt flinteredskaber. Vi viste dem til en lærer, der deltog i udgravninger for Nationalmuseet, og dem blev vi inviteret med på. Det var vanvittigt spændende. Senere kom jeg med ud at grave i mine ferier, og så hang man på krogen!
Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?
– Jeg ved ikke, om jeg har nogle specielle forbilleder. Men mit grundsyn er, at man skal opføre sig ordentligt over for andre og være sig selv bekendt.
Hvad er lykke for dig?– Det er det med at kunne sige, at det har været en god dag i dag. Det er en stor tilfredsstillelse arbejdsmæssigt, med familien og så videre at kunne sige: Denne dag har også bragt en berigelse! Tilværelsen er for vigtig til at gå og lade sig irritere, selvom der selvfølgelig nogle dage kan være ting, der ikke er så sjove.
Hvad er elendighed for dig?– Det er, hvis det går rigtig skidt og det hele er ad Pommeren til. Der er jeg så priviligeret, at den slags har jeg ikke oplevet så meget af. Men jeg kan også bekymre mig over, hvordan tingene udvikler sig for vores efterkommere med forurening af miljøet. Når man har rejst i områder med stor forurening, får man et seriøst forhold til det. Hungersnød og krig påvirker også. Det er, som som der er flere og flere konflikter, og man kan spørge sig selv om, hvad det er, der sker i verden.
remar@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad