Den teologiske indflydelse på den første danske grundlov var altså betydelig og hang sammen med, at teologer i kraft af deres uddannelse hørte til samfundets elite i 1800-tallet.

Og det kunne ses på diskussionerne om de paragraffer i Grundloven, der handlede om kirkelige og religiøse forhold.

I den ene ende af teolog-skalaen sad Sjællands biskop Mynster, som ønskede, at det skulle fremgå af den nuværende paragraf fire, at folkekirken ikke blot skulle være evangelisk-luthersk, men også henvise til Den Augburgske Bekendelse. I den anden ende stod Grundtvig, hvis første forslag hed: "Sålænge den overvejende del af folket har en fælles gudedyrkelse, skal der over hele riget på offentlig bekostning vedligeholdes en tilsvarende gudedyrkelse i den danske folkekirke".

– Og Grundtvig begrænsede ikke begrebet folkekirke til kristne sammenhænge, siger pensioneret lektor i kirkehistorie, dr.theol. Thorkild C. Lyby.

– Grundtvigs idé var at gøre folkekirken til en religionsanstalt, administreret af staten. Han mente, at religiøse følelser var et normalt led i et menneskeliv, og at det kunne udfyldes på mange måder. Det var et behov, Grundtvig mente, at staten skulle dække, siger Lyby, som tilføjer, at Grundtvig ikke specifikt har sagt, at folkekirken lige så vel kunne være jødisk eller katolsk som evangelisk-luthersk, men at det sandsynligvis var det, han mente.

Det er Grundtvig-forsker Kim Arne Pedersen uenig i. Han mener, at Grundtvig generelt ønskede sig så meget frihed som muligt for kirken, men ikke at han forestillede sig en ikke-kristen folkekirke.

Grundtvig fik ikke sit forslag igennem, og det gjorde Mynster heller ikke. Grundt-vig fik ingen stor indflydelse på Grundloven i det hele taget – den stod blandt teologerne især Monrad og i mindre grad Mynster for.

Grundlovens paragraf fire hedder i dag, som den gjorde i 1849: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.

Om religionsfriheden var der også mange kreative forslag. De fleste vendt mod katolikker, selvom en enkelt sognefoged i forsamlingen også mente, at bispeembederne burde nedlægges og pengene i stedet gå til skolevæsnet.

Biskop Mynster, som gav ord til den skræk for pavekirken, der stadig i 1800-tallet prægede protestantiske lande, advarede blandt andet mod, at katolikkerne kunne finde på at holde offentlige processioner og "andre sådanne ting, som i sig selv hører til deres gudsdyrkelse". Han var også betænkelig ved at lade katolikker, som underlægger sig en autoritet uden for staten, få fuldstændige politiske og borgerlige rettigheder.

Teologerne var ikke de eneste, der frygtede andre religioner. Videnskabsmanden H.C. Ørsted var ikke meget for al den religion, der kunne slippes løs i samfundet. For eksempel kaldte han det ifølge Ditlev Tamm forargeligt, om en jøde kunne blive dommer og "i allerhøjeste grad fordærveligt", hvis en katolik kunne få ledelsen af skoleundervisningen.

Borgmesteren i Horsens, Ditlev Ræder, gik så vidt i forhold til at begrænse katolikkernes religionsfrihed, at han foreslog, at man fulgte Norges eksempel og helt forbød jesuitter og munke i landet. Hans forslag faldt også, men det er bemærkelsesværdigt, at 37 af landets oplyste mænd stemte for hans forslag mod 79 imod.

Men borgerlige rettigheder, herunder religionsfrihed, lå i tiden.

– På trods af mange barske udtalelser om andre religioner, ikke mindst katolikkerne, så lå det i tiden, at man ikke kunne have en forfatning uden religionsfrihed. Så den diskussion vandt de liberale, siger Ditlev Tamm.

Katolikkerne fik altså religionsfrihed på linje med andre kristne og ikke-kristne trossamfund i Danmark. I dag er de det andetstørste kristne trossamfund i Danmark med anslået 30.000 medlemmer. Næst i rækken kommer pinsebevægelsen og baptisterne, som hver har omkring 5000 medlemmer.

Katolikkerne er ikke nær så talrige som muslimerne. Islam er det største trossamfund i Danmark efter folkekirken. Til gengæld er katolikkerne langt bedre organiseret. Derfor er det ikke ulogisk, at det er herfra, en anmodning om opkrævning af kirkeskatten via skattebilletten kommer. Imam Fatih Alev har også talt for en lignende ordning, men erkender, at muslimerne på ingen måde er organiserede nok til at komme med en samlet anmodning.

Og statsretligt hverken var eller er der problemer i, at staten tilbyder at opkræve kirkeskat til andre trossamfund end folkekirken.

– Staten er ikke forpligtet til at støtte andre trossamfund, men den er heller ikke afskåret fra det. Grundlovens paragraf fire forpligter staten til at understøtte folkekirken, men den udelukker ikke støtte til andre, siger Folketingets Ombudsmand og kirkeretsekspert Hans Gammeltoft-Hansen, som også siger, at støtten kunne være i form af uddelegering af opgaver til andre trossamfund, som folkekirken blandt andet har fået uddelegeret begravelsesvæsnet.

Gammeltoft-Hansen siger også, at staten til gengæld ikke kan støtte andre trossamfund åndeligt. Den støtte er ifølge Grundloven reserveret folkekirken.

Heller ikke Peter Christensen, formand for Dansk Selskab for Kirkeret, ser nogen hindring i at støtte trossamfund uden for folkekirken.

– Folkekirkestøtten er staten forpligtet til. Men i 1800-tallet var det jo mest en moralsk støtte. Den økonomi-ske del af støtten kommer hovedsageligt i det 20. århundrede. Andre trossamfund kan støttes, hvis staten ønsker det, siger han.

Den katolske biskop, Czeslaw Kozon, har sendt papirer med det katolske forslag til kirkeministeren.

Så nu venter kirkeretten og katolikkerne på et udspil fra Bertel Haarder.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

Fakta