Frihedens slør kan spærre for udsynet

Sløret kan ændre betydning alt efter konteksten. Nogle kvinder, som ikke ville gå med slør i et land med muslimsk flertal, tager det ikke desto mindre på i et land som Danmark. På den måde kan de kompensere for social marginalisering ved at sætte blus på den religiøse identitet. Andre begynder bevidst at bruge det som et politisk symbol, og sløret bliver da også mere og mere politiseret i Vesten. Jo mere spalteplads sløret får i medierne, jo mere populær og politiseret bliver tildækningen.

Det nok mest kendte eksempel på politisk brug af sløret er fra den iranske revolution i 1979. De første tegn på revolutionen var det store antal kvindelige studerende på universiteterne, som begyndte at møde op med slør. Det var deres oprør mod den vestlige livsstil ikke mindst i form af det dekadente forbrugersamfund. De protesterede også mod kvindens rolle som sexobjekt, derfor tog de slør på. I Vesten smed kvinderne tøjet som led i den samme protest. Målet var det samme, midlerne forskellige.

I dagens Danmark er sløret blevet genstand for en politisk og religiøs kamp om dets signalværdi. Eftersom det er modstandernes symbol på kvindeundertrykkelse, får det den stik modsatte betydning for brugerne, som i stadig større grad ser det som symbol på frihed og oprør. Sløret kan ende med at blive et våben i kampen mod vestlig tvang og tilsidesættelse af borgerrettigheder. Jo stærkere hetzen mod tilslørede piger og kvinder bliver, jo stærkere bliver sløret som vor tids symbol på frihed.

De bliver jo tvunget til at gå med det. Sådan lyder tvangs-argumentet. Det er en udbredt opfattelse, at sløret er udtryk for ulighed, fordi kvinder tvinges til at gå med det. Der er ingen tvang i religion, står der i kapitel 2 i Koranen, og det sted bliver ofte brugt af kvinder, som vil gerne bevare deres borgerret til frihed og selvbestemmelse, hvad angår påklædning af dem selv og deres børn.

Det er helt forkert, at en kvinde skal slå blikket ned og helst gå i burka for at beskytte sig mod en voldtægt, sagde ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) for nylig. Her ser vi begær-argumentet, som går ud på, at kvinderne jo tildækker sig for ikke at vække mænds seksuelle lyst. Når de tildækker sig på den baggrund, understøtter de et mandsherredømme og undertrykker sig selv.

Det er ganske rigtigt forkasteligt, hvis kvinder tildækker sig af tvang eller frygt. Men det er også værd at påpege, at begær-argumentet er en ensidig og populistisk tolkning af tildækningens generelle funktion og betydning. Hvis vi absolut skal kaste os over kvinders tøjstil, hvorfor så ikke også diskutere det langt mere udbredte halvnøgne look ved samme lejlighed. Er det udtryk for frit valg og lighed?

DE STEDER I VERDEN, hvor begær-argumentet er udbredt, er kvinders større frihed ikke nået ved forbud mod tildækning. Tværtimod har det at vælge sløret medført større social mobilitet for mange kvinder i for eksempel Mellemøsten. Med sløret har de haft let ved at skabe sig en karriere som selvstændige udearbejdende kvinde. I Danmark forholder det sig nærmest modsat.

Det tredje argument mod (svær grad af) tilsløring er vitamin-argumentet. Det ville være rart, om vi kunne blive fri for alt den latterlige spin om, at slør medfører mangel på D-vitamin. Bevares, hvis man altid bærer burka, får man ikke meget sollys og kan da komme i underskud, men burkaen er jo tiltænkt det offentlige rum. I familiens skød har kvinder som regel ikke slør på heller ikke udendørs i sommerhuset eller i andet privat regi, hvor vi andre også kan være på ret slap line, hvad angår tøjstil.

Det fjerde argument, der her skal nævnes, er bevægelses-argumentet. Al den tilsløring hæmmer bevægelsesfriheden, mener modstanderne, og historikere kan tilføje, at kortere kjolelængder og mindre tøj på kroppen er udtryk for kvinders frigørelse. Frigørelse til hvad? Til bedre at kunne leve op til et påtvunget kvindeideal?

Modstandere af vestlig livsstil tror af og til, at piger og kvinder går i mavebluser og makeup, fordi deres mænd eller andre i familien kræver det. Ligeledes tror modstandere af det muslimske slør af og til, at det er kvindernes mænd eller andre i familien, der kræver, at de muslimske piger og kvinder bærer slør. Fordomme trives overalt.

Nogle muslimske kvinder går slet ikke med slør, fordi de er akkurat lige så sekulariserede og ligeglade med religiøse konventioner som de fleste folkekirkekristne, som knap nok ved, at Paulus var en varm fortaler for tildækning af kvinder, som for resten skulle tie i forsamlinger. Jeg går ud fra, at de fleste kristne synes, at den bibeltekst skal tolkes efter vor tids behov?

På samme måde tolker de fleste muslimer Koranen. Andre muslimske kvinder går ikke med slør, fordi de mener, at anstændig opførsel i det offentlige rum sagtens kan fungere som et moralsk slør. Atter andre har valgt at lægge sløret på hylden, fordi de er trætte af islamofobiske danskere, som løber efter dem på gaden og hiver i sløret.

Hvad angår berøring af det modsatte køn, for eksempel at give hånd, henviser nogle til Koranens kapitel 17, som opfordrer til, at man ikke nærmer sig utugt. Andre mener såmænd bare, at det er mere respektfuldt ikke at røre ved hinanden.

Sørlander mener, at Abdol-Hamid ved ikke at ville give hånd sætter spørgsmålstegn ved den ligeværdighed, som er demokratiets grundlag. Hvis demokrati betyder, at borgerne tvinges til at klæde sig på bestemte måder og røre ved folk, de ikke har lyst til at røre ved (uanset af hvilken grund), så vil jeg helst være fri for det demokrati.

Helle Hinge er religionshistoriker og adjunkt ved Zahles Seminarium