Når frikirkepræster og andre flytter ind i sommerhusene her i Tranum Ferieby i Nordjylland, bliver de lovet en friværdi på mindst 300.000-400.000 kroner. – Foto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset.
- Michael Bo Rasmussen/Baghuset.
Leif Kiil Sørensen |
11. juni 2007
En række frikirkepræster har købt sommergrunde med skattefri gevinst på mindst 200.000 kroner som en slags gave fra folkene bag omstridt sekt
Mistanke om bestikkelse rammer nu en række præster i flere danske frikirker. Hver af præsterne har i realiteten fået foræret flere hundrede tusinde kroner fra centrale personer i sekten Evangelist ved at have købt sommerhusgrunde med massive rabatter. Det er sket uden betingelser, siger præsterne selv, men kritikere hævder, at præsterne er blevet købt til positiv omtale af den udskældte sekt.
En af de skarpeste kritikere er Københavns domprovst, Anders Gadegaard. Han er formand for Danske Kirkers Råd, som organiserer flere af de frikirker, hvis præster har tjent mellem 200.000 og 400.000 kroner på køb af sommerhusgrunde i Tranum i Nordjylland.
Vi har i Danmark en tradition for, at det ikke er forkert at modtage for eksempel nogle flasker rødvin, og vi ved godt, hvornår grænsen for gaver er klart overskredet. Her er vi i en helt anden størrelsesorden, og køberne kan ikke legitimt hævde, at de ikke har bragt sig i et afhængighedsforhold af Evangelist. Det ligner noget, vi har et grimt ord for, nemlig bestikkelse, siger Anders Gadegaard.
Da sekten Evangelist mødte heftig offentlig kritik i vinter på grund af demonstrationer foran et bordel i den vestjyske by Arnborg, oprettede den en hjemmeside på internet, hvor 12 personer skrev meget positive indlæg om Evangelist og dens stifter, Christian Hedegaard. Få måneder senere havde mindst ni af disse 12 heriblandt flere frikirkepræster købt sommerhusgrunde til langt under markedsprisen af ejendomsinvestoren David Klit, som sidder i bestyrelsen for Evangelist. Køberne er ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger udpeget af Christian Hedegaard.
Disse handler er stærkt kritisable, mener kirkelig iagttager og universitets-lektor i teologi på Aarhus Universitet, Peter Lodberg.
Præsterne åbner sig for en kritik for at være utroværdige, når de omtaler Evangelist positivt. Man kan ikke undgå at spørge sig selv, om det er noget, de siger, fordi de har fået en gevinst, eller om det er noget, de føler sig presset til at gøre på grund af de billige sommerhusgrunde, siger han.
En af dem, som udtrykte støtte til Evangelist på hjemmesiden og senere har købt sommerhusgrund til favorabel pris er landsleder i Apostolsk Kirke, Johannes Hansen. Han afviser, at rabatten har noget at gøre med hans forsvar for Evangelist.
Min relation til Christian Hedegaard går tilbage til dengang, han var ni år, og jeg har været hans rådgiver siden da. At jeg gennem grundene skulle være købt til at sige noget pænt om Evangelist er fuldstændig ude i skoven, siger Johannes Hansen.
Præst og forfatter Hans Kristian Neerskov har de seneste måneder omtalt Evangelist og Christian Hedegaard positivt på internet og i læserbreve, og han fik også tilbudt en billig sommerhusgrund.
Christian Hedegaard ringede og spurgte, om jeg ville købe en grund til venskabspris, og han fortalte, at jeg kunne tjene penge på det. Det handler vist om at give en gave, uden at det får skattemæssige konsekvenser. Jeg sagde nej, for jeg vil ikke modtage en gave af Hedegaard og dermed risikere at blive afhængig af ham.
Hverken Christian Hede-gaard eller David Klit vil udtale sig om sagen.
kiil@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad