FORSIDE DANMARK UDLAND KIRKE OG TRO KULTUR REJSER SENESTE NYT
Kronik

Oplysning, dogmatik og debatten om islam

12. jun 2007 00:00 KRONIK : Den hollandsk-somaliske islamkritiker Ayaan Hirsi Alis selvbiografi er interessant læsning, og tidligere på året udløste den en større europæisk debat om multikulturalisme, der i dagens kronik opsummeres

Kommentér
Share
Udskriv
Tip en ven

Claus Elholm Andersen
DET ER UMULIGT IKKE at lade sig berøre af Ayaan Hirsi Alis selvbiografi "Ayaan – en selvbiografi". Når man læser om den hollandsk-somaliske islamkritikers liv, introduceres man til en verden og et normsæt, som mange af os ikke anede eksisterede. Vi læser om omskæring af femårige piger, fysisk vold og en kvindeundertrykkelse, der synes helt uforenelig med vores demokratiske tanker om frihed og lighed.

Bogen er et opgør med islam, og hvad Ali i bogen kalder et muslimsk kvindesyn, der er degraderende og nedværdigende. Og det er et opråb om, at vi i Europa kun kan bebrejde os selv, at vi er ved at skabe et parallelsamfund, hvor vi i multikulturalismens navn tillader visse handlinger af frygt for at virke stødende.

Som man let kan forestille sig, har bogen og Ayaan Hirsi Ali skabt en del postyr. Højrefløjen har flere steder taget hende til sig. Venstrefløjen raser. Og muslimer over det meste af verden har fordømt hende.

Siden januar har en række af Europas mest prominente intellektuelle været involveret i en diskussion om bogen: om den overhovedet bør tages seriøst og i så fald, hvilke konsekvenser vi bør drage af den. Debatten er blevet kaldt den multikulturelle debat og har været centreret omkring begreberne oplysning og dogmatisme. Den, som det hele drejer sig om, Ayaan Hirsi Ali, har ikke selv ytret sig i debatten.

Annonce
I slutningen af januar offentliggør den franske forfatter og debattør Pascal Bruckner en sønderrivende kritik af Ian Buruma og Timothy Garton Ash. Buruma, der er engelsk-hollandsk forfatter, har i en bog om mordet på filminstruktøren Theo van Gogh udtrykt sin skepsis om Hirsi Alis opfattelse af islam i Europa, og Ash, der er engelsk journalist og akademiker, har kaldt Hirsi Alis bog direkte uansvarlig, da den har den stik modsatte virkning end den tilregnede.

I sit indlæg mod Buruma og Ash bedyrer Pascal Bruckner polemisk, at "multikulturalismen er blot en form for lovlig apartheid". Oplysningstanken tilfalder os alle, ikke blot nogle få privilegerede europæere eller amerikanere, der i multikulturalismens navn fastholder folk i deres kulturelle oprindelse. Det er antiracisternes racisme, skriver han, da de – altså fortalerne for mulitikulturalisme – ønsker at lænke folk til deres rødder.

Ifølge Bruckner kan Ash og Buruma ikke klare, at Hirsi Ali opfatter den vestlige verden som overlegen.

Det skyldes, at vi i den moderne verden opererer med to forskellige opfattelser af frihed. En, der kan dateres til 1700-tallet og som er baseret på frigørelsen fra tradition og autoriteter, og en anden, der har sin oprindelse i den anti-imperalistiske antropologi, hvor den vestlige kultur blot bliver en stamme blandt andre.

Og det er denne sidste tradition, som Ash og Burma tilhører og som multikulturalismen udspringer af, argumenterer Bruckner

Med udgangspunkt i Hirsi Alis tanker om oplysning taler Bruckner for en oplyst europæisk islam, der over hele verden ville blive set som et foregangsbillede. Både Frankrigs opgør med katolsk dogmatisme og Vestens kamp mod kommunisme under Den kolde Krig viser, at vi med oplysningens tanker kan overvinde fundamentalisme, ekstremisme og dogmatisme. Derfor, foreslår Brucker, bør vi i Europa yde økonomisk, moralsk og politisk støtte til dem, der rejser sig mod den øgede muslimske fundamentalisme.

At de skulle støtte en form for lovligt apartheid og ønske at lænke folk til deres rødder er selvfølgelig en provokation, som hverken Ian Buruma eller Timothy Garton Ash kan sidde overhørig. Og få dage efter Pascal Bruckners indlæg svarer først Buruma.

SELVFØLGELIG MÅ VI til enhver tid forsvare vores demokratiske samfund mod voldelig ekstremisme og kvindemishandling, skriver Buruma. Men at han ikke falder på halen for Hirsi Ali, betyder ikke, at han mener religiøs vold og undertrykkelse kan retfærdiggøres. Tværtimod mener han også, at revolutionær islamisme er en trussel mod vores frie samfund.

Uenigheden handler i stedet om, hvad vi i Vesten skal gøre for at bekæmpe den radikale islamisme, forklarer han. Buruma mener ikke, at Hirsi Alis udtalelser om, at islam er "bagstræberisk" og profeten Muhammed er "pervers", hjælper nogen steder. Retorisk spørger Buruma derfor, om Bruckner virkelig forestiller sig, at vi skal fortælle muslimer i Europa, hvordan de skal fortolke deres hellige skrifter? Eller endda tvinge dem til at frasige sig troen på islam?

Også Timothy Garton Ash svarer på Bruckners kritik, som minder ham om en intellektuel pendant til en fulderik, der i et højlydt skænderi med sig selv og indbildte fjender kommer gående ned af gaden. Ash er tydeligt fornærmet over Bruckners hårde kritik og skriver, at selvom Bruckner taler i oplysningens navn, forråder han faktisk selv denne oplysningstradition, når han kalder Ash racist og sexist.

Hvis det budskab, vi sender til muslimer i Europa, er, at for at blive europæere må de frasige sig deres tro, vil de ganske naturligt fravælge de europæiske værdier, og vi skaber i stedet blot endnu flere fundamentalister. Det, fastslår Ash, er selvindlysende og dermed også hans største kritik af Bruckner og Hirsi Ali.

Også hollandske Paul Cliteur, der er en af Hirsi Alis tidligere lærere, blander sig. Han skriver: "For multikulturalisterne har den europæiske civilisation befundet sig på et fejlspor siden oplysningstiden. Holocaust, nazisme, kommunisme, slaveri – disse ses ikke som afvigelser i en ellers gunstig udvikling af vestlig kultur, men som uundgåelige produkter af det europæiske sindelag, der i sit væsen er undertrykkende."

Paul Cliteurs indlæg bliver hurtigt mødt med et svar fra Ian Buruma, der erklærer, at han som Cliteau beundrer oplysning og dens fortjenester gennem tiden. "Men", skriver han, "jeg er også af den opfattelse, at en af dens største fortjenester er en afvisning af dogmatisme af enhver art".

ET AF DE MERE INTERESSANTE indlæg kommer fra den svenske forfatter Lars Gustafsson, der træder et skridt tilbage og forsøger at se debatten i et større perspektiv. Hvad debatten egentlig handler om, er, om vi skal forholde os lige så tolerant over for irrationalisme som rationalisme, lyder det filosofisk fra den svenske forfatter, og altså om vores vestlige, rationelle tankegange blot er en metode blandt mange andre? Nej, lyder svaret. For det er en sådan tankegang, der gør det muligt for Buruma og Ash at anklage dem, der tror på vestlig tolerance og demokratisk frihed for at være oplysningsfundamentalister.

Hvad vi har brug for er en tolerancens logik. Sammenstød mellem kulturer lader sig ikke forklare med vage referencer til multikulturalisme: "Når det kommer til spørgsmål om fornuft og frihed, bliver samfundet, såvel som individer, nødt til at træffe et valg", slutter Gustafsson.

Efter tre måneders polemik sluttede den multikulturelle debat. Alle parter synes enige om, at det ville være ønskeligt med en reformert, oplyst version af islam. Uenigheden starter i det øjeblik, diskussionen fokuserer på, hvordan dette mål nås.

Der er ingen tvivl om, at vi danskere kan lære meget af denne multikulturelle debat. Selv om vi selvfølgelig har diskuteret det samme herhjemme i flere år, er diskussionen ofte blevet forvrænget af en bastant afvisning af islam i enhver afskygning af den kristne intelligentsia med dens nye standarder for politisk korrekthed, der tror, at hvis vi forkynder længe nok, bliver alle problemer løst.

En genopdagelse af oplysningstidens idéer og tankesæt vil heller ikke i sig selv løse problemet. Men det kan lægge grunden for den saglige diskussion, vi i den grad trænger til. Og vi kan vel ikke være uenige om, at et sagligt udgangspunkt er nødvendigt, hvis vi overhovedet skal komme en løsning nærmere.

Den multikulturelle debat er nu slut. Men det forhindrer os ikke i stadig at læse Ayaan Hirsi Alis selvbiografi. En usædvanlig bog af en usædvanlig kvinde, som kan anbefales til alle, hvad enten de tror på oplysning eller ej.

Claus Elholm Andersen er lektor og cand.mag. på University of Texas i Austin.

Kommentér denne artikel Share


Mest læste
Præster er bange for at tale om Helvede
Bevidstløse patienter taler med hjernen
Biskop blåstempler halalkød
Momssag kan slå bunden ud af velgørenhed
Klapjagten på de troende er sat ind
 

 
Flere nyheder? Tilmeld dig vores nyhedsbrev


E-mailadresse:


 



 



 



 
Label Mest læste Danmark
Label Mest læste kirke og tro
Label Mest læste Liv&Sjæl
 
Label Mest læste udland
Label Mest læste kultur
Label Mest læste debat

Temaer fra Kristeligt Dagblad

Temaer fra religion.dk

Temaer fra kristendom.dk


 
 
 
 
 
 

Afstemning

Er det i orden at holde kønsopdelte forældremøder i folkeskolen?

Ja
Nej
Ved ikke

 
 
Seneste artikler på Kristendom.dk
- Fasten er en chance for at komme tæt på Gud
- Vi må give afkald på hævnen
Kristne tilbyder meditation i frokost-pausen
Deltag i fastelavnskonkurrence
Mirakuløs medalje skal beskytte mod det onde
Hvad ved vi om spyddet i Jesu side?

 

Nyhedsbrev

Ja tak, send mig dagens nyheder på e-mail


E-mailadresse: