– Personligt mener jeg ikke, det er klogt at indgå et økonomisk forhold, som ligger så tæt op ad en organisation, der er så omstridt som Evangelist. Samtidig mener jeg dog ikke, præsterne skal hænges ud for bestikkelse, siger frikirkeformand Tonny Jacobsen. –
- Frikirkenet.
Leif Kiil Sørensen |
13. juni 2007
INTERVIEW: Det er uklogt af præster at indgå handler tæt på den omstridte sekt Evangelist, mener frikirkeformand, som dog samtidig understreger, at præster har lov til at investere ligesom alle andre
De seneste dages medieomtale af frikirkepræster, som har fået stor økonomisk gevinst ved at købe sommerhusgrunde af centrale personer i sekten Evangelist, har også sat spor i paraplyorganisationen FrikirkeNet, som organiserer omkring 100 frikirker og frikirkelige menigheder i Danmark. Blandt andet fordi to medlemmer af FrikirkeNets ledelse er mellem de omkring 20 frikirkepræster, som efter anbefaling fra Evangelist-leder Christian Hedegaard har fået mulighed for at tjene flere hundrede tusinde kroner på et sommerhus i Tranum Ferieby i Nordjylland.
FrikirkeNets formand, Tonny Jacobsen, fortæller, at sagen allerede har været drøftet i organisationens ledelse.
Vores holdning er, at hvis der er noget mistænkeligt her, skal de to ledelsesmedlemmer selvfølgelig have deres forhold undersøgt. Hvis det viser sig, at der ikke er noget at komme efter, så slutter sagen jo der. Hvis der er noget mistænkeligt, vil vi opfordre andre kirker og ledere til også at få deres forhold bragt i orden, siger Tonny Jacobsen og tilføjer:
Om den konkrete sag har noget på sig, må vise sig, men vi tager selvfølgelig også afstand fra, hvis der er sket nogen form for sammenblanding af personlig og kirkelig økonomi. Jeg mener ikke selv, at det er sket, men vi har brug for at sige, at vi tager afstand fra enhver form for bestikkelse, fordi det er, hvad der er blevet insinueret.
Evangelist er godt nok ikke medlem af FrikirkeNet, men vil I foretage jer mere efter omtalen af disse sommerhushandler?
Hvis der er noget, som ikke er i orden, så byder vi velkommen, at det bliver undersøgt. Vi vil selv spørge nogle af de præster, som har investeret, for jeg mener helt klart, at der specielt med ledere ikke må kunne rejses berettiget tvivl om, at deres økonomiske forhold hverken er på kanten eller over kanten af lovgivningen. På den anden side har frikirkepræster ligesom alle andre mennesker lov til at investere, som de vil privat, om det så er i Tranum Ferieby eller Lalandia, eller hvor ved jeg. Det bestemmer de selv, så længe det ligger inden for lovens rammer.
Eksperter i skat og bolig har talt om skattesnyd i forbindelse med præsternes køb af sommerhuse. Hvad mener du om det?
Som jeg har forstået det, kan man anlægge to vinkler på handlerne. Den ene er, at nogle mennesker har købt disse grunde billigt, fordi de var hurtigt ude og dermed sikrede, at projektet overhovedet blev til noget. Hvis det alene handler om, at de sparede penge ved at tage en økonomisk risiko, så er det jo ikke angribeligt. Den anden vinkel er, at hvis det derimod er sådan, at præsterne har fået en særlig pris, fordi de er med i en særlig persongruppe, så er det angribeligt.
Hvad tror du selv, der er sket?
Dem, jeg har talt med fra ledelsen af FrikirkeNet, har helt klart forstået det sådan, at de har fået grundene billigere, fordi de tog en større risiko. De har ikke på nogen måde forstået det sådan, at de var særligt privilegerede. Men forholder det sig anderledes, skal det selvfølgelig berigtiges, siger Tonny Jacobsen.
Kritikere har hævdet, at frikirkepræsterne nærmest er blevet betalt med en billig sommerhusgrund for at sige noget pænt om Evangelist. Hvad siger du til det?
Bestikkelse betyder normalt, at man betaler nogen under bordet for at få noget. Men ingen kan sige, at dette her ikke har foregået i fuld offentlighed, og salgsmaterialet har været offentligt tilgængeligt.
Mistanken er angiveligt opstået, fordi nogle af køberne også har skrevet positivt på Evangelists hjemmeside, men det er et potentielt karaktermord på de pågældende mennesker at kæde de to ting sammen, for hvis de virkelig er til købs for en økonomisk gevinst, er de moralsk anløbne mennesker.
Men har præsterne ikke selv handlet sådan, at mistanken opstår?
Man kan sige, at det er dumt at stille sig selv i den situation, og mistanken kan være svær at forsvare sig imod. Personligt mener jeg ikke, det er klogt at indgå et økonomisk forhold, som ligger så tæt op ad en organisation, der er så omstridt som Evangelist. Samtidig mener jeg dog ikke, præsterne skal hænges ud for bestikkelse.
Jeg synes, man skal respektere, hvis disse mennesker har ønsket at bakke Christian Hedegaard op, fordi de føler trang til det og følger deres samvittighed. De skal have lov at sige deres mening, og det skal de ikke efterfølgende beklikkes for. Hvis det derimod er sådan, at vi vitterligt ved, at de har fået en rabat på sommerhusgrunden og tager imod tilbuddet om at købe, så mener jeg absolut, at det er dumt gjort.
kiil@kristeligt-dagblad.dkLæs alle artikler om det omstridte salg af sommerhuse på
kristeligt-dagblad.dk
uI Kristeligt Dagblad har formanden for Danske Kirkers Råd, Anders Gadegaard, og universitetslektor Peter Lodberg begge udtalt, at præsterne med deres sommerhuskøb udsætter sig selv for at være købt til at sige noget pænt om Evangelist. Desuden har eksperter i skat og bolig udtalt, at det er et klart brud på skattereglerne, når centrale personer i Evangelist sælger sommerhusgrundene med rabatter til venner og støtter.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad