Dannebrogs oprindelse blæser i vinden

Lad os kigge nærmere på historien. Allerede i midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog i de ikke-kristne områder op mod Østersøen, og det omfattede også de baltiske lande, hvor mange langt op i middelalderen stadig var hedninge. Da det kom kong Valdemar Sejr for øre, at de kristne kirker i Livland lidt syd for Estland nærmest uophørligt blev angrebet af esterne, tøvede han ikke længe. Han fik pavens godkendelse til at underlægge sig og kirken alle områder, som han kunne tilkæmpe sig fra de hedenske estere.

Kongen fik samlet en stor korsfarerhær, der ud over danskere, herunder en ærkebiskop, også omfattede tyskere og vendere. De drog af sted ombord på ikke mindre end 1500 langskibe, en ganske stor styrke, når man tænker på, at et enkelt langskib kunne rumme helt op til 60 mand.

Efter landgang slog de lejr ved borgen Lyndanisse i det nordlige Estland. Borgen blev revet ned, og de befæstede deres stilling ved i stedet at begynde opførelsen af en ny borg, der af esterne snart blev kaldt Tallinn – "dansk by". Flere lokale estiske udsendinge blev venligt modtaget af kong Valdemar, og ingen i lejren anede tilsyneladende, at esterne samtidig var i færd med at samle folk til en slagkraftig hærstyrke.

Ved aftenstide nogle dage senere, den 15. juni 1219, angreb esterne pludseligt og voldsomt den uforberedte korsfarerhær fra flere sider. Der udbrød panik og forvirring! Estiske krigere stormede ind i biskop Theoderiks telt og i den tro, at han var kongen, slog de ham ihjel. Korsfarere forsøgte at flygte, og flere af dem blev dræbt. Der var tumult og sammenstød overalt i lejren og ned mod skibene. Et totalt og knusende nederlag for korsfarerne og Valdemar Sejr lå i luften.

MEN NOGLE HAVDE esterne ikke opdaget. Under ledelse af fyrst Vitslav befandt de vendiske styrker sig ubemærkede i en dalsænkning, og de fik hurtigt samlet sig til et fremstød, der kom som en overraskelse for esterne. Det lettede presset på danskerne og tyskerne, der fik mere samling på resten af tropperne, der så kunne gå til modangreb. Snart fik den samlede korsfarerhær drevet de estiske styrker på flugt, men ud over området lå strøet mange dræbte og endnu flere sårede.

Det var skæbnes ironi, at det var lige præcis en vendisk styrke, der fik vendt krigslykken for korsfarerne. Venderne var et slavisk folkeslag, der kom fra områder mellem floderne Elben og Oder i det nuværende nordøstlige Tyskland, og de havde selv været udsat for en række hellige korstog anført af kong Valdemar 1. den Store, Valdemar Sejrs far.

Korstogene nåede et højdepunkt på samme dato præcis halvtreds år tidligere, den 15. juni 1169, med indtagelsen af byen Arkona på Rügen og tilintetgørelsen af en stor træfigur, der forestillede guden Svantevit. Derved forsvandt vendernes sidste store helligdom.

MEN HVOR BLEV Dannebrog af? Det ældste kendte flag, som danskerne har brugt, er Ravnefanen, en rød dug med Odins hellige ravne broderet i sort, der også blev kaldt "Danebroge", altså danernes mærke eller klæde. Dette hedenske symbol forsvandt med kristendommens indførelse, men navnet holdt ved.

Når vi gransker historien nærmere, er det påfaldende, at den vigtigste og detaljerede beskrivelse af slaget ved Lyndanisse ikke nævner noget som helst om et flag, nemlig den af præsten Henrik af Letland, der nedskrev den kort tid efter begivenheden.

Det viser sig også, at det er mere sandsynligt, at Dannebrogslegenden oprindeligt faktisk stammer fra et andet sted og tidspunkt: Fra 1208 ved slaget ved byen Felin, der nu hedder Viljandi, i Estland. Vi ved desværre meget lidt om dette slag, men forskellen er til at få øje på: Felin var lille og relativt ukendt, slaget var efter alt at dømme uden kongelig tilstedeværelse og paven var ikke involveret.

Derimod var Lyndanisse-slaget ikke alene med en stor korsfarerhær, men omfattede også både en konge og en ærkebiskop, og paven havde så at sige godkendt hele det overordnede projekt. Samtidig markerede udfaldet af slaget begyndelsen på en godt 150-årig periode med det meste af Estland i danske hænder.

SELVE LEGENDEN kender vi i øvrigt i en næsten lignende udgave fra blandt andre den byzantinske kejser Konstantin, der under et slag tilbage i 312 skal have set et kors hen over solen og hørt en samtidig stemme: "Ved dette tegn skal du sejre!". Korstegn på himlen kendes også fra slag mellem portugiserne og maurerne.

Det er først en hel del år efter slaget ved Lyndanisse, at vi med sikkerhed kan sige, at Dannebrog blev rigsbanner, nemlig under kong Valdemar 4. Atterdag, der i øvrigt i 1346 solgte det estiske område til en tysk ridderorden. Det rød-hvide korsbanner er nemlig afbildet på en tegning, der direkte kan forbindes med kongen, fra årene omkring hans død i 1375.

Han var tidligt i sin regeringsperiode på pilgrimsrejse til Jerusalem og blev slået til ridder ved Den Hellige Grav, og det er meget nærliggende, at han blev inspireret til det kristne korsbanner fra denne rejse eller faktisk hjembragte et.

Dertil kommer, at også Det tysk-romerske Rige brugte en fane med et hvidt kors på en rød bund, og at lignende faner blev brugt flere steder rundt om i den kristne verden. Hvis det danske flag er fra den tid, så er det ganske vist ikke det ældste i verden, eftersom blandt andre Englands hvide med et rødt kors og Østrigs røde med hvid midterstribe er ældre, men det har dog en betydelig alder.

Dannebrog er et meget gammelt, nationalt samlingsmærke, der er blevet brugt (og misbrugt) til mangt og meget i tidens løb i mange forskellige forbindelser. Det dalede ikke ned i 1219, blev næppe bragt hjem fra Estland, var oprindeligt ikke dansk og er sandsynligvis ikke verdens ældste flag i stadig brug – men smukt er det nu alligevel.

Ole Birket-Smith er cand.mag. i historie